2017

ab-fodbold

SH: Artikel i Tipsbladet

Glæden ved det smukke spil

Hvis du triller en bold hen til et lille barn, så vil han også sparke til den.” Sådan sagde Tommy Møller Nielsen  engang til Tipsbladet, og påstanden kunne udvides til at omfatte både unge og gamle. For det er sjovt at spille fodbold. Det er sjovt at score mål, det er sjovt at sparke til bolden, ja det er sjovt bare at tage imod den og stoppe den med indersiden eller sålen. Men hvorfor er det sjovt? Kan man bruge det aktivt til at uddanne gode fodboldspillere? Og er fodbold stadig sjovt, når det ikke længere er for sjov? Tipsbladet går på jagt efter glæden ved at spille fodbold, lige fra barndom til alderdom.

Af Sebastian Stanbury, Tipsbladet

”It alway saddens me to leave the field. Even fielding the final out to win the World Series, deep in the truest part of me, felt like death.”APARICIO RODRIGUEZ, BASEBALLSPILLER I ROMANEN THE ”ART OF FIELDING”

”Tjøns”.

I AB ved man ikke, hvor selve ordet stammer fra. Man plejer at sige, at det blev opfundet af Knud Lundberg, manden der med sin lægeuddannelse og strålende teknik bedre end nogen anden har repræsenteret Akademisk Boldklub, men det er mest fordi, det er en god historie. Om han reelt stod bag, ved ingen. Til gengæld ved alle, hvad ordet dækker over. Det har fundet sted, siden en AB’er i medlemsbladet ”Uglen” i 1942 efterspurgte mænd over 40, der havde lyst til at spille bold lørdag eftermiddag, og siden dengang har klubbens veteraner tjønset.

Det er et simpelt boldspil. I Lundbergs tid udgjorde to skamler fra omklædningsrummet målene, og så kunne man score ved at ramme en af dem uanset vinklen, forfra, bagfra og fra siden. I dag spiller man på rigtige mål, men man kan stadig løbe over hele banen, som det passer en. Der er ingen side- eller baglinje, hvilket sikrer et enkelt og glidende spil.

Tjøns er en institution i AB. Der er cirka 40 tjønsere, og hver torsdag og lørdag mødes de for at spille. Som regel er de 18-22 stykker, og de er ældre end fodboldspillere er flest – fra starten af 50’erne til et par stykker over 80. Men lysten til at spille med bolden og hinanden har de ikke mistet.

”Når man er 70 år og ikke kan spille på et 11-mandshold eller lignende, fordi man er blevet for gammel, ikke har lyst eller ikke har tid, er det en god måde at fortsætte. Så har man et åndehul. Den ældste, vi har, er 85. Det er Verner Nielsen, den gamle landsholdsspiller, og det fortæller noget om, hvor gammel man kan blive og stadig få noget ud af det,” siger Henrik Duun, 72 år og formand for Tjønserne.

Tipsbladet møder ham og holdkammeraterne Søren Hansen, 71 år, Niels Torp, 71 år og Bjørn Larsen, 63 år, en torsdag eftermiddag sent på efteråret for at høre mere om tjønsen – og hvorfor de

stadig spiller fodbold i så høj en alder. Sammenholdet betyder meget for tjønserne. De hygger sig før og efter kampene, og de arrangerer fester og ture. De er alle fire også glade for den motion, som de ugentlige timer på banerne giver. Men motion kan man få på mange måder, og de kunne også bare mødes og spille kort, hvis det sociale er det eneste vigtige. Men det er det ikke. boldspillet tiltrækker dem.

”Det er sjovt at ramme bolden. Vi har alle sammen spillet som drenge, så vi har lysten og baggrunden for at kunne spille,” siger Søren Hansen.

”Uanset om det er Verner på 85 eller en anden, kommer vi for at vinde. Vi skal have det sjovt, men det kan godt gå på høje nagler engang imellem. Jeg tror, at tiltrækningen er konkurrencemomentet samtidig med, at man får motion. Jeg er en af de yngre, så jeg er en af dem, der får lov til at løbe en del. For mig er det et sted, hvor jeg kommer ud og får løbet så meget, som jeg kan og gider og vil,” siger Bjørn Larsen.

