2021

ab-fodbold

Dr. Spin: Tjønserne nytårsønsker 2021

At vi kunne samle over tyve tjønsere med en gennemsnitsalder over 70 år i det mest kedelige vejr, man kan tænke sig, er ganske enkelt imponerende flot.

Grønt hold vandt 2-1 i en lige og spændende kamp. Klasse fornægter sig ikke.

Efter tjønsen var der øl og resterne af Bents snapselager til fri nydelse. Og tak for det!

Og så til tjønsernes ønsker til året, der kommer. Her er et lille udpluk:

Vagn Ludvig: – Jeg ønsker mig noget så inderligt, at Dr. Spin vil holde op med gøre grin med min tøjstil. For jeg har ingen!

Thomas Kentorp: – Det er ikke nyt for mig at fyre raketten af, så jeg glæder mig til at fejre nytår med min nye kæreste.

Bent Jacobsen: – Jeg ønsker mig en uforglemmelig nytårsaften.
Fra min tid med gode kontakter til forsvarets våbenlager i Værløse, fik jeg for nogle år siden fingrene i nogle gamle raketter, bomber og håndgranater, som jeg har tænkt mig at fyre af. De har ligget hjemme i carporten i nogle år, og flere af dem er efterhånden godt rustne og også lidt tæret.
Jeg tænker, at hvis jeg husker sikkerhedsbriller, kan det ikke gå helt galt.

Henrik Duun: – Jeg har prøvet at tale Bent fra det.

Bjørn Larsen: – Jeg bliver bombarderet med de mest åndssvage spørgsmål i én uendelighed: Hvornår er der tjøns? Skal man melde afbud, hvis man ikke kan komme? Hvilke dage spiller vi? Skal man være omklædt hjemmefra?…. og i den dur.
Jeg er ved at få spat af alle de spørgsmål. Så jeg ønsker mig en automatisk telefonsvarer, der siger: “Du er nummer 35 i køen, vent venligst” efterfulgt af noget Heavy Metal musik.

Det var så 2021

Godt nytår til alle!

Dr. Spin