2012

ab-fodbold

Henning Kurland: Rapport fra Vuelta a Mallorca 2012


Vuelta a Mallorca sovset ind i skandaler og uheld

Dopingdommen mod Lance Armstrong fik konsekvenser for Tjønserne, Laust Indurain, Henrik Katten, Søren Knæbind og Henning Contador, der deltog i verdens hårdeste cykelløb, Vuelta a Mallorca, på det danske cykelhold TeamQBanzai

Allerede på prologen i udkanten af Palma, var den gal. Knæbind havde problemer med click-pedalerne, så han sejlede rundt til fare for ham selv og trafikken. Efter prologen var han sur og krævede at få sat sine støttehjul på: ”Som kommunikationsekspert kræver jeg mine støttehjul påmonteret øjeblikkelig!”, fnysede han på pressekonferencen umiddelbart efter etapen.
Løbsledelsen tog selvfølgelig ikke hans anmodning alvorligt.

Selvom vejret var fantastisk med sol og høje temperaturer, blev Vuelta’en ikke skånet for mørke skyer. Værst gik det ud over Katten, der fuldstændig udmattet og fyldt til halsen med forbudte stoffer, overså en vejovergang med nyanlagt asfalt og styrtede. Ilde tilredt blev han samlet op af en frelsende engel i skikkelse af en ung kvinde, der hjalp ham ind i skyggen og trøstede ham og tilbød at køre ham til en læge. Det afslog Katten imidlertid (!).
Styrtet må betegnes som “en halv Jens Voigt”, altså direkte i asfalten på røv og albuer, bogstavelig talt. Heldigvis var intet brækket, så Katten blev kørt til lejligheden i taxa og nedsænket i sæbevand et par timer, så han kunne slikke sine sår, som rigtige katte gør.

Næste dag var ”Katten er ren” klar til en tenniskamp på hviledagen. Det er kun de helt store mestre, der klarer det uden at tude. Forbudte stoffer i kroppen eller ej – ikke så meget pis – op på hesten!

Vuelta’en var naturligvis heller ikke skånet for interne stridigheder – sådan er det jo, når store sportsstjerner er samlet på samme hold. Således var der en vedvarende ordkrig mellem Knæbind og Contador om, hvornår man bruger apostrof ved endelser uden forkortelsespunktum (hvor akademisk kan det blive?)

Torsdag var helliget Kongeetapen over nogle rædsomme stejle bjerge. ”Katten er ren” og hans room mate, Knæbind, foretrak en dag på stranden med nakken tilbage og næsen i skyfri himmel, mens Indurain og Contador sled sig op ad uendelige hårnålesving og susede ned ad svimlende nedkørsler indtil Indurain punkterede for anden gang, og de to bjergryttere var løbet tør for ekstraslanger. Etapen måtte kortes ned til 100 km, da mørket så småt begyndte at sænke sig efter 8 timer i sadlen.

Meldingen om Lance Armstrongs udelukkelse på livstid fik hurtigt TeamQBanzai til at pakke cyklerne (og Kattens dopingudstyr) sammen og låse det hele ned i kælderen. Sådan bare for en sikkerheds skyld. Men da næste dag skulle fordrives med lidt turistshopping i Palma, fik holdet et chok, da alle fire cykler var fjernet fra kælderen. Pist borte!

Mistanken samlede sig naturligvis om folk fra USADA, WADA, UCI, DCU og FBI, som længe har haft, især, ”Katten er ren” under observation. I en artikel om doping i det spanske cykelblad ”Velopedalos” udtaler bestyrelsesmedlem, Piet van der Sijdewind, fra det internationale antidopingagentur WADA: ”Vi har længe haft mistanke til de fire Tjønsere – især ham, de kalder ”Katten er ren”.  Han ligner jo fuldstændig Floyd Landis, bare i en ældre udgave. Det er ikke naturligt for mand i 60’erne at køre så hurtigt på cykel. For en sikkerheds skyld har vi beslaglagt fældende beviser – mere kan jeg ikke sige”.

Slukørede aflagde de fire topryttere rapport til politiet, men om det hjælper de stakkels Tjønsere er tvivlsomt. Alle ved jo, at det spanske politi, Guardia Civil, stod bag ”Operation Puerto”, der i 2006 fældede over 50 prominente cykelryttere.

Efter hjemkomsten fra Mallorca udtalte ”Katten er ren” til Ganløse Folkeblad: ”Jeg har aldrig været renere, end jeg var under Vuelta a Mallorca. Jeg lå 4 timer i karbad og blev skrubbet på ryggen af min holdkammeret, Søren Knæbind. Jeg har ikke noget at skjule og har ikke dårlig samvittighed. At jeg har været udelukket på livstid flere gange for dopingmisbrug, har jo ikke noget med den aktuelle sag at gøre.”

/Dr. Spin
Tjønsernes udsendte rapporter

 

1 2 3 6
4 5 7 8