SH: 2014

ab-fodbold

Ulrik Grage: Russer-tale

Tale i anledning af Lundberg Dagen 2014

 Ulrik Grage

Kære AB´ere og særdeleshed kære russere  

Først og fremmest tak for de pæne indledende ord fra Søren Hansen.

Dernæst tak til turneringsledelsen for at vise mig deres tillid ved at bede mig om at sige et par i aften. Forespørgslen kom ganske vist først en time før middagen, da turneringsledelsen spurgte mig, om jeg ikke lige kunne ryste noget ud af ærmet. De var lidt pressede. Nu kender jeg de fleste i bestyrelsen ganske godt, så selvfølgelig ville jeg gerne træde hjælpende til, når man nu ikke havde andre bud på en hovedtaler.

Jeg har derfor i hast måttet skrive et par ord, som jeg håber vil være dækkende for aftenens arrangement.

Baggrunden for at stå her i aften er vel, som Søren Hansen indledningsvis kom ind på, at jeg har været aktivt medlem i AB i mange år – først som tennisspiller og sidenhen også som fodboldspiller. Håndbold og cricket har jeg kun beskæftiget mig med i hovedbestyrelsen, hvor jeg har siddet en årrække.

Jeg havde egentlig håbet på, at jeg til at begynde med kunne berette om nogle af mine mål fra dagens kampe, men højst overrasende lykkedes det mig ikke at finde vej til netmaskerne. Måske hænger det sammen med, at jeg tilbragte de fleste af kampene på sidelinjen som reservespiller. Jeg forsøgte ellers at fortælle mine unge holdkammerater, at jeg skam var angriber, men det var som at tale for døve ører.

Nu er det jo ikke sådan, at jeg ikke har scoret mål i år. Faktisk står jeg her med topscorerpokalen for veteranholdet. Der står Ulrik Grage, 9 mål, 2014.

Kære russere, I må godt efterfølgende få lov til at røre, føle og mærke den – pokalen altså. Jeg tror, at det var 7. år i træk, at jeg hentede den titel.

Onde tunger her i klubben er dog af den opfattelse, at jeg har for meget klister på foden, men det vil jeg på det kraftigste afvise. Faktisk føler jeg selv, at jeg op til flere gange har spillet mine holdkammerater fri til scoring – specielt i år.

Det skal endvidere lige nævnes, at jeg foreslog Udtagelses Komiteen på veteranholdet i år, at jeg kunne spille et par kampe i forsvaret, så også andre spillere kunne få lov til at score. At jeg så scorer, når jeg går frem på hjørne, kan jeg jo ikke gøre for, vel?

Nu er jeg dog ikke kommet i aften for at fortælle om mine bedrifter på fodboldbanen, men derimod tale om vores klub.

Den 1. marts i år markerede vi klubbens 125-års jubilæum med en kæmpe fest i hallen. Vi var festligt klædt på og havde en brag af en fest med underholdning og livemusik.

125 år er ret enestående. Den gode Lars Corlin berettede ved sidste rusfest fremragende, ja nærmest autistisk om AB´s fødsel, med Fredericia studenterne, Nørre Allé og om alt det, som fulgte efter. Jeg er dog ikke så gammel som Lars, så af gode grunde har jeg ikke oplevet denne tid fra 1889.

Min erindring begynder midt i 70´erne. På det tidspunkt er jeg lige flyttet til Værløse med mine forældre. Min far er tennisspiller og har introduceret mig for spillet. Han er også vidende om, at hvis man vil noget med sin sport, så flytter man til AB, som på dette tidspunkt vel har huseret en halv snes år i Gladsaxe.

Der er her, de vil og kan.

Det er her vil man vinde.

Det er her man vil være bedst.

Det er her, hvor tennisafdelingen som en af de første i landet har hyret en fuldtidstræner i Reino Nyysönen. En finne, som hørte til toppen af europæisk tennis.

Det er her man har 11 udendørstennisbaner, 3 indendørsbaner på trægulv, hvor banen i midten er omgivet af grønne bander, så der også kan spilles indendørsfodbold.

Det er her man har masser af fodboldbaner og 2 grusbaner til vinterfodbold. Jo, det var super faciliteter – dengang.

