26: MASTER-turneringer

ab-fodbold

YOUNG MASTER/51+ vinter 2010-2011

YOUNG MASTER/51+ vinter 2010-2011

 

Slutstilling: YOUNG MASTER/51+ vinter 2010-’11

 

Klub

Kampe

v-u-t

Mål

P

1

AB

16

15-0-1

63 – 12

45

2

GVI

16

12-0-4

40 – 17

36

3

Jægersborg/KB

16

10-1-5

37 – 23

31

4

Lyngby

16

8-2-6

33 – 25

26

5

Husum

16

7-3-6

31 – 30

24

6

KFUM

16

4-2-10

16 – 34

14

7

Fix

16

3-4-9

17 – 37

13

8

Fremad Valby

16

2-4-10

17 – 37

10

9

FB

16

1-4-11

12 – 51

7

YOUNG MASTER/51+ – den bedste sæson nogensinde?? 15 kampe endte med sejr og en enkelt med nederlag. 45 point er ny rekord, i hvert fald i den tid jeg har været med, og det er det, der tæller.

Hvad der skete i den kamp, der blev tabt, er jeg gudskelov helt uvidende om, da jeg havde tilladt mig at tage på ferie i denne kamp vel vidende, at det var et af de hold, der lå under os, vi skulle møde. Nå, men der skal også være muligheder for forbedringer i næste sæson, så UK har noget at arbejde med i sommeren, hvor nye strategier skal udvikles, nye spillere skal indkøbes i de åbne transfermarkeder, og andre spillere skal sælges, – nåe nej der er jo ikke en pressemeddelelse fra Brøndby.

Nej, vi skal hæge om klubbens bedste hold og de særlige værdier, der omgærder dette hold med den særlige aura af AB-ånd – fuldt skrald frem ad banen, højt halvbane pres og mange mål, uanset hvem der spiller. Hvis Morten O., som vist nok har fået adskillige henvendelser fra Kurland om at komme og lære af et rigtigt fodboldhold, en dag skulle vise interesse i at lære spillet, som det skal spilles, så kan det være, at DK igen kan vinde en pokal. Årets turnering har været præget af en høj fremmødeprocent. Enkelte kunne bekendtgøre ved afslutningsfrokosten, at de havde spillet alle kampe, mens enkelte andre kunne bekendtgøre, at de var ubesejrede J dette har medført, at konceptet ikke har været udfordret, og det har været muligt at tromle at de allerfleste modstandere. Kun Husum kunne ved hjælp af et kombineret master og old boys hold kunne rokke ved denne klippefaste tro på egne evner, og når de andre benytter folk, der endnu ikke er gråhårede på testiklerne, hvor er vi så henne. Uden at skulle gå ind i en lang tirade om de enkelte spilleres sæson og kompetencer, så må enkelte ting alligevel fremhæves.

Hvis vi starter fremme, så har sæsonen trods dobbelt så mange mål som forfølgerne været præget af glasben hos vore to raketter, hvilket har medført mulighed for en lang række eksperimenter med andre typer fremme. Lad mig i flæng nævne Laust, som nok skal lære hvilken vej, vi spiller, når han står fri foran mål, Bjørn som bliver lammet af nerver, når bolden ligger til venstrebenet, og målmanden er helt væk. Så er det vigtigt at lægge tilbagelægningen ved siden af mål, noget en god forsvarer aldrig glemmer. Nå John har heldigvis været en godt og solid substitut og scoret en del gode mål med både tå og hue.

Midtbanefolket har løbet flere kilometer i denne sæson, og det er nok grundet et højere grundformsniveau, som følge af den kontinuerlige selvtræning. Stig ”Pylle” Herlet påstod, at han havde spillet alle kampe, og det i sig selv må være første gang siden lilleputdagene, at der ikke har været en enkelt lille fiber i vejen for en fuld sæson. I Danmarks bedste forsvar har der været nye toner, dels har selv Collaitz måtte sande, at boldene ikke flyver så langt som i gamle dage, hvor flere afleveringer i år nærmest har kunnet betegnes som ”korte”, dels har Søren Hansen udvist en ny og mere kontant spillestil med flere frispark midt på banen, når der var nogen, der formastede sig til at drible eller spille sig uden om holdets elegantier.

I kassen har katten haft endnu en stor sæson. Langt hen i forløbet var der ikke scoret på ham. Til gengæld har sæsonen også været præget af mystiske afbud med besynderlige begrundelser noget med den sidste koncert med en, der hedder James, den hed i hvert James Last koncert. Der har også været noget med nogle børnebørn, noget der også har været undskyldninger for andre på holdet. Den slendrian må ophøre til næste sæson, og fødselsdage for disse individer må henlægges til kampfri dage.

