17: Tjønser-taler

ab-fodbold

Thomas Kentorp: Hyldest til Italien-Tjønserne

Afslutningsfest for Elio’s ture til Italien

17. november 2011

Kære AB-Tjønsere og kære Elio

Efter 10 Italiensture på 11 år har Elio valgt, at dette års tur til Genova / Sestri Levante skulle være skal være den sidste. Man skal slutte, mens legen er god, siger Elio, og det kan vi jo ikke være uenige i. Alligevel er det lidt vemodigt at skulle slå en streg i sandet her på en småsur november torsdagsaften på AB. Hvad har vi nu at se frem til? Hvordan kan de gifte tjønsere slippe hjemmefra til en uforpligtende tur til Italien, hvor alt er lagt til rette med hensyn til fly, hotel, mad og drikke, seværdigheder og en røvfuld i fodbold? Hvordan kan vi modne og fallerede ungkarle få en udlandsoplevelse uden at skulle rejse på singleferier til Sunny Beach eller på 65-ferie med petanqueklubben?

Der er mange spørgsmål, der hænger i luften, men de vil
ikke blive besvaret i aften. For i aften er det tid til at se tilbage på de mange dejlige ture og lige fastholde de gyldne øjeblikke, som vi har haft sammen.

Desværre er Bent Jacobsen ikke tilstede i aften. Bent har i solidaritet med Allan C, der ikke fik forpagtningen af vores restaurant, valgt ikke at støtte ’de nye’. Som Elio skrev til mig, da jeg sagde til Elio, at Bent har boycottet ’Restauranten’. ”Der var en gang en mand, der ville straffe sin kone. Han skød sig selv i nosserne”. Elio, det er bare i orden. Jeg grinede virkelig meget af den mail.

Selvom Bent ikke er her, så vil jeg ikke undlade at nævne, at Bent altid er på toppen på vores tjønseture. Bent har patent på at være den fortravlede forretningsmand, der kommer til lufthavnen i sidste øjeblik, som har chance for at blive opgraderet til business class med sit guldkort, og som derudover giver den fuld gas på hele turen med masser af hvi’vin og Strega likør iført nogle hæslige mormorsandaler. Bent har prøvet at få stjålet både skindjakke og tegnebog på turen til Rom i 2002, men der skal mere til at slå en smed ud. Bent er gavmild og sørger for os alle, og det bliver et stort tab for Bent, at den årlige Italienstur falder bort.

Der er kun en turdeltager, som har gjort Bent rangen
stridig med hensyn til at komme sidst i lufthavnen, og det er Nordens dygtigste power point konsulent Knud Møller-Jensen. I 2005, da vi tog til Sicilien, kom Knud Møller så sent, at han slet ikke kom med flyet. Den kunne Bent Jac alligevel ikke stikke. Heldigvis kom Knud Møller frem til Sicilien med andre fly og til de fleste andre ture også. Knud er ligesom Bent utrolig gavmild, og i Piemonte betalte Knud gudevin til pizzaerne en af de første aftener, husker jeg. Det er den direkte vej til vores hjerter – masser af frie drinks.

Jeg mener ikke at kunne huske, at holdets grand old man Povl Kjøller har smidt et par flasker vin på bordet til fri afbenyttelse. Men det er også svært, når man skal aflægge regnskab med bilag til sine døtre efter hver tur. Så er der ikke meget albuerum. Men så har Povl så mange andre kvaliteter, så som at sidde på sidelinjen og bakke os op med dumsmarte kommentarer, når vi forgæves forsøger at få en sejr i hus på fodboldbanen til Elio. Nej, ikke noget fis, Povl har været fast inventar på Italiensturene, og Silden hygger sig i de Italiens omgivelse sammen med os. Povl går rundt med kalveknæ og moderigtige sejlersko i de italienske gader, altid ulastelig klædt på i tøj fra Møjeksperten i Birkerød. Tidligere tog Kurt Berg og Povl sammen på andre ferieture også, men der er sket et eller andet, i hvert fald tager Kurt Berg alene til Tenerife for tiden, mens Kjøller passer sommerhuset på Bornholm. Jeg var dog rigtig glad for at se, at Povl og Kurt – holdets to vigtigste personer – gik rundt i Sestri Levante i år som de bedste venner. Flotte og velklædte – Povl og Kurt.

