Elio Acunto-de Lorenzo: Sicilien 2014

ab-fodbold

Thomas Kentorp: Referat

AB jubilæums tur 1889-2014

til Siracusa Ortigia, Sicilien

Jane Acunto-de Lorenzo

sammen med tjønserholdet på pladsen på Ortigia

Af Thomas Kentorp, 10. oktober 2014

Elio Acunto-de Lorenzo havde egentlig besluttet, at turen til Sestri Levante, Ligurien i september 2011 skulle have været den 10ende og sidste tjønsertur til Italien for de gamle AB fodboldspillere. En succesfuld sviptur til Milano i oktober 2012, hvor et hold tjønsere så Italien slå Danmark 3-1 på San Siro, og hvor vi spillede lidt tjønsebold mod vores italienske venner fra Siena, havde imidlertid givet Elio og hans kone Jane optimismen til at arrangere endnu en tur. Bestemmelsesstedet var ligesom i 2005 Sicilien, hvor Elio er født for godt 79 år siden. Denne gang skulle vi opholde os en hel uge fra den 6. september til den 13. september 2014 i Catania området med udgangspunkt i byen Siracusa.

Lørdag den 6. september 2014

Som sædvanlig har Jane og Elio de Lorenzo haft fantastisk assistance af John Andersen, der tryller med flybilletter, minibus- og hotelbestillinger på Internettet og samtidig er kassemester i forhold til indtægter og udgifter i flotte regneark. John Andersens planlægning blev dog slået noget i stykker, da de italienske lufthavnsmedarbejdere i blandt andet Roms Lufthavn havde varslet strejke, dagen før vi skulle rejse. Det betød, at John måtte sørge for, at godt en tredjedel af de 24 deltagere på turen fik ombooket deres flybilletter, så Rom blev undgået, og vi alle kunne komme sikkert frem til Catania lørdag aften, hvor der var arrangeret stor velkomstmiddag på restauranten Don Camillio, som skulle være Siracusas bedste.

Bent Jacobsen og jeg havde en aftale om, at vi skulle en tur i loungen i Københavns Lufthavn, inden vi satte os i Norwegian flyet. Behøver jeg at fortælle, at jeg ankom før Bent i lufthavnen. Alligevel var der masser af tid til at få ’Hvi’vin’ og øl i den efterhånden lidt discountagtige Mastercard lounge, hvor der serveres tørt morgenbrød hele dagen. Vi mødte nogle friske pensionerede professorer og undervisere fra Københavns Universitet, som skulle på en rundtur i Sydeuropa og dele af Mellemøsten, hvor der var arrangeret foredrag og workshops om formiddagen, samt sightseeing og kulinariske oplevelser om eftermiddagen og aftenen. Et koncept ikke så langt fra Elios tjønsetursfilosofi.

I den lidt finere lounge i Terminal 2 havde Frank Nilsson, Egon ’Gonner’ Friis og Peter Frandsen også fået tanket godt op, inden vi alle blev spredt for alle vinde i flyet til Catania. Det var i gamle dage, at man gjorde alt for at sidde sammen i flyet. Nu om dage kan man sagtens sidde alene og få en drink og en snak med en fremmed sidemand. Ingen problemer. Jeg sad ved siden af ægteparret Grethe og Erik, som boede i Ballerup og havde 9 børnebørn, så det var bare om at ’komme ud af røret’ i ferierne, som de sagde. Erik var helt suveræn med sin mobiltelefon. Han kunne følge præcist med i, hvor flyet var både luftrummet og på landkortet i Europa. Grethe læste i Billedbladet og håbede på, at mobiltelefonen ville blive lagt væk lidt senere på ferien.

