SH: 2013

ab-fodbold

Lars Corlin Christensen: Tale

 

 

 

Rustale ved Lundbergdagen 2013  

Det er præcis 125 år siden de gik rundt og ledte efter et nyt navn, disse Fredericia-studenter og deres kricketklub, hvor fodbolden havde gjort sit indtog.

De fandt det – navnet blev Akademisk Boldklub, og i februar 1889 så den ny klub dagens lys.

En flyvende start blev det. Straks forkortet A.B. – smukt, klart og fyndigt, medstifter af DBU i maj samme år og deltager i DBU’s første turnering. Men da den løb ind i 1890, så vi måtte vi vente et års tid med at tage den første pokal.

Allerede i efteråret ’89 afvikledes det første rusgilde. Rus – udtales som i Rusland – er et gammelt ord for nybagt student/ny studerende, og genfindes stadig i ruskursus, rusinstruktør osv., men de kvikke hoveder i AB fandt på at overføre begrebet til boldspillets verden. Rusgildet markerede således ungdomsspillernes indtræden i seniorlivet.

Mens AB altså hurtigt markerede sig og grundlagde traditioner, kneb det noget mere med den øvrige identitet som boldklub: Hvor man spiller og hvad man spiller i!

Efter starten på fælleden, måtte klubben således rykke mellem forskellige spillepladser omkring Tagensvej, og først i starten af 20’erne fandt man en ”blivende” grund ved Nørre Allé.

Meget bedre var det ikke med spilledragten. Efter nogle år i hvide trøjer og sorte bukser, blev det til smalle blå striber på hvid baggrund, først på tværs og senere på langs. Farver, der måske kunne være gode nok for naboklubber som B 93 og KB, men naturligvis ikke for os. Men det var ikke før 1914 den rigtige AB-dragt kom til: Grøn og hvidstribet trøje, hvide bukser og grønne sokker.

Senere, i 1947/48, valgte man at skifte til ”Arsenal-trøjen”, den grønne med de hvide ærmer, og siden har vi vekslet noget mellem såvel de oprindelige trøjer som andre varianter.

Men i skyggen af den kommende 125-årsdag kan vi altså fejre nok et jubilæum: Præcis 100 år i grønt og hvidt!

På Nørre Allé indledtes en AB-ære, der ikke mindst tegnes af Knud Lundberg, dette multitalent, som ikke bare tryllede fodbold i AB og på landsholdet, men også spillede landsholdsbold i håndbold og basketball – alle steder som anfører. Og i farten snuppede et enkelt cricketmesterskab med AB.

Lundberg – eller Lund som han kaldtes – besad en formidabel spilforståelse, men var ikke just den hurtigste og heller ikke udpræget træningsnarkoman. Når spillerne blev sendt på løbetur rundt om fælleden, drog han i stedet fordel af AB’s beliggenhed. Han smuttede ind idrætshallen ved siden af, kiggede på håndboldpiger og snuppede lige en saunatur med tøjet på, så han vendte tilbage lige så svedig som de øvrige.

Et menneske med klare holdninger var han. I forbindelse med sin debut på fodboldlandsholdet i 1943 kritiserede han den manglende taktik og flere gange senere ragede han uklar med landsholdets ledere, fx. ved at nægte at bære slips ved banketterne.

Straks efter krigen blev han ansat som sportsredaktør på Information, modstandsavisen, der var blevet et almindeligt dagblad. De øvrige på bladet kom direkte fra modstandsbevægelsen, og det gjorde Lundberg ikke, men alligevel anede man, hvor han stod.

Under sejrsceremonien ved et stævne i Berlin før krigen, var Lundberg og kammeraterne således linet op, mens Brigadenführer Hermann skridtede rækken af. Ud for enkelte spillere stoppede tyskeren og vekslede et par ord, hvorefter et øredøvende bifald brød løs. Lundberg bemærkede, at Hermann løftede venstre støvlesnude som signal til publikum, og da tyskeren nåede til Lundberg, placerede han sin højre fod oven på tyskerens venstre støvle og tæmmede således hans signal. Lund beskrev siden officerens ætsende blik som et af sine smukkeste minder.