Det er her, hvor jeg lærer, at der ikke er forskel på, om du er et gammelt koryfæer, serie 5 spiller, amatør eller en professionel, om du er tømrer, bankmand, brandmand, lærer, advokat. Vi hylder mangfoldigheden. Vi spiller sammen, vi griner og græder sammen, og klæder om og kommer hinanden ved i det store omklædningsrum. Forskellen ses kun ude i badet.

Det er her, jeg sidenhen grundlægger en rækker venskaber for livet.

Det er her, jeg også bliver bekendt med nogle særlige venskaber, som dyrkes af drenge/unge mænd over i rummet, hvor der bliver spillet en lummer gang fodbold. Som jeg siger, er jeg kun bekendt med det, jeg blev aldrig selv inviteret, men måske er der en i aften, som senere hen kan fortælle mig om, hvad der rent faktisk foregik.

Det er her, at jeg bliver vidne til kvindecricket og pigehåndbold.

Det er her, jeg ligger på lur ved pigernes omklædningsrum.

Det er her, jeg lærer, at Snehvides yndlingsdrik er 7up

Det er her, jeg får min første kæreste, for hvem jeg også præsenterer det ædle håndspil for – tennis altså. Nej, hvor jeg knaldede den sommer. Det var godt. Jeg ville jo gerne vise, hvad jeg kunne, så jeg knaldede bare løs til boldene velvidende, at hun ikke havde en chance for at tage boldene. Da var det også, at hun til sidst bad mig om at komme op til nettet for at slutte forholdet. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig, men pludselig begyndte jeg at pille. Jeg tror, det er en arbejdsskade for en tennisspiller, for når nettet ikke har den rette højde, så kan man ikke lade være med at pille ved sådan en lille skruenøgle forneden på nettet. Så var det forhold forbi.

Der er her, jeg fra tennisbanerne kan se cricketpigerne vinde DM-guld.

Det er her, jeg ser håndboldherrerne vinde pokalfinalen.

Det er her, jeg ser ynglingene i fodbold vinde DM-guld.

Det er vi, efter træning går til Købmand Beck på den anden side af vejen for at få en sodavand.

Det er her, vi går på Diskotek Wood House lige ved Skovbrynets Station.

Det er her, jeg oplever klubben spille sig tilbage Superligaen.

Det er her i restauranten, at vi fejrer, at vi har vundet pokalfinalen over AaB.

Det er her, jeg ser Ipswich Town træne på bane 1.

Det er her, jeg ser 1. holdet spille træningskamp mod Galatasaray.

Det er her, jeg oplever, hvordan 90 millioner kan forsvinde i en fart.

Det er her, jeg oplever små spillere udvikle sig til store fodboldspillere.

Det er her jeg oplever René Henriksen udvikle sig til en landsholdsspiller i en sen alder.

Det er her jeg prøver at efterligne René, men kun opnår en kamp på klubbens 3. hold i en alder af 47.

Det er her jeg møder Henning Thygesen, fordi vores sønner starter med at spille fodbold sammen, og hvor Henning fortæller mig om sit fodboldhold, som han mener, jeg såvel åndeligt som niveaumæssigt passer fint til.

Det er her, jeg så til det første træningspas bliver jeg vidne til 20-25 halvfede mænd, som sviner hinanden til i halvanden time. Nogle der går hjem i vrede før tid, nogle får karantæne eller får tildelt en bøde for at have glemt en gul overtræksvest. Jeg spørger mig selv stadig den dag i dag: Hvor var det lige, jeg passede ind?

Efterhånden finder jeg dog ud af, at bag dette til tider psykopatiske ydre gemmer sig nogle yderst rare mennesker, som gør, at jeg stadig møder glad frem til træning og kamp, og som faktisk er årsagen til, at jeg kan stå med topscorerprisen igen.

Kære unge russere, om I også en dag står med pokalen i hånden skal være usagt. Om det lykkes jer at få fisse på AB skal også være usagt. Det lykkedes i hvert fald ikke for mig. Jeg er dog vidende om en del håndboldpiger og noget pigefodbold på AB, så måske er der en chance. Hvis I derimod er til den anden side, så må jeg skuffe jer med, at det lumre rum nu er et vægtrum. Men jeg kan love jer, at I vil få en på overleveren og nogle venner for livet, hvis I fortsætter med at dyrke jeres sport i AB.

Velkommen i seniorrækkerne.