Som sædvanligt havde vi booket minibusser med plads til 8-9 personer i hver, og 4 chauffører var blevet udpeget til at køre de 3 busser, nemlig John Andersen selv, Sten Lawaetz, Svend Olhoff og så Torben Oldenborg, der skulle køre en af busserne på turens sidste dag. Disse chauffører er turenes sande helte. Vi forkælede tjønsere skal køres sikkert rundt. Samtidig skorter det ikke på dumsmarte kommentarer om kørsel og parkeringer fra tid til anden. Dette har John A et sikkert værn imod. Indimellem kører John så stærkt, at de 8 medpassagerer bliver stumme af skræk og skal skæres fri fra sæderne, når vi er kommet frem til seværdighederne.

Middagen hos Don Camillio var fantastisk. 5 eller 6 retter alt efter om man havde valgt kød eller fisk og dejlige vine serveret af suveræne tjenere. Personligt havde jeg ingen skrupler med at spise solidt omkring midnatstid, men Povl Kjøller den fantastiske bornholmske mand, der lever super seriøst, synes godt nok, at det var lidt voldsomt med alt det mad efter almindelig sengetid, og også lidt dyrt. Man er vel skattejurist. Kurt Berg var der ikke noget brok med, og generelt er det min vurdering er, at Kurt havde en virkelig god tur. Hver dag stort smil, flot grøn retro T-shirt med Carlsberg logo, gårdsangersko og pakgarn frisure. Selv den dag, hvor busserne kørte lidt for tidligt i forhold til det annoncerede program til tjønseturneringen, og Kurt måtte tage en taxi ud til fodboldbaneanlægget, var der ingen sure miner. Kurt satte sig bare over blandt de søde italienske hustruer på den lille tribune.

Et koncentreret værtspar: Jane og Elio Acunto-de Lorenzo

Der var dog plads til en enkelt bitter bemærkning fra Kurt Berg om kvaliteten af de bittesmå AB vimpler, som vi havde fået med fra AB’s kontor, sammenlignet med de flotte vimpler, som vi modtog fra Siracusa og Catania holdene. Men Kurt havde fuldstændig ret. Det var nogle sølle vimpler, som AB havde givet os med. Måske er hele AB’s merchandise budget i 2014 gået til at indkøbe de berømte 5.000 flasker AB jubilæums øl fra Skovlyst Bryggeriet, som nu er på tilbud i AB’s Restaurant, fordi øllet skal drikkes inden for de næste par måneder.

Historisk sightseeing i Siracusa, og Frank Nilsson passer på vores guide Lucia

Søndag den 7. september 2014

Hotel Gran Bretagna, som ligger centralt i Siracusa (Ortigia), havde et glimrende morgenbord efter italienske forhold. Den første morgen var AB tjønserne i hvert fald tilfredse med forplejningen og de utrolig søde receptionister. De fleste af værelserne var også i orden, dog var der lige et mindre problem med et par af enkeltværelserne. Der var blevet lovet vinduesudsigt, men der var slet ikke vinduer i værelserne hos Niels Yde og Lauge Nilsson. Det betød, at Jane og Elio rykkede rundt på tropperne, og selv flyttede på et hotel lidt uden for byen. På den måde fik alle udsigt fra værelserne, og Jane og Elio slap for eventuelle klager over støj fra naboerne. Det viste sig nemlig, at der som sædvanligt lå en lille cafe lige over for hotellet, som skulle blive det faste mødested.

Den første dag koncentrerede vi os om seværdighederne i Siracusa, hvor den lille ø, som udgør den centrale del af byen, hedder Ortigia. Vores guide Lucia talte et fint engelsk med en charmerende snert af italiensk accent. Lucia vidste alt om byen og området, hvor grækerne 50-100 år før Kristus havde haft herredømme og indflydelse, og havde fået opført spektakulære bygningsværker som fx Apollo templet.

