Udvalg / arrangementer

ab-fodbold

NT og BN: Besøg på Carlsberg og UCC Professionshøjskolen

Kulturudvalgets besøg i Carlsberg Byen

Vi mødtes på en dejlig solskinsdag foran Carlsbergs besøgscenter i Valby, hvor vi blev budt velkommen af Niels Torp, på kulturudvalgets vegne samt Laust Joen Jakobsen, Rektor for UCC og Simon Cort Graae, der er projektleder for UCC.

Vi blev introduceret til programmet, som først var et besøg på Carlsberg museet, et foredrag om Carlsberg byen og UCC med efterfølgende besigtigelse og til sidst et besøg på restaurant Pilen. 

Carlsberg Museet

Vi blev introduceret til historien vha. plancher, billeder, film og buster af grundlæggerne J.C. Jacobsen og sønnen Carl Jacobsen, der startede sit eget bryggeri, hvorfor der både er et Gamle Carlsberg og et Ny Carlsberg.

Vi så, hvad de brugte af redskaber, tønder, gæringstanke, laboratorium osv. og hvordan produktionen havde udviklet sig over årene fra nul flasker i 1847 til 120 mio. hektoliter i 2013.

Vi så også samlingen af ølflasker fra hele verden på mere end 16.000 flasker samt en træt brygger Jacobsen, der ikke skal forveksles med vores egen B. Jacobsen, der ikke er den store øldrikker.

I Jacobsens bryghus og bar fik vi stillet tørsten og var klar til næste opgave. 

Carlsberg Byen og UCC

Laust og Simon fortalte begejstret om, hvordan det gamle Carlsberg med bygninger og grunde er købt af et projektudviklingsselskab, bestående af Carlsberg, RealDania, PFA, Topdanmark og Pensam, der sammen udvikler hele området, der er på ikke mindre end 33 ha og der er planlagt byggerier på 600.000 m2 etageareal. Der bliver bygget 3.000 boliger i byen.

Carlsberg Byen bliver et nyt kvarter med egne butikker, parker, kulturliv, S-tog, boliger og UCC.

UCC kaldes også for Campus Carlsberg. En campus er et område, hvor der både er undervisning, bibliotek, auditorier, boliger, forretninger, cafeer osv.

UCC står for University College Capital eller på dansk Professionshøjskolen i København.

Den nye professionshøjskole udbyder 7 uddannelser, f. eks. lærer, sygeplejerske, pædagog, fysioterapeut m. v. og de i alt 13 steder, hvorpå der undervises i dag, bliver samlet i UCC.

Det koster en lille milliard at bygge, bliver på ca. 57.000 m2 etageareal og byggeriet er et såkaldt OPP projekt, dvs. et offentligt privat partnerskab, hvor UCC så lejer sig ind.

Der bliver optaget ca. 10.000 elever, men der bliver kun stole til de 6.000, idet der hele tiden er mange i praktik. Der bliver ansat ca. 800 medarbejdere og til at lede denne store fabrik, er der en bestyrelse på 15 mennesker og en direktion.

Formand for direktionen og øverste daglige leder er vores Laust med titel af Rektor og da han er en hård banan på fodboldbanen, klarer han nok også dette job.

Besigtigelse

Efter foredraget skulle vi så se på byggeriet, men inden da skulle vi udstyres med sikkerhedshjelme, briller, veste og sikkerhedssko. Skoene var lidt store, så AB flaben spurgte, om de skulle uden på vores egne sko. Desuden mente han, at Kurland skulle beholde dem på til tjøns, da han så ville forbedre sine driblinger.

På lang afstand ser vi som det første Bohrs Tårn, der er bygget sammen med UCC og er på 29 etager og ønsker man at bo her, kan man på 29. etage købe en lejlighed til 15 millioner kr.

På den del af byggeriet, der vender ud mod Carl Jacobsens Have, ser vi de hængende haver, som endnu ikke hænger, idet slyngplanterne ikke er vokset frem.

Inde i UCC bygningen ser vi den store atriumgård, der går helt til loftet, dvs. til og med 8. etage. Vi ser de fire store sale, der skal bruges til boldspil, teater og drama, vi ser de udendørs terrasser, basket og fodboldbane og fysiklaboratoriet.

På terrassen uden for bestyrelseslokalet nyder vi udsigten til Vestre Fængsel, Amager Fælled og Enghave Station, der ligger ca. 100 meter fra UCC. Senere på året flyttes stationen, så den bliver nabo til UCC og får navnet Carlsberg Station.

Vi så også direktionens kontor. Det er et åbent kontorlandskab, der også rummer sekretariatet.

Hver dag arbejder der 600 håndværkere i bygningen og den står klar til tiden, dvs. at lærere og forskere kan flytte ind i sommerferien og eleverne kan få undervisning til september.

Til sidst gik vi tilbage til foredragssalen, hvor vi afklædte os sikkerhedsudstyret og Niels Torp takkede Simon og Laust for et spændende besøg og overrakte de velfortjente vingaver.

Også en tak til Frank Nielson fra Carlsberg, der var sponsor på turen. Der er en flaske rom til ham. 

Restaurant Pilen

Sidste stop på turen var Pilen på Pile Alle 14, hvor Niels Torp sammen med restauratør Theis Nygaard, havde fundet på en menu med ungarsk gullasch med ris og lækker is til dessert.

Til en fornuftig pris, vel at mærke og rødvinen var god.

Til at servere for os, havde Theis fundet en gammel kending fra AB, nemlig Johan Luther, den tidligere restauratør på AB. Han er også kendt for at være den cricket spiller, der har spillet flest kampe for AB.

Han havde selvfølgelig dækket bord med grønne servietter og blomster, så han var straks populær.

Han kendte også vort motto: ”Hellere miste en ven end brænde inde med en god vittighed”, så nogle af os tænkte på Thomas Kentorp, der næsten ingen venner har tilbage.

Tak til de tyve tjønsere, der var mødt frem og udviste stor interesse og god opførsel. 

Med venlig hilsen

Kulturudvalget

April 2016

Flere billeder: Tjønser-billeder > Ture og arrangementer > Carlsberg og UCC 20. april 2016