2018

ab-fodbold

HK: Football Leaks i Tjønser-miljøet

FOOTBALL LEAKS

Det beskidte spil har også ramt Tjønserne 

Historiens største lækage på mere end 70 millioner kontrakter, regneark, fakturaer og mails afslører skyggesiden af ’verdens smukkeste spil’. Dokumenterne viser, hvordan fodboldikoner, klubber og agenter forbryder sig mod regler og beriger sig selv uden hensyn til de fans, der finansierer gildet. 

På ab-tjønserne.dk’s redaktion har Dr. Spin gravet i Tjønsernes historie og fundet mails frem helt tilbage fra før Internettet var opfundet. Det har været rystende læsning, og som Dr. Spin selv udtrykker det: – Det har været rystende læsning!

Nu står flere fremtrædende Tjønsere frem for at fortælle deres historie i det beskidte spil om penge, prestige, magt og kvinder – især kvinder – på betingelse af krav om 100% anonymitet. Redaktionen overholder naturligvis de presseetiske regler til punkt og prikke, som det lødige organ, vi er. 

Den første i rækken er Johnny Petersen, tidligere 1. holdsspiller, dansk mester med AB, professionel i St. Pauli, træner for en lang række klubber i Danmark, bosiddende i Måløv og gift med den tidligere cricket-spiller, Lilli: – Jeg husker tydeligt, da jeg startede som Tjønser. Egentlig syntes jeg, at jeg var for ung og for god, men jeg blev lovet et par næsten nye fodboldstøvler, et klippekort til HT og to biografbilletter. Det kunne jeg ikke sige nej til. Hvem, der betalte gildet, har jeg ingen anelse om, men Povl Kjøller spurgte tit, om jeg havde været i biografen for nylig. 

En anden prominent Tjønser, der er taget med bukserne nede og med fingrene i fedtefadet, er Niels Remmer, tidligere ansat i EU-kommissionen, direktør for transport policy, Aviation Policy, security, market access, safety, management and economy og nu direktør i Trafikforstyrrelsen: – Da jeg blev lokket hjem fra Bruxcelles til AB, var det med et løfte om indfri min unge hustrus ønske om at finde en bolig i hendes hjemland, Sverige, der tiltalte mig. Det lykkedes også, men så kan jeg ikke erindre, at det var på betingelse af, at jeg sagde ja til at flytte arbejdsplads til det bælgmørke Jylland på et senere tidspunkt. Det havde ingen fortalt mig. 310 km. hver vej og over tre broer. Værsgo at skylle… Jeg mener, det var Povl Kjøller, der stod for alt det praktiske.  

Folkene bag Football Leaks er rystede over alle de transaktioner og hemmelige aftaler, som især har været en del af kulturen blandt Tjønserne, og mails har da også afsløret en afgrundsdyb råddenskab uden fortilfælde i dansk topfodbold.

For eksempel er Tjønsernes højt respekterede cand. pæd. psyk. ro og mag. emeritus. phil. m.m., Lauge Nilsson, også blevet lokket til at repræsentere Tjønserne med løfte om billig husleje, varme kanelbullar og frikort til Vikingebådene. Nu fortryder han, at han var så letsindig at skrive under på en håndskrevet kontrakt med en person iført sort tøj og nylonstrømpe trukket ned over hovedet. Lauge beskriver ham således: – Jeg synes, han havde en tydelig bornholmer-accent.……(forkortet af red.) 

Et af de mere kuriøse eksempler er den tidligere cricketformand og mangeårig scorekarl, Thomas Kentorp, tidligere bosiddende i Nærum – nu residerende i Istedgade: – Jeg var lidt træt af at møde de samme fortravlede husmødre i Netto, der havde overskredet sidste salgsdato. Der måtte ske noget, så da jeg fik tilbud om at blive fuldtids Tjønser og opgive formandsjobbet mod at flytte i en lejlighed på Istedgade, slog jeg til. Det måtte være som at flytte ind i en slikbutik for sådan en som mig, tænkte jeg. At jeg skulle bo oven over Dünyam Falafel Kababistan Shawarma Grill House kom lidt bag på mig, men Povl Kjøller lovede mig, at man vænnede sig til lugten, og så var jeg jo også fri for at lave mad selv. Joh tak, men det er ikke fedt at holde møde med Borgerrepræsentationen og lugte af friture. Til gengæld sidder mit hår bedre end nogensinde. Det er ren Travolta. 

Dette var et lille udpluk af de tusindvis af afslørende mails mellem Tjønserne og de skumle bagmænd – og det stopper ikke her. Flere afsløringer vil blive bragt i det nye år.

 Glædelig jul

Dr. Spin