Der var frokost på den store centrale plads på Ortigia, hvor der blev drukket lokal vin fra karafler og indtaget små lækre italienske retter. Der blev også talt lidt fodbold imellem informationerne om den sicilianske historie. Der skulle spilles tjøns næste dag, og Niels Olhoff og Lauge Nilsson var blevet udnævnt som anførere for de to hold med Frank Nilsson som en slags selvudnævnt sportslig leder for det hele. Hvad mener I? En ingeniørprofessor, en psykolog og en Carlsberg key account manager, der har fungeret som Christian Andersens højre hånd i flere årtier. Hvad kunne det ikke blive til? Først og fremmest var vi nok i tvivl, om det overhovedet var muligt inden for 1½ dag, at triumviratet kunne blive enige om at dele to hold til tjønsen. Frank benyttede lejligheden til at holde sin første enetale om fodboldens vigtighed for den personlige udvikling, og Frank sørgede også for at takke Lucia for dygtig holdledelse i løbet af dagen, hvilket var helt på sin plads.

Der bliver lyttet til Lucia. Kurt Berg ses i midten i grøn trøje og pakgarn frisure.

Mandag den 8. september 2014

Elio havde som bekendt besluttet, at turen denne gang skulle vare en hel uge. Derfor skulle vi også starte lidt blødt og ikke presse for mange kulturseværdigheder ind fra start. Der var arrangeret besøg på stranden ’Arenella’, hvor vi blev lagt på drømmesenge på en lang række under solparasoller med besked om at slappe af, så vi var klar til tjøns om aftenen. Det var helt professionelle tilstande, bortset fra at for meget soldyrkning op til en vigtig kamp måske ikke lige står på side 1 i forberedelsesbogen. Superbaderne John A, Peter Frandsen og Svend ’Saksen’ Olhoff badede så det var en lyst, mens Bent Jacobsen og Egon Friis tog det lidt mere med ro i deres støttestrømper, der ikke kunne tåle saltvand. Frokosten blev indtaget i strandrestauranten og var driftssikker uden at være prangende.

Et driftsikkert måltid ved Arenella stranden. Peter Frandsen og Mads Thuesen sidder til højre.

Tjønsen om aftenen var lidt mere alvorlig, end vi plejer. Triumviratet havde delt to fair hold, synes de selv. Problemet er bare, at Lauge kun vil spille sammen med dem, han godt kan lide, og det er jo ikke nødvendigvis dem, der er bedst til at spille fodbold. Desuden havde der været lidt tvivl om, hvorvidt Janes lillebror Niels Lindgaard var kampklar, så Niels blev rykket fra Lauges hold til Niels Olhoffs hold i sidste øjeblik. Det viste sig, at en tændt Peter Frandsen, der ligesom Niels Yde har næsten 400 AB 1. holdskampe i bagagen, en velspillende Henrik Aas og en giftig Niels Lindgaard var en for stor mundfuld for Lauges flinkeskolehold, som spillede under taktikken ’Lad os nu bakke hinanden op’. 6-1 blev resultatet, og Henrik Aas scorede flere gange.

Niels Olhoffs ingeniørkunst udviklet på Aalborg Universitet

Den vindende holdkaptajn Niels Olhoff var ellers kommet lidt skidt fra start. Under opvarmningen lykkedes det Olhoff at hente en bold, der havde presset sig ud af den indhegnede bane, og få den sparket over hegnet ind på banen. Desværre havde hverken han eller andre set, at der over banen også var et nettag, så der havnede bolden nok så nydeligt. Det havde de godt nok aldrig set før, de lokale på anlægget ’Pantanelli Sport’. Den flinke baneforvalter, der havde to tænder i overmunden, som begge stod offside, hentede et par kollegaer og venner, der lige skulle beundre Niels Olhoffs bold 14 meter oppe oven på baneburet. Det var ingeniørteknik fra Aalborg Universitet, der ville noget. Men uanset hvad, så kunne Niels Olhoff sammen med sin fighterbror Svend fejre en sikker sejr.

Jeg var som sædvanlig skidesur, når jeg har tabt, og gav mig til at svine Frank Nilsson til, fordi han som overordnet ansvarlig for tjønsen ikke havde sørget for øl efter kampen. Det er en jo selvfølge, at der er øl efter vores tjønsekampe, men alligevel måtte jeg sige undskyld til Frank dagen efter. Det er jo ikke i orden, at jeg beskylder Frank for at være magtbegærlig, efterligne Christian Andersen og desuden hele tiden forsøge at kramme vores lækre guide Lucia, selvom det er delvist sandt.

