31: Nekrologer

ab-fodbold

Søren Albertsen (Niels Torp)

Natten mellem lørdag og søndag sov, Søren Albertsen, stille ind i lejligheden på anlægget på Skovdiget. Søren blev 74 år – og han har gennem en årrække været en stor personlighed for traditionsklub, hvor han var ansat i 39 år, ligesom han har været en yderst afholdt og respekteret holdleder i 25 år for klubbens førstehold.

Søren Albertsen kom oprindelig fra Frederiksværk og han beskæftigede sig i sine unge dage, som sømand på mindre eller større skibe på de store verdenshave – og senere som chauffør.

Det var lidt af et kulturchok, da han blev ansat hos Akademisk Boldklub i Bagsværd i begyndelsen af halvfjerdserne, men med begge ben på jorden og en fremragende humoristisk sans, så faldt han hurtigt til i klubben, som han tjente i en årrække og det var igennem 24 timer, da hustruen, Mie og Søren, var bosiddende i lejligheden på anlægget.

– Søren Albertsen var ”Mister AB”, da han stod for ordentlighed, og det skinnede også igen via arbejdet som halinspektør i klubben. Et job han varetog i 39 år – og det var med flid og omhyggelighed, det var ikke mindst hans fortjeneste, at anlægget altid har været velholdt samt rent og pænt, siger formanden for hovedafdelingen, Ulrik Rasch, AB.

Stoppede i 2012

– Søren Albertsen var ikke blot ansat på anlægget i en årrække, men han var også ”handyman”, som kunne ordne næste alt. Det er ingen hemmelighed, at klubben har sparet mange penge til håndværkerudgifter, da Søren ofte fandt en god løsning på større eller mindre problemer – og altid ordnede det med snilde. Selvom Søren stoppede på AB i 2012, så gik han ofte en tur rundt på anlægget, og sørgede for, at tingene var i orden. I visse tilfælde hoppede han stadigvæk på traktoren og fjernede sne, hvis det var faldet i nattens løb eller i weekenden.

– Søren Albertsen var en fantastisk holdleder (sammen med Aage Hansen), og han var medvirkende til den sportslige succes i slutningen af halvfemserne med bronzemedaljer og pokaltriumf, fortæller Rene Henriksen, landsholdsspiller og mangeårige anfører på klubbens førstehold samt nær ven. Han gjorde aldrig forskel på spillerne, og det uanset om det var ”høj eller lav”. De fik samme behandling, og det var en del af hans personlighed. Det var ofte, at vi mødtes i lejligheden på Skovdiget inden fodboldturene til Jylland/Fyn, hvor Mie og Søren diskede op med morgenmad. Han var en stærk personlighed og hans hjerte bankede for AB – og det var døgnets 24 timer, pointerer anføreren, der er lidt rystet over den triste besked.

Tankerne i denne svære tid går til hustruen, Mie, som oprindelig var en dygtig sportspige og aktiv håndboldspiller blandt andet i AB.

Bisættelsen finder sted i Bagsværd Kirke på fredag kl. 11:00.

Billedtekst: Søren Albertsen var et fantastisk aktiv for Akademisk Boldklub. Han var en fornem repræsentant for klubben – både som medarbejder og holdleder gennem en årrække.

Med venlig hilsen,

Niels Torp