Sidst men ikke mindst skal arbejdet lagt af UK med Bjørn i spidsen og sekunderet af Stig og Torben roses helt uden forbehold. At holde så stor en trup i fuldstændig topform gennem en hel sæson er en indsats, der ikke kan roses nok, og særligt de individuelle træningsprogrammer har gjort stor lykke hos en række af de ”tunge” kræfter på holdet. Afslutningskampen mod GVI blev desværre i optakten præget af en kedelig meddelelse om Kim Rasmussens hjerneblødning, og i halvlegen fik vi den triste meddelelse om, at Kim var død, og det blev markeret sammen med GVI i starten af 2. halvleg, hvilket var en smuk gestus overfor en trofast AB’er  og en god holdkammerat gennem mange år

Æret være Kim Rasmussen minde  – og tak for en god sæson

Kjeld Romer Larsen


Referat af mandagens kamp mod KFUM.

Der var lagt op til nye takter i UK Bjørns fravær. Men hurtigt blev holdet banket på plads af forfatteren – vi skulle spille som vi plejer. I den mere kuriøse ende fik vi prøvet at spille hjemme ude og tidligere har vi spillet ude hjemme, så nu mangler vi kun ude ude og hjemme hjemme. Men det skal nok komme. Det havde ikke været helt uden virkning med Raf’s debutøl forrige gang, for nu dukkede han op igen til en ny debut – de nye øl så vi ikke meget til. Efter en gedigen gang opvarmning var vi skarpe fra start. I denne periode af kampen var vi meget tæt på at score direkte på hjørnespark – et glimrende forsøg.

Vi spillede med ½ angriber og der gik da heller ikke lang tid før Pylle med en tredobbelt kikkefinte fikserede modstanderens ”bønder” og sendte en løber på tværs af brættet til den ½ angriber, der dog først måtte sende en gris af sted mod mål så der blev plads mellem målmandens ben 1-0 (husk vi spillede hjemme ude og derfor ikke 0-1). Kort tid efter sløres en aflevering så meget at jeg ikke ser hvorfra den kommer, men den havner hos Torben der på sædvanligvis jerner den ind nettaget 2-0. På dette tidspunkt udtaler – vel nok KFUM’s med genstridige makker – at AB jo ikke har andet end det ene våben (men det er jo også nok tænkte jeg). I halvlegen gik snakken og man kom til bunds i forklaringer på hvorfor der havde været flere utrygge afleveringer. Der var lyset, banen, dommeren, vejret, tidspunktet, modstanderen og ikke mindst os selv. Der skulle sadles om i 2. halvleg – Torben var ude og Henning var inde. Kampen bølgede, men de blev aldrig rigtig farlige – dertil er vores bagerste kæde med Vester, Collaitz og Forfatteren alt for rutinerede. En rutine ingen kan tage fra dem. Igen gjorde søde Pylle et flot vellykket forsøg på en tredobbelt hægtning af ham med huen – du har fået frispark og det er det – ikke helt tavst nikkede han til denne bemærkning. Det efterfølgende skud ramte S-toget og røg tilbage i spil.

Af andre der ramte et S-tog kan nævnes Michael – han troede der var åbne døre ned gennem banens midte, men makker lukkede hårdt og konsekvent af for næsen af M. M er heller ikke typen der har et klippekort klar. Men det var kun startskuddet til gylden periode. Brandt afdribler flere spillere (heriblandt 2 medspillere), går til baglinien og så står tiden stille – det tager nu de næste 3 minutter for bolden at komme fra Sørens fod, gennem målfeltet, over målfeltsstregen, forbi 2 KFUM’er og en KFUK’er, der bliver hentet en minitrampolin, Henning tager lyseblå springtrikot på, tager tilløb, sætter lidt skævt af, flyver derfor i ca 2 cm højde 8 meter gennem feltet og sætter sin pandebrask pladask midt på bolden der suser ned i højre krog. Brandt og Henning falder hinanden om halsen og krammer – vi andre så lidt skeptisk på dette følelsesudbrud 3-0. Var dette virkeligt kampens højdepunkt? Der kommer mere….

Som Dronningen i et skakspil var Forfatterens arbejdsradius i kampen stor. Der blev sparket væk, der blev sparket til højre og nogle gange endnu højere. I en lidt mærkelig situation fik vi pludselig overtaget på banens midte. Mange gik tilbage, for Forfatteren gik frem. Et meget sjældent syn der klart nydes bedst på afstand, lang afstand. Så ene mand stormede Søren gennem modstanderens kaskader af spillere. Helt fremme ved målet falder en af modstanderne (det må være lufttrykket) og som den gentleman og altmuligmand Søren er laver han en hidtil uset multitaskning – i samme bevægelse hjælper han modstanderen op med den ene hånd, står på den anden fod, flugter bolden i jakel med den tredie fod og jubler med den fjerde hånd. 4-0.  Kampen var dermed slut og til næste uge skal jeg minde om at vi skal spille med guldhår eller sølvhår. TinTin kommer og kikker og vi tager Cafe Rust efterfølgende uanset Jernets beskaffenhed.  Der er to kampe tilbage og vi er foran med 6 point ned til GVI. Vores målscorer er 58-11=+47. GVI’s er ca 40-14=+26. Vi kan således godt tabe hvis vi taber de næste to kampe 1-0 og GVI vinder den ene 1-0 og den anden 19-0. Vi kan vist godt tage guldhåret på – jeg har dobbeltklæbende tape til dem der ikke noget at sætte håret fast i – ingen glemt, men John nævnt.

