22: Tjønser-ture

ab-fodbold

Thomas Kentorp: Piemonte 2006

Thomas Kentorp

Se billederne fra turen »

AB Master/Tjønsere i Piemonte, Italien – september 2006

For femte år i træk havde Elio de Lorenzo med god hjælp fra John Andersen, Niels Torp, Povl Kjøller og Sten Lawaetz arrangeret en tur i september til Italien for os gamle drenge på tjønseholdet. Denne gang gik turen til Piemonte i Norditalien, dvs. byen Canelli mellem Torino og Milano. Der var som sædvanligt ny deltagerrekord, denne gang var vi oppe på 26 deltagere. Selv spillere fra andre klubber lader sig nu lokke med på disse kulinariske fodboldture med Elio som guide. Niels Hagenau fra KB, som står noteret for 5 A-landskampe i 1971, var kommet med på et afbud fra Christian Andersen, der skulle passe vores førstehold. Hagenau troede åbenbart, at vi skulle på badeferie – i hvert fald stillede han op i lufthavnen i Bermuda shorts og bare tæer i et par udtrådte sejlersko. AB’s restauratør Inges søn Allan Christensen, som har en fortid i Avarta, debuterede også som turdeltager.
Og da jeg kom op i Servisair Loungen mødte jeg endnu en ny rejsekammerat Niels Remmer, der var i gang med sandwich og kaffe. Niels Remmer havde fået fri et par dage fra topjob, bleskift og kernefamilie, og Remmer har i øvrigt den fordel, at han ligner Christian Kjær uden snade, så alle døre står åbne undervejs. ’Goddag hr. Kjær – kom indenfor og få en drink’. Til stor overraskelse sad Bent Jacobsen gudhjælpemig også i loungen og var i gang med at sælge et tandhjul til et F16 fly over mobiltelefonen. Det vil sige, at Bent havde opgivet at konkurrere med Knud Møller om, hvem der kunne komme senest i lufthavnen og alligevel komme med flyet til Italien.
Sidste års flydebutant Hans Andersen måtte i år undvære sin kammersjuk Niels Lindgaard, som var løbet ind i en ordentlig omgang Roskilde syge og måtte blive hjemme. Det betød, at Hans måtte dulme sin flyskræk med et par morgenpilsnere helt alene. Mens Elio holdt mandtal – kiggede Jane de Lorenzo moderligt på Hans – ’vi skal nok passe på dig’. Stemningen var som sædvanligt på toppen, men vi var måske knap så højrøstede i flyet på vej til Milano. Det kunne selvfølgelig have noget at gøre med, at passagererne på Sterlings fly selv skal betale for drikkevarerne. ’Løst sidder pengene ikke – på en rigtig AB’er’.
Den første aften havde Elio arrangeret en tjønse turnering i Canelli, hvor den lokale klub stillede op med et enkelt 6 mandshold, og os fra AB kunne mønstre 4 hold. En rigtig god idé at få rejsetrætheden ud af kroppen med en gang fodbold. Verdensborgerne Torben Mærsk, Jørgen ’Lui’ Evers og Flemming ’Fyrværker’ Nielsen var stødt til truppen kørende i to meget forskellige biler. Torben og Jørgen kørte i en lækker sort sportsvogn af den type, man normalt kun ser i James Bond film, mens Flemming kom i en Fiat 127, som lignede noget, der havde været med i Jacques Tati’s film ’Trafik’ fra 1964. De første par kampe blev spillet på såvel en hård kunstbane og en almindelig græsbane – men det blev hurtigt besluttet kun at benytte græsbanen, så de gamle ankler ikke tog skade på turens første dag. Turneringen blev vundet af et AB hold bestående af Knud Møller, Hans Andersen, Bent Jacobsen, Henrik Duun, Claus Berner og Giovanni fra Elios gamle firma – men det med vinder / taber betød mindre. Det vigtigste var, at Elio scorede et dejligt mål, og at tankcenterforwarden Torben Oldenborg ikke gik i stykker. Der måtte helst ikke ske noget med vores turleder og den dygtigste chauffør. Efter kampen var der pizza party tæt ved vores hotel ’Tenuta la Romana’, som lå idyllisk oppe ad et bjerg med udsigt til vinrankerne. Knud Møller gav vinen, og alle synes, at der var en markant forskel på pizzaerne i Italien og dem, som man kan få på Virum Torv.
