SH: 2012

ab-fodbold

Thomas Ibsen: Tale

Hej alle sammen Jeg hedder Thomas Ibsen. Jeg er 94’er, 18 år, og anfører på U19-holdet.Jeg er blevet bedt om at fortælle lidt om, hvordan jeg synes det er at være ungdomsspiller i AB, og hvorfor jeg spiller i AB.

Jeg startede til fodbold, da jeg var 4 år. Rigtigt skulle jeg starte i Bagsværd, men der var ventelisten alt for lang. I stedet blev det AB. Her har jeg været de sidste 14 år, og er rigtig glad for at være her.

Jeg er glad for at være i klubben af forskelige årsager. Først og fremmest pga. sammenholdet, som er fantastisk. Det gælder for alle de hold jeg har spillet på siden jeg var helt lille. Det har altid været hyggeligt og sjovt at være sammen med mine holdkammerater og komme til træning. Sådan har jeg altid haft det, og sådan har jeg det også i dag. At man har det godt, og synes det er sjovt at komme til træning, er jo det vigtigste af det hele, og en forudsætning for at kunne præstere på banen.

Siden jeg var helt lille har jeg været stor AB-fan og elsket at komme på Gladsaxe Stadion for at se mine forbilleder. Jeg har haft alle autograferne på enten en spillertrøje eller en kasket. Jeg har også været bolddreng, og spillet forkamp på Gladsaxe Stadion før en Superliga-kamp. Men den største oplevelse da jeg var lille var uden tvivl, da jeg var maskot. Utrolig stor oplevelse at løbe ind på Gladsaxe Stadion første gang, sammen med blandt andet Michael Johansen og Stefan Andersen. Lige siden dette har det været en drøm at løbe på banen for førsteholdet.

Når jeg tænker tilbage på min tid som ungdomsspiller er der nogle ting, der står klart i min erindring:
•Først og fremmest den gode gamle grusbane. De forfærdelige lange vintre med bidende kulde, regn og slud.
•De kedelige og modbydelig hårde løbeture på Åvej, som alle ungdomsspillere udsættes for.
•Sidde 30 timer i en bus for at komme til Costa Brava Cup i Spanien eller Livigno Cup i Italien.
•Bo på skoler og sove i klasselokaler på tynde liggeunderlag, rundt omkring i Danmark for at spille stævner.
•Men klarest i min erindring er afslutningsfesterne i biografen i Bagsværd, hvor årets spiller og kammerat hvert år blev kåret af to førsteholdsspillere. I 2004, da jeg var 10 år, 1 meter og 20 cm høj, blev jeg hevet op på scenen og kåret til årets spiller. Førsteholdsspilleren, som overrakte mig pokalen spiller stadig i klubben idag. Det var Klaus Lykke!

Det har været fedt at være ungdomsspiller i AB, og det er et privilegium at være en del af denne traditionsrige klub