2019

ab-fodbold

Dr. Spin introducerer Tjønserpartier til folketingsvalget 5. juni 2019

BREAKING NEWS – BREAKING NEWS – BREAKING NEWS

Flere prominente Tjønsere stiller op til Folketingsvalget 2019.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har som bekendt udskrevet valg, som skal afholdes den 5. juni 2019, og selvom fristen for at stille op til valget for længst er overskredet, har indflydelsesrige personer på de bonede gulve gjort det muligt, at visse Tjønsere alligevel kan stille op – og alle med meget forskellige begrundelser og politisk observans. Her er et lille udpluk:

Lauge Nilsson, HALVSVENSKERPARTIET (HASP): – Det kom fuldstændig bag på mig, at der er blevet udskrevet valg…..(forkortet af red.)

Verner Nielsen, BONDEVENNERNES SELSKAB (BS): – Æ´ tøvs de’ ær noet pjat mæ´ al det dersens Folketingsvalg igjen og igjen. Hvofor ka’ man ik’ bruge stemmetallene fra førstningen, da man hade valj i 1849. Her var resultatet at Bondevennernes Selskab vandt foran De Nationalliberale og Høire.

Æ’ stiller selv op for Bondevennernes Selskab i aar.

Niels Remmer, HALVSVENSKERPARTIET (HASP): – Det er ingen hemmelighed, at jeg har været involveret i politik det meste af mit arbejdsliv – sådan lidt på sidelinien. Nu skal det imidlertid være slut. Jeg er gået sammen med Lauge og har stiftet “HALVSVENSKERPARTIET”.

Først forsøgte vi at stille op til det svenske valg, men som bekendt gik der fuldstændig koks i det – nærmest som at sidde fast i trafikken fra Malmö og Ribe. Derfor besluttede vi at danne det nye parti.

Som overordnet formål har vi, at lette trafikpresset mellem Sverige og Danmark. Vi vil starte med at skære 5 kilometer af den nuværende Øresundsbro. Det vil helt afgjort gøre køretiden væsentlig kortere.

Næste trin er at forkorte alle broer i Danmark, dog ikke Langebro, som vi i stedet vil omdøbe til “Den Korte Bro” – alene den psykologiske effekt vil gøre, at folk fornemmer, de kommer hurtigere over.

Tredie trin bliver at forkorte alle tunneler, og på den helt lange bane vil vi også forkorte motorvejene, men det bliver først til næste år.  

Thomas Kentorp, BÆKKENPARTIET (BP): – Jeg synes, der skal mange flere kvinder i dansk politik, så vi har noget ordentligt at se på under de lange debatter. Det er tilsyneladende selvmodsigende, når jeg selv stiller op, men jeg har lagt en klar stategi. Alle de kvindelige kandidater indkalder jeg til en “personlig samtale”, inden de slippes løs.  

Benny Nørgaard, VILD KURS (VK): – Efter at jeg har tilbragt det meste af et år alene i vildmarken, har jeg fået øjnene op for livets sande værdier, og hvordan det skal leves.

Hvis VILD KURS kommer i Folketinget, vil jeg stille forslag om, at alle skal tvinges ud af deres comfort-zone og ind i skovens dybe, stille ro. Det vil løse mange problemer fx. ingen bilkøer, ingen CO2-udslip fra flyene, ingen gamle på plejehjemmene, ingen børn i skolerne, ingen syge på hospitalerne, ikke ekstra politi til Brøndbys kampe, ingen boligmangel, ingen dårlige fjernsynsprogrammer, ingen bankskandaler….ja, jeg kan blive ved. Det vil på en sund måde løse klodens store problemer…..altså, HVIS jeg kommer i Folketinget. 

Henrik Duun, FORMANDSPARTIET (FP): – Jeg stiller sådan set ikke for noget bestemt parti, selvom man formelt set skal det efter grundloven, men jeg stiler direkte mod at blive valgt som formand for Folketinget. Gennem mit hverv som Tjønserformand føler jeg mig godt klædt på til opgaven, og mon ikke det er på tide, at Pia Kjærsgaard skal på pension?

Jeg vil gå til valg på mottoet: “Selvom jeg hedder Duun, har jeg hår på brystet”. 

Vagn Ludvig Ludvig Ludvigsen, GÆT OG VIND (GOV): – Jeg havde ellers forberedt et valgprogram som en quizz, hvor vælgerne skulle gætte, hvor jeg stod politisk, men det har jeg opgivet, da jeg ikke kan finde spørgsmålene. I stedet stiller jeg op til EU-valget med kun ét spørgsmål på partiprogrammet: Spørgsmål 1. Hvor ligger EU? 

Dr. Spin