Per H


 

Referat af Young Master kampen AB – Lyngby

Et stærkt Lyngby hold, hvor der er skiftet en del ud i spiller staben, voldte topholdet flere problemer end forventet.

På en velplejet grusbane mødte vi et godt Lyngby hold. De fightede med alle midler – og fik lov til det af dommeren. Vores spil blev slået i stykker, og spillet op ad banen blev ikke på samme niveau, som vi har præsteret de seneste kampe. Men vi kan gudske lov også fighte – og det er længe siden vores bagerste linie er gået så meget til den, som vi så i aftes. I kampens start, havde vi i modsætning til de seneste kampe, klar overvægt i spil. Det resulterede i flere muligheder foran mål, men vi var ikke rigtig skarpe. På sidelinien begyndte man at få bange anelser efterhånden som Lyngby fik bedre og bedre fat i det. Men midt i halvlegen kom forløsningen. På en god lang stikning slap Torben afsted. Lyngby spillerne appelerede for offside, mens vi og dommeren (Benny) korrekt mente, at Torben var på egen bane halvdel i spille øjeblikket. Torben svigtede ikke 1-0. Dommeren var herefter i tvivl om han havde dømt rigtigt, hvilket resulterede i, at der nu blev fløjtet, når vi ikke var offside, mens fløjten var tavs, når Lyngby brugte hårde midler. Niels B, der var med igen, kom på banen 20 minutter ind i første halvleg. Og han havde ikke været på banen længe, før han bankede bolden ind i trekanten, på en god frispilning fra Collaitz. Flot mål og med lidt held havde vi scoret endnu flere mål før pausen.

Rolig snak og god stemning i pausen. Vi skulle bare fortsætte vores spil.

Men det virkede som om pausen havde givet Lyngby mest blod på tanden. De gik virkeligt til den og overtog mere af spillet, uden dog at blive rigtig farlige. Men vores spil blev slået i stykker og de chancer vi fik – dem var der nogle stykker af – blev misbrugt. Det er længe siden, at der er blevet råbt så meget fra side linien, for at holde gejsten oppe. Og midt i anden halvleg måtte Niels gå ud igen med en skade. Torben var også halv skadet og ville ud. Han blev dog overtalt til at blive og spille for halv kraft. Og midtbanen der havde kæmpet hårdt hele kampen, fik således lidt ekstra arbejde. Få minutter før afslutning lykkedes det Lyngby at få reduceret til 1-2, og pludselig var der unødig spænding i de døende minutter. Men vi red stormer af og vandt fortjent 2-1 uden at have spillet prangende.

Godt gået – nu skal vi bare have sejre i de sidste 3 kampe. Så er vi helt sikre på at vinde turneringen. Mindre kan sikkert også gøre,men lad os nu ikke forære noget væk. Vi er turneringens bedste hold.

Man of the match: Collaitz

Held og lykke med de sidste kampe og god afslutningsfest.

Bjørn


Referat AB – FB

Kampen torsdag aften mod FB blev på mange måder en minderig kamp.

For første gang i dette års Young Master turnering skulle vi spille på en grusbane i fuld længde. Folkene på AB havde fået fjernet den sidste is og sne og gjort et godt stykke arbejde for at få fjernet de værste vandpytter. Men pga. dagens megen regn var banen temmelig fugtig alligevel. Kjeld fik come back på målmands posten og stod en gedin kamp med vigtige redninger i kritiske situationer. Han var uden chance da FB fejt sparkede bolden ind til 1-0 på “en højder oppe under overlæggeren”. Unfair mod en mand, der dukker op med sine egne målmands handsker for at være sikker på, at han ikke skal spille med kattens glidecreme befængte handsker. Bagerste kæde med Lars, Collaitz, Søren H og Bjørn måtte for anden kamp i træk erkende, at vi ikke var nok oppe på dupperne fra kamp start og derfor igen måtte se os komme bagud og gav FB flere chancer i kampens start end de på nogen måde var fortjent til. Men ligesom i forrige kamp kom vi stærkt igen mod et FB hold der ikke var stærkere end at Bjørn fik lov til at spille sin første hele kamp i turneringen. Duun debuterede på midtbanen – venligt ulånt af konen – mellem en af hans mange ferier. Stig rundede kamp nr 11 i turneringen uden en eneste gang at have fået en fiber. Det er ikke sket siden han var lilleput. Men han scorede ikke – det er heller ikke sket siden han var lilleput. Per kæmpede for 11 kamp i træk på formen vis og scorede for første gang i turneringen 3 gange i samme kamp. Og heller ikke i denne kamp lykkedes han med nogen lop. Søren B havde for en gang skyld fundet den direkte vej til det rigtige spillested og var der derfor til aftalt tid. Et mål blev det til trods problemer med achilles senerne. Rafai fik debut på Young Master. Men han dukkede op uden øl og fik derfor kun en halvleg. Det tirrede han så meget at han lavede to mål. Laust fik debut som fuldtids angrebs spiller ved siden af John. Om det var en klog disposition af UK vil jeg overlade til tilskurerne. Men en ting er sikker – det er meget længe siden, at AB har haft en angriber med så gedine gummiben. Flere gange så vi ham drible bagud fra modstandernes mållinie, fordi gummibenene ikke ville som Laustes hoved. Mod kampens slutning lykkedes det dog endeligt at få scoret en enlig kasse. Flot Laust efter at have gået så grueligt meget igennem. Gad vide om du også er angriber i næste kamp. John brugte på vanlig vis utrolig megen energi i nærkamp med modstanderne. Og når han så slap helt fri fik han ligesom Laust gummiben. Tilgengæld udnyttede John sine evner til at score når han var hårt presset og huen taget af. Tre gode kasser blev det til fra Johns side Henning kom ind: mere er der ikke at sige til det. Benny kunne slet ikke følge med i alle de scoringer kampen bød på. Men efter kampen blev vi enige om, at vi havde vundet 10-2 – sæsonens største sejr og stemningen i omklædningsrummet var rigtig god.