Næste dag var der sightseeing i Barolo og Barbaresco området. De 3 minibusser fik lov til at arbejde på de italienske veje, men ingen problemer ’so far’. Chaufførerne John Andersen, Sten Lawaetz og Torben Oldenborg har GPS i bilerne, så vi koder bare bestemmelsesstedet ind, og så finder bussen selv frem. Elio havde arrangeret en skøn frokost i det grønne i en lille by tæt ved Asti. Vejret var lige tilpas, og det var intet problem at skulle besigtige tre vingårde på samme dag. Efter de 4 timer på det etruskiske vinmuseum i Umbrien uden vådt og tørt på turen i 2004, er vi efterhånden hærdede, når det gælder de kulturelle oplevelser. Og denne gang var der skønne smagsprøver undervejs. Det hjælper altid lidt på gæstfriheden hos de forskellige vingårde, at Jane og Elio køber en 3-4 kasser af den dyreste vin til levering i privaten i Danmark. På vejen hjem fra vingårdene besøgte vi Niels Remmers bror Henning, som har en dejlig sommerbolig lidt oppe i bjergene. Henning har engang spillet divisionsbold for Boldklubben Frem – den gang der var snøre i bolden. Henning var utrolig gæstfri – så vi kvitterede med at tørlægge ham for vin og øl.
Lørdag havde vi så overstået sightseeing dagen, og det var tid at spille bold igen. Der var kamp mod det lokale old boys hold fra Canelli, som havde gjort alt for at få skrabet de ældste mænd i byen sammen til kamp mod de gamle AB’ere.
Alligevel måtte vi konstatere, at modstanderne var en del yngre end os. Da vi ankom med vores mega trup af spillere og tilskuere, var der en lokal tilskuer, der kom løbende hen til Flemming Fyrværker – ’Mr. Nielsen, Mr. Nielsen’ – og trykkede hånd med vores gamle stjerne – ’Mr. Harald Nielsen’. Nå, men sådanne bagateller lader Flemming sig ikke slå ud af længere. ’Alle ved, at jeg var skidegod, men Harald var nu også meget god’. Kampen mod Canelli blev spillet på noget, der lignede et rigtigt stadion. Der var plads til tusind tilskuere på den fine tribune, men banen var det rene ler med lidt kamillete planter hist og pist. Der var tale af borgmesteren før kampen, som syntes, at AB og Canelli skulle forsøge at få et samarbejde i gang vedrørende ungdomsfodbold. Vi stillede op med en bred bænk i mere end en forstand. 19 omklædte spillere havde UK udtaget til denne vigtige kamp. Det var det rene gedemarked at sikre, at alle fik spilletid. Selv Finn Villumsen var nødt til at lade sig skifte ud. Det er ikke sket siden 1967, hvor Johnny Petersen rykkede op fra ynglingeholdet og nappede Villums plads på AB’s guldhold.
For at sige det lige ud, så spillede vi en rigtig skidt kamp. Det var kun Knud Møller, Niels Torp, Flemming ’Fyrværker’, målmand Hagenau og vores målscorer Allan Christensen, der kunne være deres indsats bekendt. 3-1 til Canelli. Allan var virkelig tændt og satser tilsyneladende på at komme med på tjønseholdet, når vi kommer hjem. I hvert fald forfulgte Allan på et tidspunkt boldholderen helt ud af banen. Desværre stod der et blikhegn ret tæt på sidelinien, så Allan var lige oppe at hænge et par sekunder – før metaltrætheden meldte sig, og Allan faldt ned igen. De trofaste tilskuere H. C. Laurberg, Povl ’Silden’ Kjøller, Finn Ras, Elio og Jane jublede. Endelig en AB´er, der giver sig 100 %.