Som Søren Hansen nævner, har de alle spillet fodbold i årtier – selv har han endda siddet på bænken i en landskamp mod Norge under Rudi Strittich. Og det, som fodbolden giver, får de stadig, fortæller Henrik Duun.

”Det er en videnskabelig kendsgerning, at man har det 100 gange bedre, når man motionerer, og endorfinerne bliver udskilt i kroppen og giver velvære. Øllet, badet, saunaen er 100 gange bedre, end hvis jeg var bare var kommet gennem døren her og så havde drukket en øl, var gået i bad og så i sauna. Det er slet ikke det samme.”

”Nu har jeg været på ferie i 14 dage, og jeg har faktisk abstinenser. Jeg har savnet det uendeligt meget, selv om vi har motioneret en del. Jeg savner spillet, jeg savner kropskontakten med både bold og modstandere, hegnet og så videre. Det går sgu i blodet, og det bliver en livsstil og en passion for et menneske som mig og med garanti også ni ud 10 af de andre. Det er noget uforklarligt som er bedre at forklare med, at man savner det, når det ikke er der.”

”Det er en form for opium, og man bliver afhængig af det. Selvfølgelig er det rart at ramme bolden rent og sætte en god tackling ind, men det er også hele samværet før, under og efter,” siger Niels Torp, og Søren Hansen fremhæver også det at være flere om at spille.

”Hvis man lykkes med en aflevering, en dribling, en scoring; et eller andet godt, så vokser man. Og hvis nogen siger ”skidegodt”, vokser man endnu mere. Det er anerkendelsen af, at man trods alt stadig kan lidt. Der er en indre glæde, og det varmer.”

Alle er de enige om, at de vil spille, så længe de kan blive ved.

”Det er cirkushesten og savsmuldet. Man er afhængig af det. Dybt afhængig af det,” siger Henrik Duun.

Efter snakken går de fire tjønsere op i omklædningsrummet til deres holdkammerater. På gamle træbænke med en samfundshjælper hængende i hver ende klæder de om med udsigt ud over AB-anlægget i Bagsværd og en solnedgang, der forvandler eftermiddagshimlen til en eksplosion af gyldne, røde og lyseblå nuancer med Hareskoven som sort silhuet bagved. ”Danmarks smukkeste udsigt” kalder AB’erne den selv.

Der snakkes ivrigt, mens tjønserne påfører sig lag på lag og klargør sig til de kølige strabadser udenfor. Til sidst er der dog blevet snakket nok, mener den tidligere Superligatræner og skolelærer Johnny Petersen.

”Nå, I hundehoveder: Så’ det ud!” råber han.

Tjønserne forlader omklædningen for at gå ud og lege med et af de ældste og mest udbredte stykker legetøj i verden.

DET MEST UNIKKE LEGETØJ

Boldspil er opstået tidligt og uafhængigt af hinanden over hele kloden. Hos australske aboriginees, hos inuiterne i den arktiske del af Canada, i oldtidens Egypten, Grækenland og Rom, hos mayaerne i Mellemamerika: Alle steder findes der eksempler på, at man legede og spillede med kugleformede genstande. Alle opdagede de morskaben ved at sparke, kaste eller slå til noget rundt.

”Sandsynligvis er intet andet stykke legetøj så nemt genkendeligt eller så nemt at lege med, og intet andet stykke legetøj begejstrer så universelt personer fra alle kulturer og med forskellige kvalifikationer og aldre,” lød begrundelsen, da bolden i 2009 blev optaget i Hall of Fame for legetøj.

Sådan ser Jørn Martin Steenhold også på.  Han er legetøjsforsker, og ifølge ham har bolden en helt speciel status.

”Efter min mening er bolden det mest unikke stykke legetøj, vi har haft i vores udviklingshistorie. Fordi det kan bevæge sig, og fordi det har den geometriske form, den har. Man kan lege med den og opbygge forskellige regler for legen, og dermed kommer vi frem til boldspillene,” siger Jørn Martin Steenhold.