Om aftenen roste jeg til gengæld min værelseskammerat Mads Thuesen, der havde stået en fantastisk kamp for vinderholdet. Mads Thuesen, som ikke er i familie med Thuesen brødrene Ove og Kurt, var med på sin første tjønsertur efter at være begyndt at spille lidt bold om lørdagen på AB med John Andersens hold. Mads er et fysisk pragteksemplar. Høj, slank, veltrænet og iført flot engelsk grevskabssommerhat, og så er Mads en rigtig dygtig målmand med nogle udkast i Peter Schmeichel klassen. Mads, som er student fra Herlufsholm og selvstændig ingeniør med opgaver for blandt andet Banedanmark, var den perfekte værelseskammerat. Ikke for meget snak, masser af boglæsning, sure sokker på altanen og så hjalp Mads mig i seng senere på ugen, da jeg kom stiv hjem, efter at have forsøgt at drikke om kap med Peter Frandsen og Finn Villumsen. En kamp, som var tabt på forhånd.

Tirsdag den 9. september 2014

Et højdepunkt på turen i mere end en forstand var vores heldagstur til vulkanen Etna. En køretur fra Ortigia på knap 2 timer bragte os frem til det helt specielle område, hvor der har været vulkanudbrud med jævne mellemrum i årtusinder, og hvor lavajorden giver fine muligheder for at dyrke grøntsager, frugt, druer etc. Jane og Elio havde sørget for, at en mandlig guide fortalte os om de mange teorier og mysterier om vulkanerne på Etna, og vi blev også ført ned i en lavloftet lavagrotte, hvor det var nødvendigt at bære sikkerhedshjelm. Da jeg havde banket hovedet med hjelm i loftet 3 gange på de første 10 meter, opgav jeg og smuttede tilbage til minibusserne. Elio derimod var mere sej. Iført nogle kiksede herresandaler gjorde Elio hele turen rundt i den ufremkommelige grotte. ’Utroligt godt gået Elio’, som de ville sige i Jylland.

Etna: Fra venstre: Bent Jacobsen, Jane, Povl Kjøller, Frandsen, Frank, Ole Kaysen i friske farver, Elio, Claus Berner, John Nilsson, vores lavaekspert og Mads Thuesen uden sommerhat!

Der var frokost hos baronessen i Villagrande, hvor vores Etna guide også var inviteret med. Baronessen producerer dejlige vine, som blev serveret af nogle smukke kvindelige tjenere. Tim Rishøj og Niels Yde blev pludselig utroligt interesseret i vin og spurgte den kvindelige vinkyper, der lige var hjemkommet fra et halvt år som vintjener på en fin London restaurant, om altmuligt. Hun var også en ren perle. Det var en superfin frokost, og stemningen var høj, da vi indtog kaffen i det fri, og vores guide lige redegjorde for den seneste udvikling inden for vulkanforskningen. Peter Frandsen og Egon Friis havde fået nok af alt den vulkansnak og smuttede ind og købte en ekstra flaske rødvin.

Senere på eftermiddagen underholdte ’Gonner’ Friis med løgnehistorier fra sin fodboldkarriere. Vi hørte om, hvordan Egon i ungdomsårene på AB havde måttet arbejde for to, når han spillede højre back bag ved Henning Kurland, som spillede højre halfback, som det hed den gang i ca. 1960-64. ’Henning lavede ikke en skid, men tog altid æren hos trænerne, når det gik godt’, sagde Egon. Senere hævdede Gonner, at han i en periode som seniorspiller på AB’s 2. og 3. hold havde ’hakket kasserne ind i hver kamp’, men den røg vi tilhørere alligevel ikke på. Alle ved, at Egon aldrig har været over midten i en fodboldkamp.

Bekymring på vej ned i grotten ved Etna. Torben Oldenborg ved ikke rigtigt, og Bent Jacobsen yderst til højre har slet ikke hjelm på.

