VM-historier 2014

ab-fodbold

Kjeld Romer

Hvorfor jeg hader Paolo Rossi…….

Kjeld Romer Larsen, uhelbredelig fodboldromantiker

Når man skal se på VM kampe, så husker jeg specielt et par kampe fra jeg var mindre, bl.a. VM finalen i 70, hvor Pelé lyste som den store stjerne efter rædsels VM’et i 66, hvor det kun gik ud på at sparke folk ned (og slippe godt fra det). Det var englænderne bedst til. Men i 70 kom juego bonito (det smukke spil) tilbage. Johnny P. har allerede skrevet om semifinalen mellem Tyskland og Italien, hvor spændingen var helt i top helt frem til det 120. minut. Finalen med Pelés involvering i tre af målene var helt sublim.

I 1982 var Brasilien tilbage med det smukke spil, Zico, Socrates, Falcão, Cerezo førte an i det smukke spil og et par gange straffede modstanderne det (altid) svage brasilianske forsvar, men angrebet var ustoppeligt, og de vandt kampene i den indledende runde.

I mellemrunden var der lagt op til giganternes kamp, da Italien, som ikke havde været prangende indtil da, og Brasilien som havde været blændende, mødtes. Italien kom foran ved Rossi, der ligesom Inzaghi er født off side, men altid skubber en kasse eller to ind. Brasserne udlignede ved dr. Socrates. Rossi scorede igen og igen var det svagt forsvarsspil og kynisk italiensk udnyttelse. Nerverne sad uden på tøjet men så fik Falcão bolden, og så så man for en af de første gange, hvad et ”overlap” betød, da Cerezo trak 3 italienske forsvarere med sig, da han lavede et overlap venstre om. Falcão skubbede bolde lidt til den anden side og knaldende den ind bag Zoff. Pu ha. Brasserne skulle kun bruge uafgjort for at gå videre, men blot 6 minutter efter kommer grunden til, at jeg hader Rossi.

Manden, som indtil da ikke havde vist en skid, lavede hattrick, og selvfølgelig var det ikke et smukt mål, men et kikset skud, der bliver rettet af af en forsvarer og lander for fødderne af Rossi, som bare skubber den kassen. Brasserne tabte 3-2 mestendels grundet Paolo Rossi og så et forsvar som ikke levede op til de sprudlende angrebsspillere.

VM var forbi, og jeg kan ikke engang huske, hvem der blev mestre, og det var også ligegyldigt, for mestrene var allerede slået ud.