Det er sjovt med disse Elio ture, at på alle andre typer ture, så er der lidt prestige i at have enkeltværelse. Det er normalt altid dejligt at have sit eget værelse og kunne tage en håndspiller, når behovet melder sig. Men ikke på vores Italiensture – her har det ligesom altid været en del af konceptet, at man bor sammen med en holdkammerat. Ikke nødvendigvis den samme holdkammerat på hver tur, men det er en supergod måde at lære hinanden at kende på. Der var et år – i 2010 – på turen til Garda, hvor jeg boede alene, fordi hverken Torben Mærsk eller Bent Jac gad og bo sammen med mig. Og det var faktisk lidt ensomt, selvom der blev masturberet morgen, middag og aften. Der var ikke meget forhud tilbage efter den Garda tur.

Nå, men jeg boede jo sammen med Finn Villumsen på mine første 3-4 ture. Vi kunne jo tale om cricket sammen, som Povl Reumert Kjøller sagde. Jeg ved nu ikke hvor meget cricket, det blev til, men det var i hvert fald et faktum, at Finn og jeg på Sicilien måtte have vores værelsesnabo Finn Rasmussen boede en enkelt nat på sofaen. Finn Ras’ værelseskammerat Christian Andersen havde nemlig fint besøg af en Ukrainsk skoleveninde, som han højt overraskende havde mødt i baren. Vi lå tre mand med øret klæbet mod væggen for at høre, hvad der var gang i inde på naboværelset. Hold kæft der blev badet og snakket turistengelsk. Derudover er var vi lidt i tvivl om udfaldet, men det tæller som en scoring. Det var vi enige om.

Det var i øvrigt også på Sicilien, at vi bare spillede en turnering mod os selv. Det er faktisk den eneste gang, hvor vi har vundet noget som helst. En tanke værd. Sicilien er også sidste gang, vi så Orla Astrup, som har benyttet de sidste par 5 år til at flytte til Italien og tilbage igen – og blive skilt og gift et par gange. Det er svært at holde styr på folk, når de ikke kommer på AB.

På turen til Mache i 2009 boede jeg på værelse sammen med Claus Berner Møller. Meget behageligt selskab. Claus siger ikke så meget, men det er som regel fornuftigt, når han åbner munden. Så egentlig ved jeg slet ikke, hvordan Claus har fundet frem til vores tjønsehold, hvor vi faktisk sætter en ære i at fortælle hinanden en masse ligegyldige gamle historier, som vi som regel gentager torsdag efter torsdag og lørdag efter lørdag.

På den sidste tur til Genova fik jeg så lov til at bo sammen med Erling Madsen. Et langt hylster, som spiller bold med nogle andre gamle mænd om lørdag og så John Andersen, som er evigung. Erling kan både fotografere, skrive og redigere – en rigtig allround journalist – og Elio og John And har kastet sig over stakkels Erling. Elio vil have Erling til at være ghostwriter på Elio’s erindringer, som har arbejdstitlen ’Fra en baggård i Palermo til en pragtvilla i Gentofte’. Desuden har der været en idé fremme om, at vi kunne udgive de 480 turistbrochurer, som Kurt Berg har samlet sammen på vores ture til Italien i et samlet værk – med nogle supplerende kommentarer fra Erling undervejs. Det er utroligt, hvad Erling må stå model til, for at komme ind i varmen og blive godkendt til eventuelt kommende ture. Altså ture, der ikke skal gå til Italien.

En af de rigtige veteraner på vores Italiensture er Niels Torp. Jeg tror, at Niels er den, der har gennemgået den største personlige udvikling på disse ture. På de første ture var der virkelig gang i Niels, der som regel sad og råbte ’Grabba on the house’, når vi var ude at spise, og vistnok også måtte en tur på skadestuen i Norcia i Umbrien efter et møde med nogle lokale taxichauffører. På de seneste ture har det været en superseriøs Niels Torp, der kunne finde på at sige til mig, når jeg tog min store fadøl nummer 8 – nu husker du lige, at du skal spille i morgen. Det er en personlig turnaround, der vil noget. Niels Torp har været en mønsterturist på vores seneste ture, og jeg har også store forventninger til, at Niels vil med i arbejdet for at finde nye steder, hvor vi kunne rejse hen med vores tjønsehold. For det er jo ikke mening, at det skal stoppe, bare fordi vi har set Italien på kryds og tværs.

Det vil jo også være fint, hvis vi kunne tilbyde Elio at komme med på en tur, hvor han bare kan slappe af og nyde det. Selvom Elio er en naturlig leder, så er tanken jo flot.

