2017

ab-fodbold

Johnny P.: Referat

Årets Tjønserfest

Referat: Johnny P.

Søren bød velkommen til festen med at fortælle kort, at vi var 39 til bords efter ærgerlige afbud, da der var 44 forhåndstilmeldte. Vi blev præsenteret for aftenens menu. På dette sted plejer referenten at kommentere Sørens tøj, men senere kommer en af aftenens talere netop ind på dette. En særlig velkomst var der til Allan Møller, Allan Bidsted og Claus Berner, der jo alle er ramt på forskellig vis. Herligt at se dem! Allan M, endog ude på banen. Fantastisk fighter! Vi mindedes Niels Helveg, som er savnet.

AB’s nye træner.

Overraskende for os blev vi så præsenteret for Michael Madsen, som de kommende år skal forsøge at få 1. holdet til at vinde nogle fodboldkampe. Michael var selv en fantastisk god venstrekant med nogle vidunderlige indlæg i feltet. Hvilket venstreben! Han blev da også solgt til Bari, hvor han havde 3 vidunderlige år. Han kom derpå til Wolfsburg, så han kunne i høj grad fortælle om det at være professionel. Hårdheden i modsætning til den danske model, hvor meget skal diskuteres og forklares. Det bruger man ikke tid på i udlandet. Er man ikke i startopstillingen, får man ingen forklaring, man må bare klø endnu mere på til træning!Michael vil basere meget af træning og kampe på humør og lyst. Hvis man er angst kan det nemlig gå ud over evnen til at præstere. Han vil spille i længderetningen, for det giver ingen mål at spille på tværs og bagud. Netop dette punkt bruges der megen tid på til træning. Han brænder for opgaven, har nogle spændende idéer. Måske har denne skønne klub endelig fundet den rette på posten; jeg tror det, og vi vil støtte ham.

Formanden har ordet.

Henrik ville starte med at gennemgå nogle tjønserfacts for derefter at gå over til vores tjønsermantra – rummelighed. Til sidst i talen mente Henrik, at tjønserne måtte have nogle kommentarer til hashtagget #MeToo. Vi er 50 tjønsere, heraf er 43 aktive. Vi har mistet 2, Niels Helveg og Majoren. Benny N. er kommet tilbage som tjønser, skribent og den mest generøse ølgiver, formanden har set.En tak til Jan Ivar for at vikariere, når Henrik har været fraværende. Verner var der desværre ikke grundet konens sygdom. Verner har nu lagt støvlerne på hylden som 87-årig tjønser. Henrik kunne desværre ikke finde Brylcreme som gave til Verner. Bjørn holdejer fik ros. Vagns julequiz var for svær for de gamle, fordi spørgsmålene var nye. Bent fik stor ros for sine arrangementer til jul og nytår. Herligt med disse ildsjæle. Thomas fik også ros for sin oprydningsiver, specielt var der mange Rapport og VHS-bånd med John Holmes, der måtte lade livet.

Rummelighed.

Rummelighed kan jo være mange ting. Det kan være noget med alder, humor, udseende og fodboldevner. Det kan være noget med, om man er generøs eller en fedterøv eller ens påklædning. Søren alias Mr. Jardex eller Silden ser altid hamrende godt ud, og så er der nogle, der ligner lort! Det må være konen, der køber. Vi tjønsere rejser utrolig meget. Tag f.eks. Niels R. I sidste uge stod han ved skranken og sagde: ”Jeg vil gerne købe en billet til Bruxelles og min bagage til Rom”. ”Nej, det går ikke”, sagde skrankedamen. ”Nå, det kunne I da i sidste uge”, svarede Niels. Tjønserne har i 2017 bl.a. været i Japan og her i 2018 sågar Hawai.Rummelighed er også alt det, vi gør udover vores fodboldspil. Vi har et kulturudvalg, der gør en hel masse ting i huset og udenbys. Det næste, der sker, er, at tjønserne skal besøge folketinget og se, hvordan de arbejder derinde. Vi har skihop, vi har madklub, vi har tennisspillere samt fodboldrejser til La Liga, Premier League. Sørme om ikke vi har vores egen fantastiske hjemmeside. Henrik mener, at vor moderklub til sammenligning har en hjemmeside, der ligner lort ved siden af.For den spændende hjemmeside modtager Søren en gave. Kæmpe og fortjent applaus. Holdsætning. Svært emne, men Henrik kunne godt tænke sig at genindføre flg: Når man har fødselsdag, sætter man hold! Praktisk må det vel være sådan, at den dag man giver fødselsdagsbajer, sætter man hold. Lad os støtte formanden i det.

