31: Nekrologer

ab-fodbold

Poul Kvist (Niels Torp)

Poul Kvist var en rigtig ABer med liv og sjæl 

Af NIELS TORP

 (Bagsværd) Overlærer Poul Kvist døde forleden dag på plejehjemmet, Egegården, Gladsaxe, omgivet af sin nærmeste familie – og han blev 85 år.

Poul Kvist virkede i Akademisk Boldklub i godt 40 år, og han var en meget respekteret og afholdt træner og leder i ungdomsafdelingen. Han var med utrættelig energi en hjørnesten med sportslige og administrative opgaver i klubben, som han satte stor pris på og blev en vigtig del allerede på Nørre Alle, hvor han blot var 25 år.

Poul Kvist var overlærer ved Tjørnegård Skole i Gentofte, men han blev allerede involveret i AB, da klubben havde domicil på Nørre Alle. Han læste på Frederiksberg Seminarium og spillede fodbold i B93, men så et opslag om tilmelding om et DBU-trænerkursus, som han fandt interessant. På dette kursus traf han landsholdsspilleren, Arne Sørensen (senere landstræner) og den sympatiske AB-legende, Erik Hagensen. Denne var kursusleder og det blev hurtigt til et ”varmt” venskab, og det betød, at Poul Kvist hurtigt blev involveret i Akademisk Boldklub. Han var en uhyre vigtigt person i en hektisk periode, da klubben flyttede teltpælene fra Nørre Alle og til de helt nye og moderne anlæg i Bagsværd, hvor han var et vigtig led i fusionen mellem AB og Bagsværd Boldklub. Det var hovedsagelig, Hans Frost (formand) og Jørgen Schrøder (senere æresmedlem) og Kvist, der trak det store læs i forbindelse med udflytningen. Han flyttede geografisk til området, og blev overtalt til at tage sig af klubbens drenge/junior, der var centrale i den hastig voksende ungdomsafdeling. Et eftermiddags – og aftenjob på Skovdiget, der kunne forenes med lærergerningen i Gentofte. 

Fandt talenter

Poul Kvist og besøg af Benny Nielsen

Masser af unge fodboldspillere har nydt godt af Poul Kvist menneskelige egenskaber og fodboldmæssige viden. Han var i besiddelse af en sjælden evne til at knytte kontakt med de unge, og han formåede med en fin ”næse” at finde talenter, der senere udviklede sig i den rigtige retning. Kort kan det nævnes nogle få af de mange talenter, som han var med til at udklække, nemlig Benny Nielsen, Aage Hansen, Johnny Petersen, Peter Rasmussen, Rene Henriksen, Peter Frandsen, Per Frimann, Søren Lyng og Ugo de Lorenzo.

Poul Kvist var i godt 20 år ynglingetræner i AB, og han formåede at udbygge et tæt kammeratskab med spillerne, så oftest blev bibeholdt gennem mange år. Han var en vigtig person i forbindelse ved etablering af AB-Cup i pinsen, der blev en international turnering på AB i Skovdiget, hvor mange udenlandske hold deltog år efter år.

Han er naturligvis æresmedlem i klubben, hvor han har været et ikon – og er mere end nogen anden medvirkende til de mange flotte sportslige resultater i ungdomsafdelingen gennem en årrække. Ynglingeholdet var i DM-finalen i 1980 og 1984 mod henholdsvis Vejle og B1909, som desværre begge blev tabt.

Poul Kvist (Madsen) mistede i 2014 sin elskede hustru, Sonja, og det slog benene væk under ham. Han efterlader datteren, Charlotte.

Der er bisættelse på onsdag den 13.marts kl.11.00 fra Gladsaxe Kirkes Kapel, Gladsaxe Møllevej, hvor der forhåbentlig kommer mange af de ABere, som Poul Kvist har haft under sine vinger gennem årene!