22: Tjønser-ture

ab-fodbold

Thomas Kentorp: Sicilien 2005

Thomas Kentorp

Efter sidste års succestur til Umbrien var rejsearrangørerne Elio de Lorenzo og John Andersen under hårdt pres med hensyn til endnu en tur til Elio’s hjemland, og hvorfor så ikke vælge Sicilien, hvor Elio er født og opvokset. De mange historier om godt kammeratskab, kulturelle indslag og ikke mindst masser af mad og drikke fra Umbrien havde lokket nye AB spillere med på turen, så denne gang var det en trup på 21 mere eller mindre mobile spillere, der mødte op på feriecentret i Cittá del Mare på Sicilien. De fleste rejste fra Københavns Lufthavn torsdag den 22. september, mens andre stødte til fra forskellige skatteskjul og pensionsthybler andetsteds i verden.
Bent Jacobsen har i mange år haft patent på  at komme sidst til alt, lige fra tjøns til flyrejser. Så det var en godt skuffet Bent, der måtte konstatere, at hans position som AB’s travleste mand blev truet af Knud Møller-Jensen, da vi skulle mødes i lufthavnen. Bent checkede nemlig ikke ind som den sidste, det gjorde Knud. Til gengæld kom Bent med flyet sammen os andre, mens der ikke var plads til Knud, der stod ved skranken 20 minutter før flyet lettede, fordi der var en powerpoint præsentation til en kunde i Norge, der havde drillet lidt. Men trods jysk charme, rød dusk i næsen og tysk midtbanespillergarn var der ikke plads til Knud, som via en solorundtur mødte frem i Cittá del Mare sidst på aftenen.
AB’s sportschef Christian Andersen var til gengæld i god tid, således at han sammen sin gamle Carlsbergdepotven Frank Nilsson og Erik Storm kunne nå et par glas vin samt en karton smøger i Diners Club loungen inden flyveturen. Erik Storm demonstrerede fra start sin loyalitet overfor Christian ved også at bære hvide tennissokker i de italienske hyttesko med kvast. Senere på turen blev sokkerne gemt væk og den hed ’bare tæer og åreknuder’ i de små italienske. Et par rigtige Darioer.
Elio’s svoger Niels Lindgaard havde også debut på rejseholdet og havde taget sin gode ven Hans Andersen med. De to havde ikke adgang til loungen, så for en sikkerhedsskyld havde de lige varmet op hjemme hos Hans med en kasse øl om formiddagen – sådan lige for at tage toppen af Hans’ værste nerver. Det var nemlig første gang, at Hans skulle op at flyve, hvilket han ikke undlod at fortælle alt og alle. På et tidspunkt spurgte Povl ’Reumert’ Kjøller om ikke ham Hans talte meget om det samme. Inden holdet blev proppet ind i det stopfyldte Alitalia fly, var der også lige tid til at få en irettesættelse fra passagerchef Susanne Frank. Det lykkedes nemlig rygeholdet at få trådt et par smøger ud på lufthavnens fine marmorgulv. Heldigvis bærer Susanne ikke nag, og Københavns Lufthavn er vant til at håndtere udisciplinerede fodboldknuder.
Det brogede AB tjønsehold ankom i god behold via Rom til Palermo lufthavn sidst på torsdagen, efter som sædvanligt at have tømt flyets lagre af øl og vin. Her stod Elio og hans søde kone Jane selvfølgelig og tog imod os. Jane og Elio havde allerede været på Sicilien i en uge og havde tilrettelagt alt – udflugter, restaurantbesøg og det hele. Intet var overladt til tilfældighederne. Vores to chauffører John Andersen og Torben Oldenborg hentede de to minibusser. Fra start demonstrerede John og Torben to meget forskellige køreteknikker. Torben tog turen stille og roligt rundt om bygningen og ind ad den autoriserede vej, mens John ikke havde tid til så meget pjat, så det var lettere lige at smutte ind ad udkørslen mod køreretningen. De lokale taxachauffører så imponerede til. Det er altid godt med noget ny inspiration.
Cittá del Mare kan vel bedst karakteriseres som sådan et mini La Santa Sport. Der er masser af muligheder for aktiviteter – tennis, minigolf, fodbold, svømning i diverse pooler, og så er der sådanne er par fikse små italienske eventmagerpiger, som skal sørge for at igangsætte gymnastik, karaoke, stand-up m.m.  Lad det være sagt med det samme – vi sled ikke faciliteterne op. Til gengæld var barerne rigtig glade for os. Der måtte hentes ekstraordinære forsyninger af hvidvin, gin og de lokale øl i løbet af ugen, og tjeneren, der talte en smule dansk, smilede over hele krydderen.