Bjørn


Referat af kampen AB – Fix

Efter sæsonens første nederlag i sidste uge var det en flok tændte AB `ere, der mødte op til første hjemmebane kamp i Young Master turneringen. Vi skulle spille på grus for første gang i turneringen. Niels T havde talt med folkene på AB om at få revet banen, så den kunne være bedst mulig. Banen var revet, men alt vandet havde man ikke fået væk. Og et forsøg på at fjerne den sidste sne/is i den ene ende var slet ikke gjort. Så kampen måtte spilles på en forkortet bane med en god del vandpytter. Det må være muligt at gøre den bane bedre, selvom vejr forholdene ikke er/har været optimale. Banen var altså ikke den bedste og vi var nødt til at lave lidt om rokeringer på holdet, da der var afbud fra Niels B, Torben, Søren B og Michael pga. skader og sygdom. Inden kampen blev der givet håndslag på at vi ville fighte r… ud af bukserne, så vi kunne komme tilbage på sejrskurs. Og hvad sker der så. Kampen er dårlig 5 minutter gammel før katten må hente bolden ud af nettet og kort efter har Fix endnu en stor chance, som de dog brænder. MEN så begyndte alle at huske det afgivne kampråb og der blev fightet over hele linien med Per i front. Efter et hjørne spark lander bolden i hovedet på John, der står en halv meter fra mållinjen. Men John har hue på, hvilket slækker på hovedstøds kraften så meget, at kun Benny og få andre AB ère kunne se den kom over mål linjen. 1 -1 og det tændte os endnu mere. Forsat blev der kæmpet flot, mens vores normale polerede spil var umuligt at genneføre på den bane. Inden pausen kommer vi foran 2-1 da Per forfølger en umiddelbar håbløs bold og målmanden bliver så forbavset over Per`s arbejds raseri, at han taber bolden som Per så prikker mellem benene på ham. Vi er foran. Pause med positiv stemning og enighed om forsætte med samme spil i 2. halvleg. Kort inde i halvlegen kommer det forløsende mål til 3-1. Den energisk kæmpende John får en god stikning og denne gang svigter han ikke. Der kommer den fornødne ro over vores spil. Bagkæden får ved god fight lukket helt af. Midtbanen løber alt hvad de kan og Laust har endda så meget luft til overs, at han højlydt kan brokke sig over ikke at blive spillet, bare fordi han har stået helt blank 3-4 gange. Midt i halvlegen sker det umulige. Henning bliver sendt afsted på “en spids” og minsandten om han ikke banker bolden i mål fra kanten af straffesparksfeltet. Et godt mål og alle kan nu fornemme, at vi vil vinde den kamp. Henning har tilsyneladende brugt så megen kraft til at sparke på mål, at han er nødt til at lade sig udskifte. Bjørn kommer ind stedet for og når at brænde en 200% chance inden Lars lukker kampen med et hug i målhjørnet. 5-1 og vi er tilbage på rette kurs. Stor ros til holdet for en god fight på en meget vanskelig bane. På torsdag skal FB have samme lektion på en forhåbentlig bedre bane i fuld længde.

