2008

ab-fodbold

Henning Kurland: Gossip fra Amalfi-turen

Dr. Spin har snaget i rygter fra Italiensturen
Dr. Spin har med vanlig diskretion loddet stemningen blandt deltagerne efter Italiensturen til Amalfi, og her er, hvad der blev snakket om i saunaen torsdag efter tjøns:
Elio: Det er den bedste tur, Jane og jeg har arrangeret. Det eneste jeg ærgrer mig over er, at jeg havde inviteret 24 AB-tjønsere med….
Lauge: Jeg var ikke med på turen denne gang, men…...(forkortet af red.)
Torben Mærsk: Fantastisk tur. Jeg er en stor fan af italiensk fodbold og er lykkelig for, at jeg endelig fik mulighed for at spille på et ”Dario-hold”.
Kurt: Normalt er jeg ikke meget for at rose nogen, men Elio og Jane fortjener ros for en flot arrangeret tur. Altså, når man ser bort fra det elendige vejr og omgivelserne. Hotellet og maden er heller ikke værd at skrive hjem om – og næste gang vil jeg ligge i ske med en anden end Silden. Han snorker så forfærdeligt – men ellers var det en god tur.
Bent Jac.: Jeg kan ikke lige huske, hvor vi var henne….nå, Italien! Nu var jeg jo kun med på den korte tur, men jeg fik alligevel set en del af de omkringliggende byer: Campari, Fernét Branca, Vecchia Romagna, Sambuca, Amerone og hvad de ellers hedder.
Laust: Nu er det første gang for mit vedkommende. Det bedste var at slippe for cykelholdet (Søren Knæbind, Katten og ikke mindst Dr. Spin). Når jeg er ude at rejse sammen med dem, går det kun ud på at køre hinanden sønder og sammen i løbet af dagen, og så ellers ud i nattelivet for at føre sig frem. Det bryder jeg mig ikke om. 
På denne tur har det været helt anderledes. Masser af kultur, god vin og mad. …..og ikke mindst samværet med behagelige mennesker. Ikke noget med at bagtale hinanden og forsøge at lokke én i fordærv. Nej, her har der været et helt anderledes, højt niveau hele vejen rundt. Ikke mindst på det menneskelige plan.
Yde: Pragtfuld tur. Jeg havde kun en enkelt dårlig oplevelse under en shoppingtur til Napoli. Mens jeg stod og ventede på John A, der var ved at lave statistik på fødevarepriserne i Italien og Danmark, dukkede Muhammed Zidan pludselig op. Han har jo en svaghed for Rolex-ure, og da han så mit, forsøgte han at rive det af min arm.
Heldigvis fik jeg ryddet munden på ham (jeg har jo øvelsen fra mange år i min praksis), så han slap sit tag. Det var godt nok en ubehagelig oplevelse.
Vagn: I år var jeg blevet valgt til skribent i stedet for Kentorp. Det meste af tiden gik med at finde ud af, hvad jeg skulle skrive, så jeg sad oppe det meste af natten og hamrede løs på min rejseskrivemaskine, men ret hurtigt løb jeg tør for farvebånd, så jeg var tvunget til at skrive alt ned i et kladdehæfte, som jeg har masser af fra min tid som viceinspektør. Mit Kodak Instamatic Junior 25 virkede heller ikke, så jeg fik ikke taget et eneste billede til at illustrere min artikel.
Christian A: Fra min plads i liggestolen havde jeg en udmærket udsigt over Pompeji og Venus. Jeg gider sgu’ ikke vade rundt og se alt det gamle skrammel.
Spillede de måske fodbold dengang? Gu’ gjorde de ej! De lå sgu’ bare og solede sig hele dagen og lod sig smøre ind i æteri….estiske…..etniske……noget olie af unge kvinder. 
Misundelig? Ikke det, der ligner!
Frank ”Carlsberg”: Fra min plads i liggestolen havde jeg en udmærket udsigt over Palermo og Hekla. Jeg gider sgu’ heller ikke vade rundt og se alt det gamle skrammel.
Drak de måske Carlsberg dengang? Gu’ gjorde de ej! De var bare nogle gamle røvhuller, der løb rundt i sandaler og spillede smarte….. Bonderøve!
John A.: Jeg er lige ved at lægge sidste hånd på min statistik fra Italien, men jeg kan allerede nu afsløre, at der blev drukket mere vin end vand, at vi samlet gik omkring 400 km., og at vi i gennemsnit sov ca. 6 timer pr. person/nat (eksklusiv Bent Jacobsen, som ikke indgår i  statistikkerne).
Finn Villum: Herlig tur! Dejligt at få slappet af efter at have knoklet med at få vores sommerhus tilbage i brugbar stand efter sommerens rend-ind. Jeg måtte lægge nyt gulv i stuen, sætte nye vinduer i og på toilettet var den også gal. Der var skrevet på væggene, toilettet var forstoppet og badekarret var smadret. Det var bare SÅ ulækkert. Vi måtte også skifte sengene ud. Det så nærmest ud, som om de var blevet brugt som trampoliner.
Udenfor var der også brug for en kærlig hånd. Min kones rosenbed var på det nærmeste revet op, og græsplænen var fuldstændig ødelagt.
Jo tak, jeg nød virkelig at slappe af!
Venlig hilsen
Dr. Spin (slår til når man mindst venter det – dog ikke i nærheden af modstandernes mål)