Om fredagen efter morgenmaden var det tid til heldagsturen til bjergbyen Erice og feriebyen San Vito, hvor Jane og Elio boede på deres stamhotel lige ud til stranden. Jane og Elio mødte os ved frakørslen fra motorvejen og tog et par mand over i deres bil, så der blev lidt mere plads i minibusserne. Stemningen var høj, og Finn Villumsen underholdt med historier fra hjembyen Hjørring og AB på Nørre Allé. Tænk – at når man havde trænet på Nørre Allé i gamle dage, så blev det sure fodboldstøj bare hængt på sådan nogle stænger, og så hejst op til loftet til luftning indtil næste træningsdag. Der må bare have lugtet dårligt i den sal. Nu ved jeg, hvorfor vores gule Texaco overtrækveste kun bliver vasket én gang om året. Det er for at bevare minderne om Nørre Allé tiden.
Efter et par hurtige kirker i Erice, sådan mest for at få ro på Johns og Elios kultursult, var det tid til en sejltur ud for San Vito. Vi blev opdelt i to hold med 10 personer på hvert træskib. Jane og Niels Lindgaard havde prøvet turen før og blev på land. Det ville Povl Kjøller også ønske, at han havde gjort. Det viste sig nemlig, at der var meget godt gang i bølgerne den dag, så lige pludselig leverede ’Reumert’ den dejlige femretters seafood menu, som vi lige havde indtaget i Erice, tilbage til havet. Undervejs blev det badet fra bådene, og på vejen hjem kunne de to mandskaber på bådene så beundre hinanden på afstand. ’Det er utroligt så mange grimme T-shirt, folk får samlet sammen’. Stakkels Povl Kjøller var godt mat i sokkerne, da vi kom tilbage til San Vito, så Povls mangeårige rejsekammerat Kurt Berg foreslog, at vi splejsede til en taxa hjem til Povl. Men pludselig var pladsen helt tom. Så kan en rigtig AB’er komme hurtigt væk – når pengepungen skal op af lommen. Der stod Kurt og John mutters alene. Men ingen problemer – John Andersen kørte Povl de 70 km tilbage til hotellet og kom selv tilbage og var med til den udsøgte middag, som Lorenzo familien havde arrangeret. John er bare en guttermand. Maden væltede ind, og der blev taget godt fra. Jane hyggede sig og fortalte, hvor glad Elio er for at spille fodbold med os. ’Hvornår er Elio begyndt at spille fodbold?’, ville Finn Villum gerne vide, hvorefter Jane spildte et glas vin af bare grin ud over hele bordet. En munter aften, hvor det største problem sådan set var, at ’Reumert’ skulle sætte holdene til næste dags tjønseturnering på Cittá del Mare. Men det var jo lidt svært, når han lå underdrejet ’back home’. Derfor delte Niels Torp fire retfærdige hold, fik dem godkendt hos en halvfuld Kurt Berg og så var turneringen på plads.
Om lørdagen var der så 20 mand klar til en alle mod alle turnering med de 4 hold. Povl Kjøller var kommet til hægterne igen, og vi havde fået en af Elio’s venner barejeren Pino med. Pino stillede op i en gammel Inter trøje med et vindskævt 10 tal på ryggen, og kunne egentlig godt ligne en mellemting mellem Groucho Marx og Inters store profil fra 60’erne Mazzola. Det skulle senere vise sig, at Pino ikke kendte ’rullefinten’ – til stor fornøjelse for den udsendte rapporter. Det klare favorithold med Torben Mærsk, Povl Kjøller og Erik Storm i spidsen, blev svækket allerede i første kamp, da unge Hans måtte udgå med en ribbensskade som følge af et hændeligt uheld. Det betød, at Christian Andersen skulle kæmpe dobbelt så meget, som han havde regnet med. Og pludselig måtte også Christian ned og bide i kunststofbanen. Christian troede, at der var plads til en smart finte mellem to modstandere, men det var der lige præcis ikke. Holdet med Claus Berner Møller, Elio, Bent Jacobsen, Niels Lindgaard og Finn Villumsen kæmpede også godt. To gange var Villum nede og hente en bold på egen banehalvdel – hvad kunne det ikke blive til? Holdet med Erik Bruun, Knud Møller-Jensen, Kurt Berg, Pino og Finn Rasmussen så lidt tyndt ud på papiret, men Erik Bruun forstod at få det bedste ud af sit hold. Det er virkelig en god mand ham vicedirektør Erik fra Københavns Fondsbørs. En mand af relativt få og velvalgte ord, men en meget solid fodboldspiller.