Og boldspillene er noget særligt, hvilket en anekdote fra bogen ”The Ball: Discovering the object of the game” beskriver. Det vakte international foragelse, da et underselskab til den italienske oliegigant Eni i 2001 købte rettighederne til at bygge en brønd og føre en ledning gennem Huaorani-indianernes land i Ecuador, og det skyldtes ikke kun betingelser, der blandt andet fratog de indfødte muligheden for at lægge sag an i tilfælde af forurening. Det var først og fremmest på grund af den sølle betaling, som bestod af blandt andet 50 kilo ris, 50 kilo sukker, to blokke af fedt, en sæk salt, 15 tallerkener og krus, for godt 1700 kroner medicin og ikke mindst to fodbolde og en dommerfløjte.

”Uden at nedgøre handlens betydning for både personer og miljø, var det også sigende, at to fodbolde var de eneste ikke-essentielle genstande, indianerne bad om. Og hvem kunne bebrejde dem? Hvis jeg havde skullet klare mig med termitbo og pludselig blev tændt af en moderne bolds magi ville jeg grave dybt for at få hænderne i et par stykker,” skriver forfatteren John Fox i ”The Ball”.

Men hvorfor er fodbold og andre boldspil så populære? Hvorfor er det egentlig så sjovt at røre ved en bold og bruge den i fællesskab med andre?

“Det er glæden. Dels er det den fysiske fornøjelse ved at bruge sin krop – det er altid dejligt. Dels kan man i boldspil kommunikere med hinanden ved at sparke den frem og tilbage,” siger Jørn Martin Steenhold.

”Der er glæde i at aflevere på den rigtige måde, glæde i at sende bolden af sted på den rigtige måde, glæde i at score mål. Når man gør det rigtige, bliver man høj, og vi mennesker vil gerne være høje. Den euforiske fornemmelse kan man få gennem spil og især gennem boldspil. Boldspil er bygget op på de sædvanlige præmisser for spil, nemlig at man konkurrerer. Hvis man ikke konkurrerer med andre, konkurrerer man med sig selv, for eksempel ved at sparke bolden op ad en mur.”

”Og så tager man chancer i spil. Når man tager en chance i et boldspil, og det går skidt, bliver man hånet, for enhver idiot kunne da se, at det aldrig ville kunne lade sig gøre. Men tager man en chance, og det går godt, bliver man rost for sin dygtighed. I de fleste boldspil bruger man desuden efterlignings- og simuleringsmetoder. Man simulerer, at man ikke er så stærk, som man er, og så lokker man modstanderen frem og gør noget andet. Konkurrence, chance, efterligning/simulering og endelig at blive høj: De principper indgår altid i boldspil. De indgår ikke i alle spil, men de indgår i boldspil, og når man kan få alle elementer i spil, bliver det interessant og kan engagere,” siger legetøjsforskeren, om der, hvor al fodbold begynder – som en leg.

NÅR DE SPILLER BRASILIANERBOLD I AGF’S UNGDOMSAFDELING

I sin banebrydende bog ”Fodboldenglen” fra 1979 beskriver forfatteren Hans Jørgen Nielsen fodbolden som et grundstof i barndommen. På det tidspunkt, hvor romanen foregår, er fortælleren og hovedpersonen Frands for længst blevet voksen, men han ser tilbage på sine unge år på Amager og husker, hvor meget fodboldspillet betød. Ved sit skrivebord hænger et fotografi af en headende fodboldspiller, svævende i luften, og det sætter gang i Frands’ kropslige minder.

”Spor af bevægelsesmønstre, jeg uvilkårligt sidder her og rokker frem i stolen. Og den rokkende kropserindring trækker sindsbevægelser med sig, lugt, syn, lyde, mættet med erindringer, tidlige forårsaftener år tilbage, træningsbanens elektrisk oplyste halvmørke og den hvide ånde foran ansigtet og sveden og kulden og glæden, når noget lykkes, og ærgrelsen, når noget går i fisk. Boldens bum-bump, netop ikke bumpbump, men synkoperet: bumbump, fra mand til mand, kammeraternes skingre råb inde i disen og halvmørke, den fuldstændige opslugthed og forsvinden i spillet (…) Og bagefter igen: Den lykkelige, mætte træthed i hoved og lemmer på vejen hjem, hvor erindringen om en særlig vellykket helflugter, langt ude fra, gentages og gentages i små spjæt med højrebenet, mens jeg kommer cyklende.”