Mads med sommerhat, Elio, Henrik Aas, Niels Yde, Niels Olhoff, Tim Rishøj, Svend og Kaysen

På vejen hjem fra Etna var der en minibus, der skulle hente Finn Villumsen i Catania lufthavnen. Villum og fru Annie havde været en tur i Rom med børnebørnene og havde fulgt de søde børn sikkert hjem til Københavns Lufthavn, hvorefter Villum straks derefter havde taget alene ned til os med Norwegian ruten.

Der skulle findes frivillige til at tage med John Andersens minibus, der skulle køre en omvej hjem for at tage Finn med, og jeg tilbød selvfølgelig straks at tage med ud og hente min gamle cricketkammerat. John A havde besluttet, at hans minibus lige kunne nå et hurtigt besøg i bjergbyen Taormina, hvor mange danskere rejser til med Spies hvert år. Lidt af et turisthelvede, men flot udsigt over bugten fra de snoede gader. Denne bjergsmuttur samt kødannelse på vej til lufthavnen, fordi betalingsautomaterne på motorvejen ikke fungerede optimalt, betød en lille forsinkelse, og en lidt mopset Finn Villumsen, der stod og ventede med armene overkors udenfor terminalen. Sådan er livet. Ind med Villum i bussen og hjem til Grand Bretagna hotellet. 

Onsdag den 10. september 2014

Efter en blød formiddag, hvor der blev hvilet ud efter den anstrengende Etna tur, havde Elio sat søde Lucia i stævne igen om eftermiddagen, hvor minibusserne kørte til Noto, som er et område på Sicilien, der i 1693 blev ramt af et kraftigt jordskælv, som ødelagde de fleste byer. Området blev imidlertid genopbygget efter alle kunstens regler og er kendt for at have verdens fineste barokarkitektur, som også er på UNESCO’s liste over verdenskulturarv.

Vi havde en skøn dag i Lucias selskab, hvor vi fik masser af faktuelle oplysninger og blandt andet så den majestætiske domkirke i Noto. Lucia kørte med i Svend Olhoffs minibus og blev placeret på forsædet sammen med Tim Rishøj, som opførte sig som en sand gentleman og var en beleven ’bordherre’ hele eftermiddagen. Det kunne man godt lære noget af. Disse klassiske dyder omkring opførsel og dannelse. Der er noget, der tyder på, at Tim Rishøj har forladt de tider, hvor en god fest endte med, at Tim skulle bevise, at det ikke kunne lade sig gøre at stå på hovedet på et fulddækket middagsbord.

Om aftenen var vi rigtig mange, der spiste sammen med Jane og Elio på en hyggelig græskejet familierestaurant. Povl Kjøller fik sig en dejlig Angus steak, og Kurt Berg tog også det sikre, en italiensk rejecocktail, mens der var andre, der satsede lidt mere på at prøve noget nyt. Henrik Aas bestilte noget, som slet ikke kom med i ordren, så stor ståhej og undskyldning fra værten, inden Aas også fik sin mad. Denne lille misforståelse betød selvfølgelig, at der var ’grappa on the house’.

Foran kirken i Noto: John Nilsson med bøllehat har overtaget opgaven som Lucias oppasser, mens en skuffet og let skulende Frank ses yderst til højre (en bitter mand). 

I det hele taget have jeg fået lagt en rigtig god bund af både mad og drikke, da jeg efterfølgende på torvet i Siracusa kom til at sidde sammen med Finn Villumsen og Peter Frandsen. Villum var godt i gang med at indhente den alkoholindtagelse, som han var gået glip af de tre dage med børnebørnene i Rom, mens Frandsen er en jernmand både på fodboldbanen og i baren. Resultatet blev, at Frandsen bar Villumsen på ryggen ned til hotellet, og at jeg trods alt gik selv, indtil jeg som nævnt blev gelejdet til køjs af min roommate Mads. 

