Tjønser-portrætter

ab-fodbold

SH: Niels Yde

Niels Yde –  65 år.

Søren Hansen

Niels – du er nu fyldt 65 år  og dermed både en pensioneret og passioneret AB-tjønser. Du har haft mange,  mange oplevelser i ’den grønne trøje’ – hvilken har været den aller største?
Det var uden tvivl,da vi i 1967  vandt DM efter en forrygende sæson med ca 10000 tilskuere i snit til  kampene,toppende med 31500 i Parken til den moralske finale mod Hvidovre,(som  vi vandt 1-0 på mål af Finn Wiberg).Stort, uden at være i grøn trøje hele tiden,var også belønningen  for at vinde 2.div. i 1965.En rejse til Cypern og Syrien, som på det tidspunkt  var meget eksotiske rejsemål.
Fortæl lidt om, hvordan det  hele startede med AB.
Da jeg gik i 5.klasse på Holte  Gymnasium, kom jeg med på skoleholdet for 2.mellem (svarende til 7.klasse), og  her så Egon Sander,anfører på HG´s 1.hold og håndboldlandsholdet samt AB´er,  mig spille.Han opfordrede mig til at blive meldt ind i en god klub,f.eks AB,  hvilket også faldt i mine forældres og min smag, henholdsvis pga det akademiske  islæt og Knud Lundbergs medlemskab.Så fra 1.april 1957 begyndte de 3 ugentlige  ture fra Nærum til AB. Udover at være af små 2 timers varighed pr gang,  krævedes også mine forældres velvilje i form af betaling af månedskort til tog  og bus.Men det var det hele værd.Også AB investerede i min årgang.I  ungdomsafdelingen havde vi adskillige trænerkapaciteter; C.V.Jørgensen og  Svoger,Lundberg,Carl Skomager,Hagensen,Arne Sørensen og Poul Petersen er dem  jeg husker bedst,og i kulissen var der John Larsen og P.W.Degner.Rent  sportsligt var de største oplevelser pokalfinalesejre i Idrætsparken som  lilleput og junior, men også turneringer i ind- og udland var der jævnligt.
Selv om du har været en lidt  ’hård nyser’, har du altid været meget fair i din spillestil. Kun et enkelt gult kort er det blevet  til (en kamp på Frederikshavn Stadion efteråret 1975) – hvordan har du kunne  mestre at være forsvarsspiller, anfører og landsholdspiller med denne ’rekord’?
Jeg har nok været lidt  heldig,men som i alle livets aspekter værdsætter jeg fairnes,og selv om jeg  også elsker en rigtig (hård) fight,skal den være fair.”Professionelle” frispark  er efter min mening tarvelige og udtryk for dårligt sportsmanship.
Du havde også i en periode  klubrekorden efter Knud Lundberg med flest spillede 1. holds kampe (rekorden  blev ’sat’ i en kamp i Nakskov). På vejen hjem fejrede vi dig, hvad betød denne  rekord for dig?
Jeg var stolt af rekorden. For  mig var og er Lundberg indbegrebet af at være AB´er.Rekorden gjorde mig ikke  til fodboldprofessor,og slet ikke af Lunds kaliber,men jeg følte,at den gjorde  mig til en ligeværdig AB´er.
Senere er det blevet til rigtigt  mange kampe på old boys, master, grand old master og tjønserhold – hvad betyder  ’gammel-mands-fodbold’ for dig?
Da jeg stoppede på 1.holdet  ultimo 76,var jeg indstillet på at skulle prøve alle de andre ting, ”jeg var gået glip af” i de 20  år,hvor fodbold havde været en integreret del af mit liv, men efter 4 måneder  uden at have rørt en fodbold endsige været på AB, fik jeg i bogstaveligste  forstand ”kuller”, og kom først til mig selv efter nogle kampe på  James´(Ward´s) lukkede hold.Siden har jeg prøvet- og udøver også forskellige  andre sportsgrene,men intet kommer på højde med glæden ved at spille fodbold.Så  nu håber jeg inderligt, at mine knæ, som har givet problemer de senere år,holder, så i det mindste tjønsen  kan fortsætte med min deltagelse.
Har du til sidst nogle  uopfyldte fodboldambitioner?
Nej egentlig ikke og så  alligevel. Jeg tror det kunne være blevet til flere landskampe,hvis jeg havde  satset udelukkende på fodbold, i stedet for at tro at det var muligt på samme  tid også at være soldat,arbejde i privat praksis og være nybagt far og husejer.  Eller hvem ved hvordan det var gået,hvis jeg havde sagt ja til en professionel  kontrakt i Italien i 68 eller i England i 73! Nu er ambitionen som nævnt at  kunne fortsætte tjønsen resten af livet.