Man of the match: John

Bjørn


Så blev sejrs stimen brudt

Så måtte vi indkassere sæsonens første point tab. På en ellers fremragende bane blev vi slået af et godt kæmpende Husum mandskab, der også havde det nødvendige held. Vi prøvede på sædvanlig vis at presse Husum overalt på banen, men de svarede meget godt igen. I 1. halvleg sidder vi vel på 60% af spillet. Får også tilkæmpet os nogle store chancer, men ind ville bolden ikke. Til gengæld lykkes det for Husum at score på et hurtigt opløb, hvor der for en gangs skyld var opstået et fælt hul i vores bagerste kæde. En helt ny situation var opstået for holdet – vi var bagud ! Vi forsøgte at kæmpe os ind i kampen igen og der blev gået meget godt til “stålet” fra begge sider og det lykkes Torben at få udlignet. Nu havde vi dem – troede vi. Men Husum ville anderledes og godt anført af et par “konfirmander” på midten kommer de foran på to dumme mål. Vi bliver lidt rådvilde og begynder for første gang i sæsonen at hakke lidt på hinanden, mens vi forsøger at komme tilbage i kampen. Og på en lidt tilfældig chance lykkes det os at få reduceret til 2-3 (jeg tror det var Jørgen der fik den over stregen). 7 minutter igen. Vi presser endnu mere og Husums målmand præsterer en super redning på et godt forsøg fra John. Vi bliver ved, men desværre bliver det Husum der får kampens sidste mål på en meget tilfældig chance. Slutresultat 4-2 til Husum. Surt – men vi må erkende at det ikke rigtig kørte for os på denne kunstgræs bane. Så nu går vi over til AB `s kendte grus, hvor der er planlagt to kampe i næste uge. Stemningen i omklædnings rummet er set bedre, men vi var enige om, at det ikke skulle gå ud over vores koner/kærester og så iøvrigt komme stærkt tilbage i de næste kampe.

Man of the match: Ingen var excellente, men midtbanen løb og kæmpede meget.

Bjørn


Kampen mellem AB og Fremad Valby

For en gangs skyld var alle 13 mand fra AB mødt op til tiden. Men alligevel var der problemer. Hvor var modstanderne.Hvor var dommeren. Lidt panik og kommentarer til UK, som vi ikke her skal komme nærmere ind på. En klog mand sagde. at de muligvis befandt sig et andet sted på det mega store anlæg. Og ganske rigtigt. Omklædningrum , modtandere og dommer var i en helt anden bygning. Haste omklædning, manglende taktisk oplæg til kampen (og ikke mindst diskussion herom) var der slet ikke tid til. For efter omklædning skulle vi først løbe de 2 kilometer over til den helt fantastiske kunst græs bane. Det blev så opvarmningen. Dommmer Benny havde sendt en substitut til at dømme kampen og han gjorde det ganske fint, men først efter at have fået udbetalt sit honorar før kampen, da han skulle køre straks efter kampen. Så var han også fri for eventuelle kommentarer. Når vi spiller på sådan nogle lækre baner er vi meget svære at stoppe. Sådan var det også i går aftes. Fejende flot spil og allerede efter et kvarter burde vi have ført 4-0. Men tavlen viste kun1-0. Det kunne kun være et spørgsmål om tid før spildprocenten blev reduceret. Ingen blev svinet til – derimod hørte man opmuntrende råb og måske lidt fustration over, at vi ikke udnyttede hele den dejlige bane. Begge holdets Søren`er kæmpede bravt. Katten havde kun meget lidt at lave og længere fremme ad banen blev spildprocenten sat ned, så tavlen viste 3-0 ved halvleg. I starten af anden halvleg presser Fremad spillet unødigt langt op på vores bane halvdel, men uden at komme i nærheden af bare noget der ligner en halv chance. Deres mere offensive stil skaber huller bagude og det gør man ikke ustraffet mod os. Men vi var i det høflige humør, fordi vi havde fået lov at spille vores hjemmekamp på deres kunstgræs og begrænsede vores scoringer i anden halvleg til 3 kasser. Så da dommeren – lige før han ilede hjem – afblæste kampen viste resultat tavlen 6-0 til os. Målene blev sat ind af Torben (3), Niels (1) Per (1) og John (1). Publikum klappede takfast over opvisningen – eller var det for at holde varmen og Fremad takkede for lektionen.

Nu ligger vi suverænt nummer et med 24 point for 8 kampe og en målscore på 33-3 og hvis vi fortsætter opbakningen om holdet bliver det svært at se, hvem der skulle kunne vælte os af pinden.

Men of the match: Søren og Søren

Bjørn


Så blev topkampen afviklet

Endeligt lykkedes det for AB at få gang i Young Masters anno 2011.

På en halvglat kunstbane blev topkampen mellem AB og GVI i går aftes spillet efter et par dages udsættelse. Det var turneringens nr 1 og 2 der mødtes, men lad det være sagt med det samme: Nr 1 – AB – var en klasse bedre på den vanskelige bane og vandt foetjent med hele 6-1 (sammenlagt havde GVI kun ladet 6 mål gå ind før denne match). Målene blev sat ind af Michael (2), Per (2) og for en gang skyld scorede Niels og Torben kun en gang. Igen var det en gedin holdindsats der grundlagde sejren. Men set ud fra et kunstnerisk synspunkt ville Michael og Niels få de højeste stilkarakterer, da de udviste bedste balance evne på den vanskellige bane. GVI kom slet ikke til “fadet”, bortset fra en periode på 10 minutter i 1. halvleg, hvor de ikke blot fik presset os i bund. men også udlignet til 1-1. Resten af kampen blev styret af AB og sejren kunne nemt være blevet større.