Torsdag den 11. september 2014

Næste dag var der dømt tømmermænd for mit vedkommende, men ikke noget med at blive hjemme. Jeg sad selvfølgelig på min plads med min flysovepude i Svend Olhoffs minibus, da turen gik til Ragusa, Ibla og Modica. Byer på det sydøstlige Sicilien, som også blev ødelagt af jordskælvene i 1693 og genopbygget. Ragusa området er kendt for et godt køkken, og vi fik en ren fiskemenu på Restaurant Carmelo tæt ved stranden, efter at Lucia havde ført os rundt i de som sædvanligt velholdte gader og mange smukke kirker og byrum.

Det kan godt være, at de sicilianske byer er velholdte og rene, blandt andet til ære for os turister. Til gengæld er renholdningen omkring landeveje og motorveje en skandale. Der er dumpet affald overalt. Vejene bliver brugt som lossepladser. Det mener jeg, at Elio skal ringe og sige til Berlusconi og sine andre politikervenner i Italien. En oprydningsdag, ligesom man har en gang om året i de større andelsboligforeninger, vil være på sin plads, og affaldet kan sejles op til Københavns Kommunes nye affaldsbehandlingsanlæg på Amager, hvor der kommer en skibakke på taget. Der er masser af forbrændingskapacitet. Overborgmesteren eller jeg kan kontaktes i den anledning.

Jane, Elio og Finn Villumsen kæmper med fiskemenuen hos Carmelo

Jeg sad over for Ole Kaysen til frokosten. Ole er en forholdsvis ny tjønser, som Niels Yde tog med til lørdagstjøns for 6-7 år siden. Løbestærk og masser af energi på banen, men nogen Laudrup bliver Kaysen aldrig. Dertil er der for mange tæmninger med skinnebenet ligesom Daniel Agger. Ole er uddannet geograf, men fungerer som en slags miljørådgiver, og Kaysen er en af de sidste 1968’ere, der bevarer langhårsfrisuren og går i krøllede skjorter i friske farver. Ole Kaysen hjalp mig med at finde ud af det mega fiskemåltid, som vi blev præsenteret for hos Carmelo. Jeg er mest vant til ’fisk and chips’ i Warrington, hvor min ældste datter bor, og her hos Carmelo var der alle mulige slags skaldyr, blæksprutter og hvid fisk. Der var ingen, der var i stand til at spise helt op. Endnu et forrygende måltid, som Jane og Elio havde afprøvet på deres opvarmningstur til Sicilien i juli 2014, hvor det endelig turprogram blev fastlagt.

Efter frokosten var der afslapning på stranden ved siden af restauranten. For en gang skyld skulle vi selv have pungen op af lommen til at betale for strandstole. Det betød, at lige pludselig kunne vi nærigrøvstjønsere sagtens ligge på vores håndklæder i sandet. Claus Berner Møller og jeg lå og sludrede lidt efter en hurtig dukkert.

’Hairy Bikers’ v/ Claus Berner Møller selvtræner på Pantanelli Sport anlægget

Claus Berner, som stadig styrer ATP’s investeringer i medicinalindustrien, blev desværre langtidsskadet med knæet under vores Master jubilæumsturnering i juni 2014, hvor en tonser back fra Aalborg Chang kom alt for sent ind i en tackling.  Claus, som oprindeligt er lægeuddannet, har udskrevet nogle træningsøvelser med en stor elastik, som han udøver, mens vi andre tjønser. Jeg spurgte Claus, om han havde til hensigt at give sin elastikopvisning næste dag, hvor vi skulle have vores tjønserturnering mod de lokale veteranfodboldspillere og Siena folkene. Claus lovede at holde sig i ro og bare være tilskuer, selvom han er helt vild for at komme i gang igen. Jeg takkede Claus, for det er simpelthen ikke til at koncentrere sig om at spille bold, når der ligger en fra ’hairy bikers’ på sidelinjen og selvtræner.

