2019

ab-fodbold

Johnny P. fortæller om landsholdet og mødet med Dirch Passer

Tilbageblik

For et par torsdage siden sad vi i 3. halvleg, hvor snakken på et tidspunkt drejede sig om Bakkerevyen. Den kan man jo ikke bringe på banen uden at Dirch Passer bliver nævnt.

Dirch Passer kom meget i B.93, for han kunne lide at spille fodbold. Allan Møller fortæller: ”Vi spillede indendørs i KB-hallen, bolden kommer til Dirch Passer, som kanonerer den højt over mål og smadrer det store ur”! Dirch Passer er ikke sen og udbryder: ”Hvor jeg spiller, er der overskud”!

Nå. Det var slet ikke min mening at skrive om ham. Det er der heldigvis mange andre, der har formået. Vi skal tilbage til året 1970, hvor jeg oplevede at blive udtaget til landsholdet. Først var vi igennem en udtagelseskamp, hvor landsholdet (UK’s hold) skulle spille mod Pressens hold. Det blev en dårlig kamp på en umulig bane. Landsholdet vandt 1-0 på et mål af mig. Søren H var på pressens hold, og han ærgrede sig dengang over målet. Efter kampen blev jeg udtaget til landskamp mod Polen 1. september.

Inden selve kampen samledes vi i Skodsborg. Rudi Stritisch trænede os halvt ihjel i 3 dage. Heldigvis var der også lidt underholdning undervejs. Vi skulle på Bakken og se revy. Dirch Passer var ustyrlig morsom, og det var det år han brillerede som baby i hoppegyngen. I pausen fik vi lov til at komme bag scenen og hilse på de medvirkende. Stor, stor oplevelse! Pludselig råber Dirch Passer: ”Debutant – hop lige herop”! Og så blev jeg vugget som en lille baby, som man kan se på billedet.

Vi ville gerne vinde over Polen – men tabte i en kedelig lortekamp. Lige efter slutfløjtet blev Parkens bane gravet op. Billedet viser bulldozeren lige før opgravningen.

Jeg havde squ også lyst til at grave mig ned. Fodbold indebærer mange og kolossale skuffelser, men glæden ved den lille runde overskygger alt. Vi hænger stadig ved, for vi kan ikke undvære tjønsen med alle dens mange facetter.

Johnny P.