Men of the match: Michael og Niels

Nu ligger vi suverænt nr. 1 og hvis vi forsætter den  gode holdindsats og opbakning om holdet, bliver det svært for modstanderne, at vippe os væk fra den plads. Det synes som om vores værste modstander er bane forholdene på AB.

Næste kamp er mandag den 17. januar på AB. Men jeg tager i dag ud og ser på banen, fordi jeg pt anser det for urealistisk at vi kan spille. Så I hører nærmere i aften om evt. holdudtagelse eller udsættelse af kampen.

Kampen den 24. januar (planlagt dato) mod Fremad V har jeg fået flyttet til deres kunstbane, men ved endnu ikke om vi skal spille mandag den 24. eller onsdag den 26. januar. I hører snart nærmere.

Ligeledes er kampen mod Husum der var planlagt til mandag den 31 januar på AB flyttet til Tingbjergs kunstbane og spilles  onsdag den 2. februar kl 20.30 i stedet for.

Bjørn


AB forsat ubesejret i Young Master turneringen

AB`s Young Master fortsætter successen og bliver vanskellige at stoppe.

Så lykkedes det af få afviklet den udsatte kamp mod Lyngby. Det var aftalt at kampen skulle starte kl 17.30, men UK havde glemt at tage højde for at der ikke er så mange skoleærer tilbage på holdet. Og det resulterede i, at vi kun var 7 mand 5 minutter før kick-off. Måske det dårlige vejr med deraf følgende køer på vejene også var en af årsagerne. Det sene frem møde var endnu engang årsag til, at jeg ikke fik set de første 10 minutter af kampen, som kom lidt forsinket igang, da Lyngby indvilligede at vente til vi var 11. Det er nok sidste gang de gør det. For straks fra start bølgede det ene gennem spillede AB angreb efter det andet frem (jeg så det ikke selv, men tror på rygterne) og allerede efter 5 minutter kom vi foran på mål af Torben. Herefter gik luften noget ud af AB ballonen og Lyngby – der i sidste uge havde slået Jægersborg 4-0 – begyndte at få mere af spillet. Og havde Katten ikke ikke revet en feber redning ud af ærmet, var der blevet udlignet midt i halvegen. Det vækkede os igen. Den hårdt kæmpende midtbane med Per Stig, Kjeld og Søren B fik igen overtaget og inden halveg kom vi foran 2-0 på et blødt vel placeret hovedstød fra Niels. Stor tilfredshed i pausen og enighed om at vi skulle fortsætte med at sidde på dem. Modsat damelandsholdet, holdt alle aftalerne. Næsten da. For Katten glemte han havde fået klippet negle på alle poterne og det resulterede i en ufarlig bold på mystisk vis gled under ham. Men det gjorde ikke så meget, da Niels Torben og Kjeld forinden havde øget vores føring til 5-0, så slut resultatet blev på 5-1 til AB. Bagkæden med Lars, Collaitz, Søren H og Niels T spillede igen en stor kamp, godt anført af Søren H der formår at få alle til at dække de huller der opstår (også dem han selv laver). Og fremme svigtede Niels B, Torben og John heller ikke i denne kamp.

Det har været en forrygende start for holdet i Young Master turneringen og kan vi forsætte med det spil vi hidtil har vist, vil det blive meget svært for modstanderne at stoppe vores march mod pokalen.

Man of the match: Søren H – skarpt forfulgt af 11 andre.

Tak for i år – God Jul & Godt Nytår til alle

UK Bjørn


 

Referat AB – Jægersborg/KB

Topkampen i Young Master turneringen mellem AB og Jægersborg/KB gav en velfortjent sejr til AB.

På en forrygende fighterindsats og 2 kasser af Torben viste vi hvem der er rækkens bedste og taktisk klogeste hold. Eneste minus der er at berette fra kampen, var da Katten måtte overgive sig efter næsten 300 minutter og lade sæsonens første mål glide ind. Det var Jægersborgs eneste chance i hele kampen, men pænt headed ind uden chance for Katten. Vi fik ellers ikke den bedste start på kampen. Søren B havde besluttet sig for at tage på “club crawling”. Først kørte han til GVI, derefter til HIK ved Kildeskovs hallen for til sidst at lande i Jægersborgs omkædningsrum 10 minutter efter kick-off. Holdet prøvede på bedste vis at få forsinket kampen og det lykkedes, men dog ikke så meget at Søren kunne være med fra start. Jægersborg er et godt hold og vi havde derfor aftalt, at spille en lille smule længere tilbage på banen end vi ellers praktiserer. Det skulle vise sig at være et klogt træk. Jægersborg havde måske bolden mest, men de blev holdt i et jerngreb når de kom ind på vores bane halvdel. De blev jagtet hele tiden og kunne derfor ikke få deres spil til at glide. Set med helt neutrale briller fik de i første halvleg ikke en eneste ærlig mål chance. Til gengæld havde vi flere rigtig gode kontra angreb. Med bare en lille smule held, havde vi fået flere mål end det ene Torben bankede ind midt i halvlegen. I pausen roste alle hinanden ( er det sket før ?) – og med god grund. Anden halvleg starter med et rimeligt pres fra Jægersborg og det bliver fastholdt, da vi bliver ramt af en ti minutters udvisning. Det lykkes i den periode Jægersborg at udligne på deres eneste chance i hele kampen. Irriterende, men nok retfærdigt efter det pres de havde lagt. Vi bliver fuldtallige igen og overtager mere og mere af spillet. Der bliver fightet overalt – vi vil vinde og Torben bliver sendt afsted “på en spids” mange gange. Og pludselig sker det. John erobrer energisk bolden på kanten af feltet, spiller bolden videre til Torben der ikke svigter. 2-1 til AB og knap 5 minutter tilbage. Det tager den sidste luft fra Jægersborg og vi har ikke de store problemer med at køre sejren hjem. Flot og fortjent sejr.

