4: Tjønsens historie

ab-fodbold

SH: At være Tjønser – en livsstil

At være Tjønser er en livsstil – en passion. 

Søren Hansen 

Akademisk Boldklub, der blev stiftet i 1889, havde frem til midt i 1960’erne sit anlæg på Nørre Allè i København, hvorefter klubben flyttede til sit nuværende domicil på Skovdiget 1 i Bagsværd. 

Fra starten var fodbold og cricket de primære sportsgrene, og i mange årtier var AB en dominerende faktor i dansk fodbold og cricket med mange Danmarksmesterskaber, mange landsholdsspillere og mange koryfæer. I dette miljø, med plads til både sport  og fest, udviklede der sig en særlig lettere studentikos, og for nogle meget speciel, AB-kultur.

AB-kulturen
Denne AB-kultur blev videreudviklet i Bagsværd, hvor især ikke helt unge medlemmer (Old Boys, Veteraner, Young Masters, Masters, Super Masters og Grand Old Masters) nu værner om de særegne AB-dyder – herunder tjøns.

Hvad er så tjøns? 
Ja, svært at beskrive, men spændende at opleve. Den meget korte version er: Fodbold på en lille bane med to små mål og et antal spillere på hvert hold, der svarer til antallet af fremmødte.

Hertil kommer de uskrevne – og meget ubeskrivelige – regler: Hvem skal være på hold med hvem (er der favorit med- og modspillere blandt Tjønserne)? Er der luft nok i bolden (et konstant diskussionsobjekt i tjøns)? Hvem er den mest ærlige tidtager (især 2. halvleg kan være af forskellig længde afhængig af stillingen, og hvilket hold tidtageren er på ….)? Hvornår er bolden inde over stregen i målet og ude af banen ved mål- og sidelinierne (i tjøns spiller man også bagved målene)? Hvornår er der frispark (i tjøns spilles der uden dommer)? Hvad er slutstillingen –  hvem har så rent faktisk vundet?

Der er muligheder for megen ’debat’ på banen – og det er der så også. Ofte rigtig megen ’debat’ endda!! I omklædningsrummet bagefter – den meget vigtige 3. halvleg – fortsætter ’debatten’ over en øl eller to……. Så sker der under tiden det forunderlige, at det tabende hold gennem særlig vedholdende ’debat’ argumenterer sig til en sejr – det tager lidt tid, men det lykkes ofte!!

Hvornår mødes vi?
Tjøns har i mange, mange, mange år været spillet på AB’s anlæg hver torsdag fra kl. 16.30 og hver lørdag fra kl. 13.30 – hele året rundt.

Og vi bliver ved ………