26: MASTER-turneringer

ab-fodbold

YOUNG MASTER/51+ vinter 2015-2016

Young Masters tilbage på toppen

Efter et par magre år i den traditionsrige vinterturnering Young Masters er AB’s bedste hold igen tilbage på toppen. 

Efter en knusende sæson med et stort set nyt og uprøvet hold i Young Masters sammenhænge fandt vi melodien og kørte endnu en pokal hjem i skabet på Skovdiget. 

Der var enkelte gamle kending som Steen målmand, Raf, mig selv sagde hunden, som gennem sæsonen var med i stort set alle kampe, og så var der nye og friske kræfter som Jess Glargaard, Jan Christensen, Kåre the militaryman, Martin Makker, Ulrik Grage og Morten Søndberg som stort set også deltog i alle slag på Gladsaxe stadion, hvor alle vores kampe endte med at blive spillet på grund af det friske tidspunkt 18.45, som tiltalte mange med hang til den sene tv-avis. 

Manager Rafai har trukket det store læs på sin altid venlige og imødekommende mailjargon: ”Så kom dog og spil for helvede eller meld afbud”, og denne friske tone har tiltalt mange nye folk, så tilmeldingsiveren var stor til alle kampe. 

Vi har genoptaget den klassiske masters taktik med at stå lavt og slå kontra med et par hurtige folk som Morten og Ulrik på toppen. Begge de to herrer har et godt antrit, en aldrig svigtende tillid til egne evner og en ufattelig mængde klister på støvlerne. 

Vi har mødt de sædvanlige hold i turneringen, og KFUM og Husum ryger længere og længere ned i dyndet med temmelig dårlige hold efterhånden. Vi må håbe på, at de kan rebe sejlene, ellers tror jeg, at de falder fra, og så bliver turneringen lidt tynd. Det skal dog siges, at både Vagn og Ole Jensen fra KFUM ikke spillede nogen af kampene mod os, så der var et vist bundniveau. 

Vores klassiske modstander Lyngby havde valgt at stille med to hold, så de kunne fifle frem og tilbage med folk afhængig af, hvem de skulle møde, og så de måske selv kunne afgøre det i en ”finale” mellem to Lyngby hold, men det fik vi da heldigvis forpurret. Det skal også siges, at vi spillede gode kampe med dem, og det var uden tvivl de bedste kampe, vi spillede under turneringen. 

Turneringen bød også på en nyskabelse undervejs, idet de mange bodegadommere blev afløst af rigtige dommere, idet både GVI og Fremad Valby blev bedt om at holde deres folk på Rødager Bodega tilbage, så en fair afvikling af kampene kunne ske på sportslig vis. 

På et tidspunkt i turneringen, hvor tingene skulle til at afgøres, formåede Raf at få tilsagn fra Per Hærvig og Henrik Mostrup, og denne information må på en eller anden måde være tilgået modstanderholdet, som i angst og panik straks hævdede, at de ikke kunne stille hold, hvorefter Per meddelte, at hans knæ var så overbelastet af tilmeldingen, at han måtte stå over i resten af sæsonen. 

Nu står holdet så overfor en ny sæson forhåbentlig på græs og i nye klæder, som fodboldformanden arbejder på at skaffe klubbens mest vindende hold. Raf og jeg håber, at alle vil bakke op om en sæson i Masters 1 rækken mod en række stærke københavnerhold, som plejer at give os kamp til stregen. Vi har forsøgt at koordinere med en række andre hold, så der gerne skulle være mulighed for at spille en lang række masters kampe i løbet af den kommende sommersæson. 

Tak for sæsonen og vel mødt til en ny 

Kjeld Romer Larsen

Old Young Master