Tre af holdene slog hinanden indbyrdes, men ’at the end of the day’ var der alligevel ingen tvivl. Det fjerde og meget undertippede hold med John Andersen, Lauge Nilsson, Orla Astrup, Niels Torp og deres udsendte rapporter vandt alle deres 3 kampe. Orla Astrup var turneringens overraskelse (’man of the tournament’) og pumpede rundt på banen med sin nye hofte – scorede mål, dækkede op og skældte ud, så Niels Torp blev helt mundlam. Lauge Nilsson er en meget fornuftigt og eftertænksom mand – uanset om han er på eller udenfor fodboldbanen. Lauge spillede også tre gode kampe. John Andersen er den masterspiller på AB, der er hurtigst og i bedst form. Superslank, solbrændt og de korte bukser hevet helt op under armhulerne – og så går det ellers derud af med lange skridt. John er så hurtig, at man på en god dag kan nå at drible udenom ham tre gange i samme angreb. Dejligt at være på hold med John, sådan en Siciliansk sensommerdag i 30 graders varme. Niels Torp var som sædvanligt bundsolid, og sjovt nok brokkede han sig slet ikke over holdene, som han plejer. Alt i alt betød det sådan set mindre, at undertegnede havde lidt af en offday og egentlig kun brillerede ved at tage Pino en tur med ’rundt i telefonboksen’. Det skal nævnes, at Torben Oldenborg var en upartisk dommer i alle kampene. Stor ros til Torben.
Turneringens absolut højdepunkt var uden tvivl, da Finn Rasmussen, der ikke har rørt en fodbold i 12 år, scorede turneringens flotteste mål i sidste sekund i den sidste kamp. Bolden blev ramt med et klokkerent vristspark og gik via stolpen i nettet. Faktisk havde Finn Ras spillet en rigtig omhyggelig turnering og ikke gjort spillet sværere end, det behøver at være. Det kunne mange lære noget af. Og så det afslutningsdrømmehug. Finn var helt oppe at køre bagefter – ’det er bedre en sex’ – og gav flere omgange øl og lovede at komme til træning den førstkommende lørdag. (Hvor bliver du af – Finn?)
Resten af dagen gik med hygge ved poolen, tørlægning af barerne for hvidvin og øl samt et par dumsmarte bemærkninger om holdene til turneringsledelsen, men bortset fra, at Kjøllers knæskade brød op, at Hans ikke kunne indhalere smøgerne pga. et klemt ribben, at Elio og Christian havde hudafskrabninger, så var alle glade. Claus Berner Møller, som er uddannet læge, men arbejder som aktieanalytiker i ATP, var totalt glad for sin 2. plads i turneringen. ’Er der ikke præmier til nummer 2?’, spurgte Claus. ’Spørg din genbo Henrik Duun’, var svaret.
Om søndagen tog Jane og Elio os med til først Monreale og dernæst Palermo, hvor Elio er født. Vi så katedral, munkekloster, rådhus og så spiste vi frokost i en have inde bag ved en boghandel. Endnu en kulinarisk oplevelse. Tænk alle de turistfælder, vi undgår, fordi Jane og Elio har prøvekørt hele programmet, inden vi kom. Om eftermiddagen så vi Serie A kampen Lazio mod Palermo i TV. Elio’s tidligere medarbejder Theo fik åbnet sine forældres private klub i Palermo kun for vores skyld. Palermo førte 2-0 godt ind i 2. halvleg og tabte 4-2 – tjeneren så helt forkert ud i masken, da vi takkede ham for god behandling. Han skulle vist lige bearbejde det Palermo nederlag. ’De er rene sportsidioter, de italienere.’