Men of the match: Holdet

UK


Resultat : Torben – Fix  5-0Så enkelt kan det siges om kampen i går aftes på en meget våd kunstgræs bane på Tingbjerg. I slud og regn vandt vi fuldt fortjent 5-0 over Fix. Under de vanskelige bane forhold var det ikke let at spille på vores sædvanlige facon med at lade bolden køre rundt. Det blev til gengæld opvejet af en stærk fighter ånd hos alle AB´erne. Bagerste linie, der i omklædnings rummet inden kampen, fik en telefonisk opbakning af Per, spillede igen en stor kamp. Fix kom aldrig i nærheden af noget der bare lignede en chance. Katten var iskold og gennemvåd. Ingen på holdet – selv ikke de grå hårede – kan huske hvornår vi er startet turneringen med at holde buret rent i 240 minutter + tillægs tid. Henning lod sig frivilligt udskifte allerede i 1. halveg med noget han selv mente der kunne være mavekrampe. I sidste kamp var det ballerne han brokkede sig over, så UK tror nu Henning skal have en pause, så han kan restituere og komme tilbage som et helt menneske. Midtbane folkene kæmpede utrolig flot. Udførte igen et enormt løbe arbejde. Løb efter alle bolde, for man vidste aldrig hvor den kunne stoppe i vandpytterne. Publikum oplevede kun et loop forsøg fra Per – måske skyldes det, at bolden var så tung, at den var meget svær at løfte. Udover løbe arbejdet sørgede midtbanen også for nogle gode dybe stikninger til frontløberne. Og hvad midtbanen ikke skabte af chancer sørgede Torben selv for. Mange gange i første halveg spurtede han forbi 2-3 ulykkelige Fix folk og det resulterede i 3 kasser, selvom en af Fix`erne med et groft frispark forsøgte at gøre ham ukamp dygtig. I pausen, hvor ingen havde brug for noget koldt, besluttede vi at holde Henning ude og fortsætte det gode spil. Som aftalt – så gjort. I anden halveg var vi lige så dominerende som i første. En let humpende Torben udnyttede endnu to af de mange chancer og en 5-0 sejr var i hus. For at vise vores dominans, løb alle AB`erne straks efter slutfløjtet til omklædnings rummet. Uhørt og aldrig set før. Om det skyldtes overskud af energi eller kulde drøftes stadig ude på Tingbjerg.Man of the match: Torben 

UK

Sejrs rækken fortsætter…… I går aftes gik det så ud over Husum, der blev slået 2-0 af et godt fightende AB hold. Katten har nu holdt klatten ude af målet i 180 minutter, godt hjulpet af en stærk bagkæde, der ikke længere gider at diskutere om de står for langt tilbage på banen. Men uden diskussion – så er det et faktum, at det sker ind imellem og giver modstanderne mere spil end nødvendigt. Midtbanen kæmpede stærkt hele kampen igennem. Måske fordi vi på denne frostklare aften, lavede flere fejlafleveringer end normalt. Men så er det rart, at der bliver fightet så meget, at UK løbende må lave udskiftninger for at holde tempoet oppe. I angrebet prøvede vi i starten noget nyt. Hverken Torben eller Niels var med. I stedet var John P tilbage godt støttet af Michael. Og chancer fik de. Først var det Michael der blev spillet helt fri, men bolden løb på mystisk vis fra ham. Tilskurene – Bjørn med partoutkort og en der blev på den anden side af hegnet, fordi han ikke ville betale for at komme ind – drøftede chancens størrelse uden at blive enige. De var de til gengæld lidt senere, da John blev spillet helt fri. Husum appellerede for off side, men dommerens fløjte var tavs. Derfor løb John først tilbage for at sikre sig, at der ikke var fløjtet, for derefter at løbe tilbage og totalt upresset sparke bolden forbi mål. Måske han skulle have spillet den indskiftede Torben i stedet ?? Dette må være den største afbrænder på Tingbjerg i år. Efter at have varmet sit skadede ben op på side linie gennem det meste af første halveg kom Torben ind og afgjorde kampen med to gode kasser. Det bedste hold vandt og stemningen i omklædning rummet var rigtig god. Men der blev igen talt for meget om fodbold og alt for få frække historier kom frem. Men sådan er det måske når man koncentrerer sig om at blive nummer et ?

