2014

ab-fodbold

Kjeld Romer: YM/51+

Mindre katastrofe indtruffet på YOUNG MASTER/51+

Kjeld Romer Larsen

Young Masters holdet med holdejer Rafai i spidsen har været nødt til at trække holdet fra turneringen grundet MANGLENDE OPBAKNING fra særligt de yngre medlemmer af klubben (læs under 60 år).

Denne traditionsrige vinterturnering, som har ABs navn flest gange på pokalen, har været samlingspunktet for gode tjønsere gennem ca. 15 år, men nu ser denne epoke ud til at være sat i det mindste på stand by for en periode.

Jeg har selv deltaget i denne turnering gennem flere år og været en del af den tradition, som har været forbundet med dette glimrende vinterarrangement med dejlige kampe på AB’s 1. generations grusbane kl. 19.00 og glimrende kunstbaner i resten af landet kl. 21.15,  og jeg har qua min gode grundfysik (læs moderat overvægt) været meget lidt skadet, og derfor stort set spillet alle kampe gennem de sidste 5 -6 år.

Jeg må derfor opfordre til alle om at gå i tænkeboks og vurdere, om ikke det er bedre at spille lidt bold i løbet af vinteren, og lade Arvingerne og Champions League ligge, så vi igen til næste år kan stille et slagkraftigt hold til denne turnering.

Der er behov for en stamme og en bruttotrup, som skal være med hele vejen, og derfor kan jeg kun opfordre til at finde et tjønserhold, man kan deltage på, så ens grundform ikke kommer helt ud af sync med, hvad der kræves i en konkurrencepræget vinterturnering.

Husk også at der til foråret, når græsset grønnes, og AB fylder 125 år, er behov for at vise flaget i den danske fodboldverden, så puds støvlerne, knæk skridtbindet og aflys hjemmeplejens sengelægning i en periode og kom i gang, så vi til foråret igen kan vise det grønne AB-tøj i en smuk og præsentabel indpakning på de danske fodboldbaner.

Dette er et OPROP til alle AB’ere som vil holde det traditionsrige gammelmandsbold i hævd. Jeg glæder mig til at se jer på AB.

Med grøn AB-hilsen

Kjeld Romer Larsen

AB’er siden 1963 – og altid AB’er