2019

ab-fodbold

Jonn A.: Det er godt at være Tjønser

Lidt opdatering om, hvor godt det er at tjønse. 

Det er længe siden, vi har hørt noget om de prøver, nogle af os var med i for flere år siden, så jeg skrev til Marie von Ahnen Hagman og fik hurtigt følgende svar: 

Jeg sidder på nuværende tidspunkt og skriver på den videnskabelige artikel omkring aldring og telomerer fra jeres projekt. Både rekruttering af forsøgspersoner og selve telomer-analyserne tog desværre væsentlig længere tid end forventet, hvilket er årsagen til den lange ventetid. 

Da jeg står i den lykkelige situation, at jeg skal have en lille pige i starten af april, håber jeg på at kunne færdiggøre artiklen inden da, samtidig med at jeg skal have afsluttet det nye telomerprojekt med kvinder (hvilket giver en stram tidsplan).  

Derefter skal artiklen igennem review/accept processen, som tager flere måneder (alt afhængig af journal og reviewers), inden den kan publiceres og offentliggøres.  

Vedhæftet finder du den endelige artikel fra 2018 fra jeres projekt, der fokuserer på knoglesundheden.  

Mange tak for opdateringen ang. 70+ fodboldstatus i Danmark og udlandet! Det lyder som om, at der bliver igangsat rigtigt mange gode arrangementer og turneringer for aldersgruppen, hvilket glæder mig meget  

Jeg håber naturligvis, at I tager trofæet med hjem fra Japan til efteråret!” 

Vi har tidligere fået tilsendt den oprindelige rapport, men hvis nogen vil se den endelige (engelske) artikel, så sig til. 

Mht. Japan så kan jeg oplyse, at der kommer 8 japanske og 2 amerikanske hold – og fra Danmark kommer et hold fra Roskilde, og et AB hold som er forstærket med enkelte spillere fra andre københavnske klubber. Mangler vi stadigt enkelte til udskiftning, så kan vi låne fra Kim Bergensers USA hold, hvor der pt er 19 tilmeldte. 

De 12 hold spiller turneringen på samme måde som i Danmark med 70+ hold, men vi regner med, at der derudover vil blive en sideløbende turnering for 75+ spillere, hvor Roskilde dog ikke stiller hold, men de udlåner til AB en 75+ spiller, så der er vi også nok. 

Turneringen løber over 3 dage 23-25/10 og afsluttes med en fest lørdag aften, så det må have været et godt koncept, vi fik lavet sidste forår. 

Kim har arrangeret ture og træningskampe for amerikanerne ugen inden – og Roskilde har også lagt et rejseprogram. Desuden er der en efterfølgende turnering 27-29/10, som amerikanerne deltager i, men da er jeg og andre fra AB taget hjem eller videre rundt i landet. 

Som en sidste servicemeddelelse kan det nævnes, at KBU til foråret 2019 har opslået en 75+ turnering, og der er allerede nu nok hold – herunder AB – til at vi ved, at turneringen bliver til noget. 

Så nu kan det ikke tage mange år, før vi får en 80+ turnering – hvilket allerede findes i Japan.

 John Andersen