Det bør også nævnes her, at Elio faktisk har sørget for et stykke socialt arbejde på vores Italiensture. Jane’s lillebror Niels Lindgaard – en rigtig efternøler, som skulle være spildt på dynen oppe i Søndergaardsparken – har vi haft med på en del ture. Elio har taget Niels til sig, som var der tale om en ekstra søn. Der er et utroligt familiesammenhold i Italien. Niels Lindgaard kom rigtigt skidt fra start i livet, da han fik Henning Kurland som klasselærer på Bagsværd Skole. Det var nødvendigt at få flyttet Niels ned på Kostskolen for, at Niels i det mindste kunne få en realeksamen. Siden hen har Niels både lært italiensk og fået en uddannelse i tøjbranchen. Elio har sørget for, at Niels kom med på vores dannelsesrejser til Italien. Den ene gang var der vist lidt støtte med fra kommunen efter ordningen ’ung og tung på ferie’. Også Hans Andersen har vi haft med. Hans arbejder som bekendt for DSB, og vi havde lidt ondt af ham, men efter at det nu er kommet frem, at selv damen, der løber rundt med salgsvognen i Intercitytogene, får en halv mio. kr. i løn om året, så tror vi nok, at Hans skal klare sig.

Frank Nilsson har været flittig deltager på vores ture. Frank har ligesom Christian for år tilbage solgt sit Carlsberg depot til moderselskabet og sikkert tjent godt på det. Alligevel arbejder Frank flittigt videre for Carlsberg og har sørget for masser af gaver og drikkevarer til os gennem tiderne. Vi ved ikke rigtigt, hvorfor Christian ikke har fået samme adgang til Carlsbergs varelager. Frank har verdens bedste humør, og det var stort, da Frank tog en svingom med hotelmutter i Sestri Levante i hawaiskjorte, lige da vi var ankommet i september i år.

Torben Oldenborg, som er med til at holde AB’s 1. hold kørende på et fornuftigt niveau i 1. division, har været med på de fleste ture. Torben har en stor stemme og masser af selvtillid. Spørg Torben om, hvordan stilladsbranchen har det for tiden, og sæt dig derefter roligt tilbage i stolen og lyt en times tid. Faktisk vil jeg sige, at Torben er den eneste spiller på vores hold, som har været bedre på de italienske baner end de danske. Torben har scoret mål som tankcenterforward og kæmpe som en løve som målmand i de forskellige italienske byer, mens det har knebet lidt med at få gang i lørdagstjønsen herhjemme i Danmark.

Henrik Duun og Niels Yde er sådan nogle duksedrenge, som det er svært at finde nogle historier på. Duun er som livsnyder skræddersyet til Elios ture, mens Niels Yde på de første ture havde så travlt med alle mulige andre ting, at han bare kom forbi en dag eller to i Italien og skulle han videre til en golfturnering eller en rodbehandling. Kan vi håbe på, at Duun og Yde går sammen om at arrangere en tur for os til Spanien. Duun har organisationstalentet, og Yde kender Malaga området som sin egen bukselomme.

Niels Remmer har deltaget på et par ture, og her gælder det om – til måltiderne – ikke at sidde så tæt på Remmer, at man skal dele vin med ham. Skulle det ske, skal man være glad for at få et enkelt til halvandet glas, inden den er væk. Den mand er tørstig, og der er masser af krop bag. En vintønde med hår – kunne man sige.

Tim Riishøj har også et godt vinsug og debuterede på vores sidste tur til Genova. Flot debut både som fodboldspiller og kammerat, lige indtil en fibersprængning satte tempoet lidt ned.Tim er en globetrotter, der har arbejdet og rejst over hele verden. Nu er Tim måske klar til at spendere nogle flere timer med os.

Egon Friis, som var med i Genova, vistnok også for første gang, er knastør. Der er en historie om Egon, der en gang var på en ungdomsfodboldtur til Polen – vistnok med træner Svoger som turleder. Det var helt tilbage, hvor der stadig var ordentlig kommunisme i Østeuropa, og luderne var til at betale. Og selvfølgelig skulle Gånner også ud og have noget på den dumme, når det var så billigt. Da Gånner kom tilbage til drengene på vandrehjemmet, så sagde Egon. Det var noget mærkeligt noget, og jeg føler mig godt snydt. Hun ville kun sidde øverst, fordi hun lige havde været hos damefrisøren…..

 

Thomas Kentorp