Omklædningsrummet:

#MeeToo. Da Henrik så, at dagsordenen også indeholdt en gæstetaler, tænkte han: ”Mon det er en kvinde”? Henrik refererer derefter kun kvindelige input fra diverse medier. Lutter sjove og underfundige og heldigvis en stor lovprisning af os mænd. Alle indlæg gav mænd lov til at være mænd.

Statistik:

John præsenterede årets statistik. Statistisk set var det beundringsværdigt kort. Tak for det.

Gæstetaler:

Benny N. var kaninen. Han blev på Gladsaxe Stadion opfordret til at komme ud at tjønse med af specielt Bent. Han ville tale om emnet ”At vende tilbage”! Benny havde sine betænkeligheder på grund af operationer i begge knæ, men da Bent sagde til Benny, at han selv var en af de bedste og mest løbestærke i tjønserflokken, ja så slog Benny til. Han var nærmest overvældet, da han trådte ind i omklædningsrummet, glædede sig meget og var ydmyg. Vi kan vel sige, at han blev en af gutterne med det samme.Ude på banen fik Benny hurtigt gjort sig nogle iagttagelser. Mange midtbanespillere gjorde det svært, så Benny gik frem som angriber. Her var så Ole G: ”Spil mig til hovedet, jeg vil kun have den i hovedhøjde. Jeg er den bedste til hovedspil.” Benny forklarede, at han ikke kunne sparke så højt grundet operationerne. Så var der Denis. Benny lagde mærke til, at Denis ofte stod ved siden af målet og ofte bag baglinien. Benny spurgte hvorfor, og Denis sagde, at det var taktisk, altså for at give plads til andre. Benny fortalte sluttelig, at Remmer havde sin søn med op til jul. Sønnen fortalte så en unavngiven, at faderen derhjemme hele tiden fortalte, hvor godt han spillede. En dag inviterede Remmer så til mad i Malmø. På vej derover sagde han til Benny, at han endelig måtte fortælle om, hvor godt Remmer spillede. De har lige sat sag til bordet, da Remmers kone beder ham hente en god flaske hvidvin i garagen.Der går mange minutter, ingen Remmer. De må ud og kigge efter. De får øje på ham i naboskellet, hvor han står og taler til naboens hund. De hører ham sige: ”Jeg spiller godt, dribler godt og skyder godt.” Remmers kone siger højt:”Altså Niels, hvor mange gange skal jeg sige til dig, at hunden ikke forstår dansk”! Benny sluttede med at takke formanden og viceren for det store arbejde.

Årets Tjønser

Søren og Niels T. motiverede valget af Årets Tjønser: Jan Ivar Nielsen. Et meget populært valg.

Jan Ivars takketale:

Kære tjønserkomité af Guds nåde. Tak for årets tjønsertrøje, og mit navn på tjønserpokalen og de mange rosende ord.Jeg havde en lille mistanke i december måned, at det måske kunne blive mig i år, der fik trøjen, da det snigende vattæppe og farveblinde Søren Jardex, som igen havde noget meget grimt tøj på, kom hen til mig og slesk spurgte, om Ivar staves med a eller e !! Jeg svarede venligt som altid, at Ivar staves med a, og årets tjønsertrøje skulle være størrelse XXL !! Og ja, min mistanke blev opfyldt, og det er jeg da meget glad for. Med hensyn til min person som fodboldspiller siger mange, at jeg er: kynisk – brutal – rå – bedrevidende – møder ofte til tjøns – skælder mine medspillere ud – er en rigtig god fodboldspiller med et godt hoved (det sidste er så sandt, så sandt). Selv synes jeg, at jeg er: blid som et lam – viser hensyn overfor mine modspillere – altid positiv – mødestabil, har spillet tjøns 86 gange i 2017 ud af 96 muligheder, det er en mødeprocent på 89,5833, og de 50 gange spillede jeg i korte bukser, og 36 gange spillede jeg i lange bukser. Det er statistik! Og sidst, men ikke mindst – så opildner jeg mine medspillere på en positiv måde, et eksempel er overfor umulige Ole Gunner fra Hvide Sande, som jeg mange gange har opildnet med ordene: Så gå dog ind i bad, Ole Gunner, bonderøv! Ja, endnu en gang tusind tak for trøjen og mit navn på tjønserpokalen, som jeg er meget glad for – slut! (arm ned).

Sådan sluttede en meget hyggelig aften.

Flere billeder på 15: Årets Tjønser > 2017 > Billeder