Kultur / forskning

ab-fodbold

Denis Holmark: Fodbold – leg og sex…

AB-kulturpersonlighederne N. Helveg og D. Holmark udveksler erfaringer
ud i fodbold, leg og sex…..

Fodbold er ikke leg

Velmenende mennesker skriver og taler tit om fodboldspillet som en ”leg”. Spillet skal ”leges ind”. Denne uskyldsmetafor fra miniputterne følger med til mestrene i de tunge rækker, hvor den slet ikke hører hjemme.
Fodbold er ikke nogen ”leg” og har aldrig været det. Fodbold er indøvede spilsystemer, evindelig gentagen træning og et fast mål af kalkleret brutalitet. Hvad andet kan det være, når en scoring i den ene eller anden ende af banen kan koste en klub et tocifret millionbeløb, og tilsvarende et ødelagt korsbånd en investering på flere hundrede millioner?
Leg, det er noget børn finder på, når de er alene eller sammen med andre børn, og de voksne er langt væk. Det er de voksne aldrig i fodbold.

Fodbold er ikke sex

Fodbold er et kropsspil med masser af fysisk kontakt. Og på et klassisk fodboldstadion, med ståpladser og klubkultur, kan denne kontakt brede sig helt ud blandt publikum, der i bedste fald kan finde på at danse, synge og huje, i værste fald slå hinanden ihjel. Fodbold rummer jo et element af vold, der eventuelt kan henrykke sadomasochister. Læg dertil mandehørm og svedige omklædningsrum, som måske ægger bøssefantasier eller folk med hang til gruppesex.

Men fodbold som sex? Nul. Ikke engang sanselighed. Eller fascination og pirring? Heller ikke. Fodbold dræber sex, kommer på tværs af sex og har overhovedet ingen erotisk adkomst.

Det er muligt, at nogle kvinder (og mænd) synes, at Pablo Maldini er flot, og at Brian Laudrup ser sød ud. Men det har jo ikke noget med fodbold at gøre, men med alt det der kommer før eller efter fodbold.

Fodbold er i sig selv en usexet affære, forførelsen i spillet er en anden end mellem kroppe, berøringen ligeså.

Og at beskrive fodbold med erotiske metaforer: ”Han hamrede den lige op i trekanten” er en sprogpornografisk triviel plathed.