Efter kampen mod Canelli var der stående buffet med lokale egnsretter, som blev skyllet ned med vin og øl. Borgmesteren mente det alvorligt det med et ungdomssamarbejde. Han ville i hvert fald enormt gerne en tur til Danmark. Derefter var det ind i minibusserne og af sted til Torino, hvor kampen mellem Juventus og Modena ventede os. Juventus er som bekendt blevet degraderet til Serie B og starter sæsonen med minus 17 points, så det er et ordentligt prærietræk, der skal til for at komme tilbage til Serie A. Juventus spiller p.t. deres kampe på det mindre, men eksklusive stadion, der blev benyttet til åbningsceremonien ved De Olympiske Lege sidste vinter. Klubbens normale stadion er ved at blive ombygget. Desværre lykkedes det os først at nå frem til 2. halvleg af kampen, som Juventus vandt 4-0 på mål af blandt andet Del Piero og tjekken Nedved. Vi havde faktisk 3½ time til at køre en strækning på 130 km, men en fejl på adressen indkodet i GPS systemet i bilerne medførte, at vi endte midt inde i byen. Vores italienske ven Davide Grossi, der stod med billetterne på stadion udenfor byen, måtte ind og hente os – og så blev vi eskorteret til fodbold, som de danske åndsboller, vi var. Det tog de fleste med et smil, sådan da. ’Shit happens’.
Efter kampen tog vi hen og så den flotte kirke Basilica di Superga, der ligger på Torinos højeste punkt. Det var her, at Torinos berømte fodboldhold med blandt andet Mazzola’s far faldt ned med et fly i 1949, da holdet førte den italienske første division sikkert. Der var arrangeret fin middag tæt ved kirken. Maden er lidt tungere her i det nordlige Italien, end vi har oplevet sydpå. Den ene Risotto ret med ’gamle Ole’ ost på afløste den anden, men blot der skylles ordentlig efter med rødvin, så er der plads til det mest utrolige. På hjemturen gik der endnu en gang kuk i ruten, trods GPS systemet. Vi kørte og kørte, og passerede det samme diskotek to gange med en times interval. Der blev bare kørt i ring, men til sidst nåede vi da hjem på bjerget.
Næste dag (søndag) var der en minibus, der tog af sted med 9 personer til fodbold på San Siro, mens de to andre busser henholdsvis tog på sightseeing og til lokalfodbold vistnok på dansk 1. divisionsniveau. Kampen på San Siro mellem Inter og Chievo blev 4-3 til hjemmeholdet. Inter førte 4-0, hvorefter manager Mancini foretog et par udskiftninger, der nær havde kostet sejren. Det var et under, at Chievo ikke udlignede på kampens sidste angreb. Sikken en kamp – publikum hånede Inter, selvom de vandt. Vagn Ludvigsen, som havde været tæt på at træde en hundelort med ind i minibussen i forbindelse med en tissepause på en tankstation, mente, at det var den bedste og den billigste kamp, han havde set. John Nilsson og Vagn havde fået gratisbilletter af Torben Mærsk og Jørgen Lui, der var taget retur til Schweiz for at passe forretningerne. Det skal bemærkes, at chauffør Sten Lawaetz med god assistance fra John Nilssons GPS kørte os først til San Siro og siden direkte ind til Milanos centrum og domkirken uden problemer. Det er vist ret vigtigt, at de forskellige italienske destinationer og byer bliver stavet rigtig i GBS computeren, ellers er der dømt rundtur i Norditalien.