På Information etablerede Lundberg en helt ny form for sportsjournalistik, med inddragen af både taktiske og idrætspolitiske vinkler, og grundlagde en livslang levevej som journalist og forfatter.

Med AB vandt Lundberg fem danske fodboldmesterskaber, og han var en af seks AB’ere ved OL i 1948. Lundberg, ekstra utrænet på grund af eksamenslæsning, røg imidlertid af holdet efter første kamp, og vendte først tilbage i bronzekampen, fordi klubkammeraten Karl Aage Hansen blev skadet. Det siger vel alt om Lunds menneskelige format, at han efter medaljeoverrækkelsen videregav medaljen til sin skadede kammerat.

Knud Lundberg indgår naturligvis i diverse halls of fame og idrætskanoner ligesom Michael Laudrup og det kan være fristende at sammenligne de to. Ingen af dem verdens hurtigste, begge med en formidabel fodboldintelligens, og de bevægede sig jo også mange af de samme steder på banen. Og så blev de begge tilbudt en kontrakt i verdens mægtigste fodboldklub, Real Madrid.

Efter at havde hjulpet et forstærket B 93 hold i en venskabskamp mod storklubben, blev Lundberg således tilbudt en professional kontrakt. Man ville endda lade en klinik til den lægeuddannede Lundberg indgå, hvis han måtte ønske at bruge sin uddannelse ved siden af fodbolden!

Hvordan Lundberg officielt begrundede sit afslag vides ikke.  Men forundrede venner fik dog at vide, hvordan i alverden man kunne sige nej til at spille i Madrid: Han mente det sgu nok ville blive for varmt!

Lundberg fortsatte således som amatør og førsteholdspiller i AB helt frem til 1960, netop som tiden på Nørre Allé var ved at rinde ud. Paradoksalt nok blev den akademiske klub fortrængt af universitets og rigshospitalets udvidelse.

Men det banede så vej for udflytningen til Bagsværd, og derfor sidder vi jo her idag. Faktisk blev de første baner med tilhørende lysanlæg taget i brug i efteråret 1963, og vi kan således markere endnu et jubilæum i dag: 50 år på store grus!

Med udflytningen forsvandt en akademisk særhed fra klubbens love. Fra starten skulle man være student eller under akademisk uddannelse for at være seniorspiller i AB, idet de kloge hoveder dog havde åbnet for at andre – opbakket af 15 medlemmer eller en enig bestyrelse – kunne blive medlem.

I de nye love blev det akademiske krav fjernet, og det blev nu tilstrækkeligt til at opnå medlemskab, at man var uberygtet. Hvilket vist heller ikke – se Jer blot omkring – synes at være håndhævet særlig strengt.

Når vi i dag holder Lundbergdag kombinerer vi noget at det bedste fra vores akademiske fortid på Nørrebro, rusgildet, med en at de herlige, nyere traditioner fra Bagsværd, ballocup’en.

Og rus’erne skal selvfølgelig ikke snydes for rusgildets primære formål – introduktionen til livet som voksen og som senior. Vi skal med andre ord tale om sex.

I rusgildets ungdom var dette emne formentlig stærkt nedtonet – sex var noget, der foregik efter ægteskabets indgåelse og efter mørkest frembrud!

I vore dage er dette selvfølgelig ganske forandret: Som rus’ere kan I allerede indenfor en relativ kort årrække forvente at få Jeres sexuelle debut. Og med den usikkerhed I vil føle, er det godt at vide at Jeres fodboldopdragelse i AB er til hjælp.

Allerede udtrykket debut er sigende, noget man ser frem til på sit fodboldhold. I taler også om at score og om at køre med klatten. Jo, fodbold og sex er tydeligvis forbundet.

Træning, også megen træning, er på sin plads, og I kan få Jeres eget spillercertifikat, men før eller siden kommer debuten. Og her skal I vide, at trods alle anstrengelser – opspillet på banen eller forspillet i sengen – handler det til sidst kun om en ting: Får man den puttet ind mellem stængerne?

Fortsat god Lundbergdag!

Lars Corlin Christensen