Tjønser-portrætter

ab-fodbold

Denis Holmark: Thomas Kentorp

Thomas Kentorp

Af Denis Holmark

Thomas ‘Krølben’ Kentorp hører til de yngre spillere på  Tjønserholdet. Thomas har været med i snart 7-8 år, og er ophavsmanden til det  legendariske AB motto ‘Hellere miste en god ven, end at brænde inde med en god  bemærkning’. Desuden leverer Thomas taler og artikler til fester, Ballosophen  (når den ellers udkommer) og hjemmesider. En god giftig pen, hvor ingen bliver  skånet, har denne lange hjulbenede lemmedasker af en boldspiller.
Thomas K er p.t. ret optaget af at være formand for Dansk  Cricket-Forbund. Men alle regner med at om 3-4 år, så kan Thomas koncentrere  sig 100 % om at svine AB’ere til igen – både på banen og i skrift og tale  udenfor. Thomas mener, at ledere i sportsverden lige som trænere bør skiftes ud  en gang imellem. Nyt blod og ideer skal der til.
Som fodboldspiller er Thomas K aldrig helt slået igennem. Sådan en  lige ved og næsten spiller. Thomas var uheldig at være en del af en årgang i  AB, hvor både Bo Frimann, Peter Kamuk, Bo Jacobsen og Keld Nielsen førte sig  frem. Træner Poul Kvist havde ikke rigtig plads til ‘rullefinten’ på dette  første ynglingehold. Derfor kastede Thomas sig over cricketsporten, hvor det  blev til godt 250 kampe på AB’s 1. divisionshold og også dejlig ture med  diverse ungdomslandshold til England og andre fjerne steder. På en af disse  ture blev der produceret en sød datter i Manchester. Moderen var vist ikke  noget at skrive hjem om.
Thomas var i mange år spillende formand på AB’s førstehold i  cricket. Senere blev Thomas K så holdleder for cricketlandsholdet i årene  1997-2002. Det var i de glade Team Danmark dage, hvor cricketlandsholdet var  tæt på at komme med til verdensmesterskabet ved et par lejligheder. Thomas fik  set det meste af verden på den måde. Nu er det så formandskabet i  cricketforbundet, der tager fritiden og arbejdstiden (?).
Som fodboldspiller må Thomas betegnes som et evighedstalent, der  aldrig rigtig har slået igennem. Men det kan vel nås endnu? Der bliver leget  med kuglen og driblet rundt, men giver det nogle sejre? På John Andersens  finurlige regneark, hvor man kan se, hvor godt de enkelte spillere klarer sig  på deres respektive tjønserhold, ligger den talentfulde Thomas K blot midt  i felten. Skuffende med den kælne boldbehandling.
Thomas har skader – masser af hælsporer er det blevet til.  Alligevel kommer Thomas forbi og drikker vores bajere om torsdagen. Det er en  skandale, at Thomas ikke giver bajere noget oftere. Thomas siger selv, at det  er fordi at han bruger flere tusinde kroner om måneden på at gå til  speciallæger med de ømme hæle, men det holder ikke. Der skal bajere på gulvet –  nu.
Thomas mener selv, at han er den yngste rigtige AB’er. Det vil sige  en spiller, der både kan huske traditionerne fra Nørre Allé og de glade dage på  Skovdiget med fordragelighed mellem de 4 sportsgrene i klubben. Det har han  sikkert ret i, og vi er da også glade for at få underholdende artikler og  taler, hvor der er AB nostalgi og AB humor blandet godt sammen. Så selvom  vi sagtens kan undvære Thomas’ finter på banen, så vil vi nødig undvære alt  det, der er udenom og ved siden af.
Data:
·          Født 6. oktober 1956
·         Meget  lange og tynde hvide ben
·         Går  altid med sexede lange hvide underbukser
·         Kvinden  i hans liv: Mor
·         Har  aldrig tacklet en modstander
         Rekord  i nedgøring af dommere og spillere fra Vestegnen
Succeshistorier:
·          AB medlem siden 1963
·         Udvikling  af – og patent på – rullefinten
·          Sjællandsmester med AB’s lilleputhold 1968 (træner Erik Allan  Nielsen ‘Stria’)
·            Bronzemedaljer i 1. division med AB’s crickethold: 1986, 1989 og  1992
·          Noteret for 10 ungdomslandskampe for Danmark (cricket)
·          Optaget på tjønserholdet 2001
·         Fyldte  50 i 2006 med velbesøgt reception i AB-restauranten (halvdelen af gæsterne var  tidligere og nuværende elskerinder)
         Adskillige  år sæsonkort til Jomfru Ane Gade i Ålborg – nu Ane Gade!
·         8 mål  i en lørdags-tjøns, (8-2)
·         Konsekvent  tilsviner af modstanderne, når han er på det tabende tjønser-hold (TT = Thomas  Tudefjæs)
·         Tjønser-rekord  i AB-jargon-taler
·         Top 3  i leverancer til www.ab-tjønsere.dk