2009

ab-fodbold

Kjeld Romer: YOUNG MASTER/50+ vinter 2008-2009 krønike.

Opsummering af  sæsonen 08/09 for Young Master.
Kjeld Romer
Så  er det tid til at gøre status over sæsonen, som har været lidt anderledes end  tidligere sæsoner – og så alligevel ikke.
Mange  faktorer har gjort sig gældende i denne anderledes sæson, og den primære har  måske været et opgør med den kedelige og publikumsuvenlige pindsvine fodbold,  som Drillo og andre gummi­støvle behængte folk har stået for. Sidste sæsons  halvbanepres har været afløst af fuldbanepres og stadig med devisen 0 mål  bagude.                     Det  var som om, at den nye ledelse af holdet ville vise Michael Laudrup og måske  ikke mindst Mor­ten stivstikker Olsen, at man faktisk godt kan spille åben og  publikumsvenlig fodbold i dagens Danmark ved at benytte det gode gamle 4-4-2.  Dette kan formentlig bekræftes af den tusindtallige skare af fans, der har  fulgt Young Masters holdet gennem hele sæsonen (ikke sandt Smeen).
Ingen  af de to herrer har dog lagt vejen forbi, uanset at Dr. Spin på sine mange  rejser østpå til de fod­boldmæssige ulande, hvor de stadig kan lære noget af  ham, har haft en stående billet med i in­der­lommen til herren. Den stående billet  er ikke blevet udnyttet, og Dr. Spin vil efter sigende nu for­søge at bytte den  til noget andet stående. Olsens filosofi er jo, at fodbold skal ses i TV, for  så får man meget mere med!
Sæsonen  har også været præget af mange meget sene kampe, hvilket har medført, at flere  af de lidt ældre medlemmer af ”Young” Masters har været nødt til at få  hjemmeplejen til at komme meget se­ne­re for at rulle støttestrømper af,  påsætte nathue og putte. Om det er disse sene kampe, som har gi­vet en lidt  ujævn sæson, skal vi lade være op til den undrende læsers mangelfulde fantasi.  Fakta har imidlertid været, at vores offensive stil har givet færre mål fremad  – og færre mål bagude end sidste sæson. Pointmæssigt endte vi med 42 point  hvilket er rekord og vi sluttede sæsonen med samme kamp som sidste år, hvor vi  vandt den sidste kamp over et spi­ri­tus­om­tåget KFUM-hold i to sæt 6-0 6-0. I  år nøjedes vi med et sæt nemlig 6-0.
Sæsonen  har også været præget af stor stabilitet i fremmødet og relativt få skader,  hvilket må til­skri­ves den meget gode grundtræning, alle mand har været i. FAKTISK  har mere end 10 spillere spillet mere end 12 kampe af de 16 mulige (2 kampe er  vundet uden kamp). Dette er ganske imponerende, men giver også stof til  eftertanke med henblik på den kommende sæson i master rækken, hvor vi kan komme  i bekneb for spillere, såfremt vi render ind i 2 – 3 skader.
En  god tradition er at give alle deltagere en sæsonvurdering, så der kan man bare  kigge i sidste års opsummering for at se, hvad der er sket af variationer over  præstationerne. I sæsonen har vi scoret 47 rigtige mål og 6 mål vi har fået  forærende. Af de 41 har Torben turbo scoret de 22, Michael L. og Heinz har  lavet 12 til sammen. Resten fordeler sig over 7 spillere, så gud ske lov står  Torben for sommerholdet, så vi er sikre på, at han holder formen ved lige.
Både  SAS og rynkefiduserne har dog holdt antallet af kampe for Torbens to makkere  nede på et mi­ni­mum, hvilket vi gerne skulle have ændret på til den kommende  sommersæson. Skaderne har mest holdt til på midtbanen, hvor enkelte af  dynamoerne har været ude af et par kampe, men hel­dig­vis sør­ger den gode  grundtræning for, at restitutionen sker lynhurtigt (nogen gange under 72  timer!). Spørgsmålet har faktisk flere gan­ge meldt sig, om disse fibre er  kommet af overtræning.
I  den bagerste kæde er det erfaring, der tæl­ler med Bjørn som absolut benjamin  (han er 55!!!!). Vi er dog i enkelte kampe blevet overraskede af mod­stan­der­ne,  idet de har benyttet sig af, at visse lige skulle ud af den 2. morfar, inden  det rigtigt går op for dem, at kampen er gået i gang. Dette har resulteret i et  par besynderlige mål på tidlige tidspunkter i kampene.
Sidste  skanse har gennem hele sæsonen været mesterkatten, som også har svinget fra det  sublime til det mere jordnære, jordnære i den egentlige betydning, hvor jordens  rotation flere gange har været i uoverensstemmelse med mesterkattens boldøje.  Her overfor står så andre erindringer som Lyngby kampen, hvor en stakkels Lyngby  an­griber som ansigt til ansigt med nærmest en tiger bliver fikseret af, at mesterkatten  kastede sig til højre i det 12. minut, og angribe­ren fulgte op­for­drin­gen  til i det 13. minut at placere bolden i me­ster­kattens trygge poter. Dette var  et vendepunkt i denne kamp, hvor også dr. Spin på mærkelig vis fik scoret med,  hvad der nærmest i daglig gængs terminologi må betegnes som et støttestrøm­pe­ben.
Alt  i alt har sæsonens kampe været afviklet på fornemmeste vis og herfra en tak til  alle i UK/holdledelse/ølforsyningslogistik/trøjekampsponsorvaskestrygeledelse  samt alle holdkammerater.
Vi  ses i sommerturneringen.
/Kjeld