Man of the match: Per – en rigtig god fight og nul loop forsøg.

UK Bjørn


Det høje niveau forsætter.. Endnu en match i de meget sene aften timer blev vundet. Denne gang gik det ud over Fremad Valby, der blev slået 3-0.

Optakten til kampen var ellers ikke for god. I stiv kuling og temperaturer omkring fryse punktet, mødte vi op til en total sort tribune bygning hvor vi skulle klæde om. Vi fandt dog lidt varme i det nærliggende klub lokale, hvor modstanderne varmede op med nogle fadbamser. Forvirringen var stor. Vi måtte fortælle Valby folkene, at lyste på banen ikke duede. Det tog de lige en slurk øl på og sendte en mand afsted for at høre om rygterne talte sandt. Det gjorde de selvfølgelig. Samtidig får UK en opringning fra 3 manglende AB spillere, der i en dybt engageret diskussion om sort arbejde og moms, var på vej til Sverige. De havde glemt at dreje af motorvejen. Godt vi har fået broen, ellers havde vi nok ikke set dem  Nå, men Valby folkene, der nu var ved at være færdige med øllene, besluttede sig for at det var for koldt udenfor og vi derfor skulle spille i hallen.

Beskeden nåede hurtigt ud til tilskuerne, der glade valfartede til den store hal med 1. generations kunstbane belægning. Banen var enormt stor og det skulle hurtigt vise sig, at vi skulle bruge noget tid til at få os spillet ind på banen. Indenfor det første kvarter havde Framad V to mega chancer. Først var det katten, der hellere ville tælle moms penge end at gribe bolden, således at Fremad  totalt blankt mål, kunne kvittere med at sende bolden forbi mål. Lidt efter havde de et skud på stangen, men igen var heldet med os. Midt i første halveg begyndte vi at få overtaget og havde tilsyneladende vænnet os til banen – for nu blev der spillet rigtigt pænt.

Kort før pause lykkedes det os endeligt at få hul på scoringen. Torben kanonerede bolden i kassen – et flot mål. I anden halveg overtog vi styringen af kampen og sørgede for at Valby ikke fik tilspillet sig en eneste chance, til trods for, at de havde bolden rimeligt meget. Bagerste linie fungerede rigtig godt bagved en midtbane der måtte løbe utroligt meget på den store bane. Vi skabte mange angreb og det resulterede i yderligere to flotte mål af Niels – specielt det sidste, hvor bolden først blev tæmmet med brystet, vippet over en spiller for derefter at blive hamret op i nettaget. Igen en flot kamp af AB bortset fra det første kvarter, hvor vi lige skulle vende os til banen. Kan vi holde niveauet fra de første to kampe i resten af sæsonen, så lander prokalen igen hos de rette ejermænd.

Man of the match : Duun

Mvh UK

Flot kamp af AB Vi kom forrygende godt fra start på den nye vinter turnering ved i opvisnings stil at slå FB med 4-0. Resultatet burde have været mindst dobbelt så stort og der må være flere, som har drømt om afbrændere i nat. Vi plejer jo altid at starte turneringen mod FB og i de seneste år, har vi tabt eller kun fået uafgjort. Så det lover godt. Regnen silede ned, men straks fra kamp start satte vi os på kampen ved at jagte FBèrne højt oppe på banen. Der blev spillet rigtigt pænt rundt og som et sjældent syn, flyttede vi os hele tiden, så der næsten altid var flere spil muligheder. MEN vi var ikke rigtig farlige, når vi nærmede os målfeltet og trods stor overvægt i spil, skulle der gå over 20 minutter før Per fik scoret. Støste chance inden da tilfaldt FB, men skuddet gik lige forbi Kattens mål (det var vel FB`s eneste chance i hele kampen).

Resultat efter de første 30 minutter forblev 1-0. Positiv stemning og snak under halvanden paraply i pausen. Vi skulle jo bare forsætte med at presse FB, så deres spil ikke kunne fungere. Taktikken blev holdt og Katten rørte kun bolden 2-3 gange – og for ikke at han skulle blive helt kold – smed han sig ned mindst den ene af gangene. Flot, men unødvendigt. I den anden ende tilspillede vi os et hav af chancer, hvoraf kun 3 blev omsat efter fortjeneste. Et hovedstøds mål af Kjeld og 2 kasser af Niels, der først startede på banen 5 minutter før halveg og derfor ikke nåede de sædvanlige 3 mål.(efter chancer burde det dog ikke at have været noget problem). En flot start på turneringen – så nu drejer det sig bare om at fastholde niveauet. Og øl var der rigeligt af.

Men of the match: Holdet – ingen nævnt og ingen glemt.

Bjørn

Copyright © ab-tjønsere.dk/sh.