Tjønser-fodboldungdom

ab-fodbold

Jørgen Collaitz

Min moster fik mig meldt ind i AB


Jørgen  Collaitz


Min  fodboldungdom startede da jeg var ca. 7 år d.v.s i 1950/1951. Jeg  boede dengang i Haraldsgade 24 på grænsen til Østerbro. Ejendommen bestod af 13  opgange fra nr. 18 til nr. 42 og der var 10 lejemål i hver opgang, så det var  en meget børnerig  bebyggelse.

Tom  Søndergård boede i nr. 22, Flemming, Erik, Preben og Jørgen Kjærsgaard boede i  Nr.  40 så der var fra starten dømt gårdfodbold. Der blev spillet fodbold på en  jordbane til  langt ud på aftenen. Når fodbolden hørte op, fortsatte Tom med at stå nede i en  kælder- hals,  hvor han sparkede og jonglerede med en tennisbold. Det var sikkert begyndelsen  til  at  han blev en så fremragende teknisk spiller.

Vi  blev også gode venner med en lagerchef hos Elektrolux som var nabo til vores  gård. Det  lykkedes os at få ”tigget” en kæmpe stor rulle sejlgarn fra ham og vi flettede  derefter net til vores mål. Da vi skulle indvie vore nye mål, skete dette en sen sommeraften, hvor vi tillige  havde trukket ledninger fra en ”snydeprop” i opgang 22 og ud til 2 stk 100 watt pærer  over banen. Der gik dog ikke lang tid før en beboer havde klaget til vor  gårdmand Hansen,  som dukkede op og stoppede matchen.

I  hele gårdens længde var der i midten et græsareal, som var omkranset af et  ståltrådshegn med  pigtråd for oven, så det var ikke så få plastikbolde som måtte lade livet, når  vi ramte pigtråden.  (græsset måtte ikke betrædes!). Det  var kun de store tunge gummibolde som havde et længere liv, for selv om de  var punkterede, kunne man godt spille videre med dem.

Omkring  8-9 års alderen kom Tom pludselig en dag og fortalte os, at han nu var blevet indmeldt  i B93. Flemming Kjærsgaard og jeg blev sure på ham, fordi han ikke havde taget os  med. Jeg prøvede så 2-3 gange på at blive indmeldt i AB, men hver gang blev jeg  sendt hjem  med beskeden om, at jeg kunne komme igen når jeg var fyldt 10 år.

Min  moster, som dengang var ansat i Parfumeriet Breining, (beliggende på hjørnet af Bremerholm  og Strøget) var på en bytur med nogle kollegaer, og hun var så ”heldig” at møde  nogle AB`ere, heriblandt Poul Petersen. Hun spurgte ham, hvorfor hendes nevø  ikke kunne  blive medlem i AB. Poul P. svarede, at jeg blot skulle komme over på AB, så  skulle han  nok tage imod min indmeldelse. Efterfølgende henvendte jeg mig igen på AB`s  kontor og igen blev jeg afvist af Poul P. Jeg svarede at min moster  havde hans ord for, at jeg kunne blive meldt  ind. Hvem er din svarede at hun hed Elsa og var ansat i Breining. Straks hev Poul  P. en blanket op og lagde den på skranken med ordene: ”Her, tag den med hjem og få  den udfyldt og returner til mig.”

Jeg  blev meldt ind og startede på  et  ”lagkagehold” som spillede på ØB`s hjemmebane Trekanten  (der hvor Egmont kollegiet ligger i dag). Min træner hed Johansen og efter 2-3  gange blev jeg sendt til træning på AB, hvor trænerne var brødrene Jørgensen. Snart  var jeg på 1. lilleput med så gode spillere som Leif Hammer, Finn Wiberg, Werner  Rylander, Palle Hey, Svend Hansen, Erik Sandvad, Elo Nielson (Nelles lillebror) Bruno  Christensen, Søren Lund, Svend Thorsen mfl. Og senere fik jeg også ”lokket” Flemming  Kjærsgård med til AB, en af de bedst tekniske spillere nogensinde. Jeg  startede med at spille fremme, men grundet min størrelse (150 cm) blev jeg ”savet” over  af modstandere som var 2 hoveder højere. Herefter blev jeg rykket tilbage som  back eller  centerhalf, hvor jeg kunne bruge min hurtighed.

Som  drengespiller fik vi ”Svåger” som træner, som junior havde vi Carl  Skomager/Arne Sørensen  og som ynglinge fik vi Poul P. Vi havde i disse ungdomsår tillige tekniske  trænere så  som  Erik Hagensen, Arne Sørensen, Knud  Lundberg m.fl. Jeg  mener at det var under Lundberg som tekniktræner, at vi som juniorer fik lov  til at spille med  til ”Tjøns”. Så blev disse tunge træ støvlebænke slæbt ud foran bane 1. Jeg  husker endvidere, at jeg som junior spillede en miniputkamp som målmand, det  var sammen med bl. a. det store angrebstalent Peter Dahl, der var ingen  protester fra vor modstander  Brøndbyvester, så det fortæller lidt om min højde.

Min  fodboldungdom har været fyldt med gode minder og jeg husker, at vi altid har  vundet mange  turneringer i skarp konkurrence med bl.a. Frem og KB. Det  var ikke som i dag, hvor forældre kører deres børn til fodbold mv., idet de  færreste dengang havde bil. Når man skulle spille mod Frem, KB og Fremad  Amager, så var det op på cyklen og af sted til de respektive klubber og det var  altid i modvind, både ud og hjem. Senere var jeg så heldig at Leif Hammer`s far  anskaffede sig en NSU Prince  så han tog  mig ofte med på vejen. Jeg husker tydeligt, at der specielt var 3 fædre som  næsten altid var med til vore kampe, det var Wiberg, Rylander og Hammer og de  var aldrig bange for at give sodavand.

I  ungseniortiden spillede jeg på talentholdet i 1962 og 1963. I  1962 med Niels Olhoff som anfører. Vi blev dømt som taber af en kamp mod KFUM  idet kampen  blev spillet på Husum Stadion, men desværre glemte vi at medbringe bolde og blev  hermed dømt som taber, idet vi havde hjemmebane.

I  1963 nåede vi til Østfinalen mod Lyngby hvor vi ”kun” tabte 5-1. Et Lyngby hold  med kun  7 førsteholdsspillere. For øvrigt med Søren Hansen som anfører for Lyngby og  jeg som  anfører for AB, pudsigt.

Til  slut skylder jeg lige en forklaring på, hvorfor jeg som seniorspiller pludselig  skiftede efternavn  fra Hestbæk til Collaitz. Da jeg startede i 1. klasse fik jeg ”kaldenavnet”  Hestbæk, idet  min mor var gift for anden gang, hvorfor jeg skulle kaldes det samme navn som  deres. Da  jeg efterfølgende i 1967 skulle giftes med Per Lundby`s smukke søster, blev jeg  nød til  at  ændre navn til det som står på dåbsattesten.