Om aftenen spiste vi på Cittá del Mare. Vi havde fået udleveret spisekuponer, som vi brugte, når vi ikke var på tur. Maden var sådan set rimelig, men som Kurt Berg sagde, så var der sådan lidt feltkøkken over det. Og det skyldes ikke mindst de østeuropæiske turister, som var på sportshotellet. Holdt kæft de kunne spise. Fadene blev ryddet ligeså hurtigt, som de kom ind. Det var tydeligt, at det stadig er ’early days’ for middelklassen i Østeuropa med hensyn til at kunne tage på charterferie med stor buffet og fri husets vin. Men fred være med det, vi fik, hvad der tilkom os. Min værelsekammerat Finn Villum og jeg gik lidt tidligere til ro end normalt. Der havde været sådan et par meningsudvekslinger om Christian Andersens bog ’Fra A til Ø’. Christian skulle vist mødes med Don Ø i retten senere på ugen. Den pensionerede gymnasielærer Orla Astrup havde siddet nede i sin norditalienske residens og fundet ud af, at der stort set ikke er sat et komma i bogen, og han har også fundet indtil flere stavefejl. Det misforstod Christian – og troede, at Orla mente, at der var faktuelle fejl i bogen – og blev temmelig mopset. Og så var det, at Villum og jeg smuttede. På vejen til værelset mødte vi Erik Bruun og satte ham kort ind i situationen. ’Har Christian skrevet en bog?’, spurgte Erik. Og så tog vi alligevel en godnat bajer og fik grinet af.
Heldigvis havde AB’s førstehold slået Brønshøj med 3-1, så alle var glade mandag morgen. Ingen bad feelings. Christian Andersen foreslog, at han blev et par uger mere på Sicilien, så AB kunne vinde et par kampe til. Mandagen bød på endnu et suverænt arrangement. Besøg på vinhuset Planeta. Niels Torp og jeg var lidt trætte af at høre om uretfærdige hold, så vi smuttede over i Elios bil og blev underholdt resten af dagen. Elio har bare haft et spændende liv. Tænk at blive født på Sicilien under relativt nøjsomme kår, få fine kulturelle uddannelser først i Italien – senere i Danmark, blive gymnasielærer på Bagsværd Kostskole, score skolens flotteste elev, det var Jane fra 2.g, blive upopulær hos skolens ledelse, videreuddanne sig til økonom på Handelshøjskolen i en moden alder, opbygge Mercuri Urval organisationen i Italien, få en dejlig dreng Ugo, som har spillet fodbold på højeste niveau, få et par dejlige børnebørn og så ikke mindst at få lov at spille tjønsebold og få skideballer med os torsdag og lørdag. Hvad mere kan man ønske sig i tilværelsen? Alt dette gennemgik vi i bilen, mens Elio efter et par afstikkere fandt frem til den afsidesliggende vingård med det to minibusser i hælen. Lige da vi var ankommet, var der sådan lidt surmuleri fra truppen. ’Hvorfor køre så langt på sådan en varm dag bare for at få et glas vin?’ Men pludselig efter modtagelsen var der ingen problemer. Vi skulle vises rundt i vinhuset af en ren siciliansk dronning – Florence. Også dette havde Elio tænkt på. Ikke nok med at Florence var smuk, hun havde også forstand på vin. Rundturen gik som leg, og der blev smagt på fine rødvine og hvidvine før frokost. Bent Jacobsen havde smidt skjorten og stod med bar vom, lille C-skål og stive brystvorter og gjorde sig klog på vinene. Florence fortrak ikke en mine og svarede venligt på Bents fynsk / engelske spørgsmål.
Senere på dagen stod den på ægte siciliansk husmandskost på en helt speciel restaurant, som Elio havde fundet frem til os – nærmest et privat hjem. Endnu et skønt måltid, og Elio er virkelig ved at lære det. Denne gang havde han aftalt en fast pris for både mad og det vin, vi kunne drikke. Og de italienere er slet ikke klar over, at Finn Villum og Finn Rasmussens ynglingsvine er mærket ’ad libitum’, så værten så lidt betænkelig ud, mens karaflerne blev tømt. Men vi lagde gode drikkepenge, så han smilede alligevel, da vi kørte totalt mætte derfra.
Den sidste aften tilbragte de fleste på Cittá del Mare. Der skulle pakkes lidt, og der var jo ingen, der var gammelsultne. Dog synes makkerparret Niels Lindgaard og Hans Andersen lige, at de skulle slutte turen af, som de startede den – dvs. i en ordentlig ’koger’. Der var blevet spist pizza og drukket grappa og gin / tonic på en nærliggende restaurant for 100 Euros, og det var ikke pizzaerne, der belastede budgettet.
Tirsdag morgen gik turen så mod København. John Andersen og Torben Oldenborg fik afleveret bilerne og blev takket mange gange for deres indsats bag rattene. Mellemlandingen i Rom blev lidt længere end beregnet, men så var der tid til at købe ekstra parmesanost og parfume til fruen. I lufthavnen var der tak til John, Jane og Elio for endnu en veltilrettelagt tur til Italien. Vi er klar til Piemonte i september 2006.