Om aftenen blev der spist let efter fiskemåltidet, og vi fik hilst på vores fodboldvenner fra Siena, som endnu en gang har rejst fra Milano for at spille fodbold mod os. Det så flot, at Gianluca samt Janes og Elios andre venner fra Milano tiden gang på gang har lyst til at mødes med os, selvom sprogbarrieren er stor, og kommunikationen oftest er ’bonjourno’ og buona sera’. Niels Lindgaard, som har været erhvervspraktikant i tøjbranchen et par år i Milano i slut 90’erne og begyndelse af 0’erne, taler dog flydende italiensk, og Niels er flink til at underholde Siena folkene sammen med Jane og Elio.

Fredag den 12. september 2014

Efter 10 ture havde Elio forstået budskabet. Der skal ikke arrangeres stroppeture på den dag, hvor vi skal spille vigtige kampe mod de lokale italienere. Derfor kørte minibusser bare den korte tur ud til Arenella stranden, hvor vi havde været før, så der kunne slappes af.

John Andersens minibus snittede lige en jernstang i forbindelse med parkeringen, hvilket var det mest ophidsende den formiddag. Det kan godt være svært at ramme, når man kører 60 km i timen ind på en P-plads. Vi er naturligvis fuld forsikret, så ingen problemer med den lille skramme. Efter frokosten smed Bent Jacobsen støttestrømperne og gik en tur i vandet. Egon Friis Christensen blev på land.

Sten Lawaetz og John Nilsson lå på et par strandstole og talte lidt om pensionisttilværelsen og aftenens kampe. Både Sten og John er vigtige spillere, hvis de to AB hold skal gøre en god figur mod de italienske Darioer. Sten med sit gode venstrebensspark, og John med sit store løbepensum. I øvrigt utroligt at vi har tre mand med på turen, der har efternavnet Nilsson uden at være i familie med hinanden. Vi er jo ikke svenskere. Nå, men John Nilsson lovede ikke at mandsopdække mig, som han plejer at gøre om torsdagen til tjøns, mens Sten Lawaetz ville overveje at spille mig lige i fødderne, så jeg kunne få gang i rullefinten. Selvom der var lavet lidt om på holdene til turneringen om aftenen, så var Sten og jeg stadig sammen på Lauges søndagsskolehold.

AB 2 holdet: Fra venstre måltyven Niels Lindgaard, Niels Yde, Povl Kjøller, Ole Kaysen, AB A/S bestyrelsesmedlem Torben Oldenborg i en lidt stram overtræksvest, Sten Lawaetz, flinkeskoleanfører Lauge Nilsson og knælende målmand Tim Rishøj samt den udsendte rapporter.

Elio havde fået strikket en turnering sammen med navnet ’Mens Sana In Corpore Sano’, som kan oversættes med ’En sund sjæl i et sundt legeme’. En 7 mandsturnering for de 5 hold: Siracusa, Catania, Elio’s boys Siena / Milano samt AB 1 og AB 2. Opfindsomheden stoppede, da AB holdene skulle navngives. Der skulle spilles alle mod alle, altså 4 kampe a 15 minutter til hvert hold, hvilket var helt passende. En times spil i alt, det rakte.

Turneringen var en stor succes, selvom de lokale hold fra Catania og Siracusa var bedre end os. Det var først til sidst, da folk blev trætte, at Catania oldboysholdet, som vandt turneringen, gav AB 1 en ordentlig sæk på 6-0, og at Lauges AB 2 hold legede kispus med Elio’s boys Siena Milano i en 5-1 sejr, hvor Elio meget passende fik lov til at score på et straffespark i overtiden. Godt nok i to forsøg, men målmand Mads Thuesen uden sommerhat havde helt klart bevæget sig før tid ved det første spark.