Det blev bemærket på turen, at Bent Jacobsen havde uhyre travlt med at sikre, at turdeltagerne opførte sig ordentligt og var passende klædt på til den givne lejlighed. Bent har netop været på sådan et dannelseskursus på Havreholm hos Inge Correll. Det der kunne undre lidt var, at Bent selv gik rundt hele dagen i en netundertrøje, som ville gøre Onslow fra ’Fint skal det være’ misundelig – til fødderne havde Bent valgt et par farmor sandaler i brunt læder, hvor ligtorne og de blå tånegle kom flot til sin ret.
På vores sidste dag stod regnen ned i lårtykke stråler. Elio arrangerede lynhurtigt, at der kunne spilles en gang indendørs fodbold i Canelli. Dette tilbud tog halvdelen af truppen imod. Resten enten slappede af eller tog med superturisten John Andersen til et par seværdigheder.
Claus Berner havde gået og tænkt længe – ’hvorfor kalder I egentlig Flemming for Fyrbøderen?’. Den var svær at svare på – men jeg tror trods alt stadig, at Flemming helst vil kaldes Fyrværkeren. Mon ikke kælenavnet stammer fra noget med det underholdende og så den evige succes hos damerne. Og på sine ældre dage har Flemming udviklet ’Fyrværker konceptet’ over i retning af ’stand-up’ komikken – ’jeg har fået stjålet mine bilnøgler’ og ’hvem har set min badekåbe?’ er helt nye afsnit. På turens sidste aften havde Elio arrangeret middag på en fin restaurant, der har en Michelin stjerne. Det blev en dejlig aften med masser af specielle retter med vine, der passede perfekt til. Jane og Elio kender ejeren af restauranten rigtigt godt, så der blev kysset og krammet og uddelt grønne AB tasker. Det lykkedes os også at få afsunget vores berømte fødselsdagssang for en gæst i restauranten. Det store clou i den sang er det sidste ord ’slut’, der bliver råbt ud over forsamlingen. Det gør lykke hver gang – nu også i udlandet. Elio havde også inviteret et par af de ældre spillere fra Canelli holdet. De så ud til at hygge sig, men måske var de også glade for, at det var sidste aften med de mærkelige gamle mænd fra Danmark – hvem ved.
Næste dag gik turen til Milanos lufthavn Malpensa. Et kort øjeblik var der optræk til panik, da John Andersen havde kørt sin minibus op i et 7-tommer søm. Elio ringede og talte italiensk for at få en mekaniker tilkaldt, der kunne skifte dækket.
Men det blev alligevel vores lidt sløve receptionist fra hotellet, der trådte i karakter. Det viste sig, at han var klart bedre til at skifte dæk end til at hente bajere. Så vi kom sikkert af sted med alle 3 minibusser – de blev afleveret – og alle kom med flyet hjem til Danmark. På hjemturen kunne det konkluderes, at Jane og Elio havde gjort det endnu en gang – arrangeret en perfekt tur for tjønsedrengene. ’Tak for det Jane og Elio’.
På næste tur skal der nok satses på at bo i en by, således at barer og butikker kan frekventeres oftere. Det med damerne har vi opgivet, men man har da altid lov at kigge. Desuden skal der måske ikke køres så mange kilometer i minibusserne. Det er hårdt for både chauffører og passagerer at tonse igennem 1.100 km på 6 dage. Piemonte blev i øvrigt turen, hvor Niels Torp bekendtgjorde ’Grappa og jeg er en dårlig kombination’, hvilket betød, at asketen Niels nærmest opførte sig, som var han på træningslejr med et DDR landshold. Respekt for det. Turens fund var Allan Christensen, der viste sig at være en rigtig guttermand. Der var ingen, der tørstede, når Allan var i nærheden. Enten er fadøllene for dyre på AB, eller også er knægten bare godt opdraget. Også tak til Allan for den flotte italienske aften, som han inviterede til den 12. oktober 2006 i AB’s restaurant – to uger efter hjemkomsten fra Piemonte.
Tilbage til toppen