Den vigtige kamp mellem AB 1 og AB 2 endte 1-1, og John A fik oprejsning efter parkeringsopvisningen om formiddagen ved at score et dejligt mål med venstrebenet. Bolden susede igennem sweeper Lauge Nilssons skæve åreknude ben og snød fuldstændigt Mads Thuesen. John A var på AB 1 holdet, som imidlertid havde svært ved at undvære måltyven Niels Lindgaard, der spillede på Elios hold, og Peter Frandsen, der havde fået flimmer for øjnene efter at have ligget på stranden uden parasol og kasket. Til gengæld havde AB 1 fået Finn Villumsen, der trods sin store løberadius ikke helt ’ramte dagen’, som de siger på TV.

Bedste AB spillere, der kunne matche de dygtige italienere: En fightende og storsvedende Svend ’Saksen’ Olhoff, den teknisk velfunderede venstre back Povl Kjøller, den løbestærke tidligere landsholdsspiller Niels Yde (6 A-landskampe), en rigtigt fornuftig spillende Sten Lawaetz og så stod målmand Tim Rishøj et par flotte kampe, hvilket muligvis hang sammen med, at vores guide Lucia sad i et par stramme jeans og så på.

AB 1 holdet: Fra venstre: Linselusen Niels Lindgaard, Mads Thuesen uden sommerhat, John Andersen med det gyldne venstreben, Svend ’Saksen’ Olhoff, John Nilsson, Peter Frandsen, Elio Acunto-de Lorenzo, anfører Niels Olhoff og knælende Henrik Aas.

Efter turneringen var der sørget for øl til alle, inden turen gik til restaurant Kalliope midt på Ortigia, hvor afslutningsmiddagen foregik sammen med Siena spillerne. De to anførere Niels Olhoff og Lauge Nilsson holdt taler og takkede Jane og Elio for en dejlig tur samt en vellykket fodboldturnering. Godt halvdelen af turdeltagerne skulle rigtigt tidlig op næste dag og af sted til lufthavnen, så det blev en forholdsvis rolig afslutningsaften.

Lørdag den 13. september 2014

Vi, der skulle med det sene Norwegian fly hjem, havde lige en 4-5 timer midt på dagen, der skulle overstås. Vi havde fået opmagasineret vores kufferter på to værelser, inden Torben Oldenborg af to omgange kørte os til Catania lufthavnen. De to øvrige minibusser var nemlig blevet afleveret om morgenen med det første hold hjemrejsende. Torben havde en dag som taxichauffør, kan man sige.

Torben Oldenborg gør heldigvis stadig et stort arbejde for at holde sammen på økonomien og standarden i AB A/S, der driver vores 1. hold i 1. division. Det er lidt af en tjans i disse tider, hvor spillernes klubfølelse kommer i anden række efter lønnen. Heldigvis er Torben Oldenborg kommet med i Divisionsforeningens bestyrelse, hvor der udover hårdt arbejde, fx med forhandling af spilleroverenskomster, også er mulighed for én gang om året at komme med til en kamp i Champions League. Fuldt fortjent. Jeg spurgte Torben, om han troede, at der havde fundet matchfixing sted i AB’s kampe. Der havde været et par kampe på Gladsaxe Stadion efter sommerferien, hvor AB har spillet så ringe, at selv vores torsdagstjønserhold kunne have slået dem. Den tyggede den ellers aldrig mundlamme Torben lidt på.

I flyet hjem til København sad jeg skråt overfor Egon, der lige måtte have styr på nerverne med et par glas rødvin, inden mødet med fru Ulla Friis Christensen, der ventede i parcelhuset i Hareskovby. ’Der er lagt op til fuldt program, når jeg kommer hjem’, sagde Egon og smilede lumsk. ’Gad vide, om han beholder støttestrømperne på’, tænkte jeg og prøvede straks at få det indre foto af ’Gonner’ i bar røv og støttestrømper visket bort.

Egon ’Gonner’ Friis hviler krop og støttestrømper. Forude venter der ’fuldt program’ i Hareskovby.

I Københavns Lufthavn takkede vi Jane og Elio Acunto-de Lorenzo for endnu en uforglemmelig tur til Italien. Veltilrettelagt med en passende blanding af kultur, sport, afslapning og så et fantastisk kammeratskab.

Gid det ikke er vores sidste tjønsertur!