Men for nogle er fodbold selv i årene som barn ikke kun en leg. For nogle bliver det noget andet og mere seriøst, og hvordan bevarer man lykken, når det pludselig ikke længere kun er for sjov, men for nogen begyndelsen på en karrierevej? I AGF hænger de to ting sammen, og legen med bolden og de følelser, den udvikler, er indskrevet i klubbens talentstrategi. Det fortæller akademichef Anders Madsen, der har ansvaret for klubbens årgange fra U/10 til U/19.

”For os er ”glæde” et værdifuldt ord og et, vi har arbejdet bevidst med det seneste halvandet år. Vi prøvede at kigge på hvilke ord, der var vigtige for os. Hvad var det for et miljø, vi gerne ville arbejde med drengene i? Der var glæde et af ordene. Drengene startede jo som fire-fem-årige med at spille fodbold, fordi de elsker spillet. Fordi de elsker legen med bolden. Det er vigtigt, at det ikke bliver kvalt i talentudvikling”

”Hvordan får vi så glæde? I en elitekultur får vi det mange gange ved at vinde, og vi skal huske at fejre det. Det er også i tilgangen til hinanden, det vil sige jovialitet og at kunne grine sammen. Og glæde kan vi også få gennem at lave noget, der er sjovt. Vi kan nemt falde i den grøft, at vi frygteligt gerne vil lære dem noget hele tiden,” siger Anders Madsen.

”For eksempel kan man indlægge konkurrencer, hvor man spille overligger. Gøre noget af det, som drengene synes er helt vildt sjovt. Eller lave turneringer, hvor yngre hold spiller verdensmesterskaber, og så indtager man kommentatorrollen frem for trænerrollen. Hvis man mærker, at gruppen er godt brugt, skal vi som trænere være gode til at justere på den knap, for det kan være, at det tryk, som kommer på drengenes hoveder, skal justeres ned, så de glæder sig til at komme til fodbold.”

For Anders Madsen hænger glæde sammen med offensivt spil, og for at skabe det skal spillerne turde udtrykke sig, når de har bolden. Han nævner blandt andet klubbens U/10-U/14-hold, der har adopteret det brasilianske udtryk ginga, der på århusiansk dækker over at vise spillelyst, nyde at spille og have modet til at vise sig frem på banen.

”Det selvbillede, man kan have, skal man faktisk også gå ud og udføre, når man er på banen. Og mange gange er glæden forbundet med, at man ikke får skældud, hvis man træffer et offensivt valg. Vores trænere skal animere til at tage chancer; til at gøre noget frem ad banen. Vi skal undgå at straffe og tage noget fra dem. For så afløses glæden af frygten.”

Når morskaben skinner tydeligt, kan det smitte positivt af på sporten. Tag NBA som eksempel: De høje herrer i spidsen for verdens største basketballliga har noteret sig, at nutidens unge bruger mere tid foran skærme end på lege- og sportspladser, og selv om det umiddelbart burde være fint for seertallene, er det et problem, fordi NBA altid har haft den opfattelse, at de børn, der spiller basketball, med tiden også bliver NBA-fans. I basketball er problemet ekstra stort, fordi børnene kan se, at NBA-spillerne er hårde hunde på mere end to meter, fysiske monstre som det er svært at identificere sig med for små drenge og piger. Men i øjeblikket er en anden type spiller med til at definere ligaen. Golden State Warriors-superstjernen Steph Curry er godt nok højere end gennemsnittet, 191 centimeter, men han spiller basketball på en anden måde. Her handler det ikke om barske slagsmål under kurven, Curry skyder trepointsforsøg i sådan en grad, at det har revolutioneret sporten. Alle – Currys NBA-kolleger, kvindelige collegehold, små drenge i gymnastiksale over hele USA – forsøger sig nu med flere trepoint’ere. Og mens det kræver en helt særlig fysik for eksempel at kunne dunke, kan alle skyde.

”Ungdomsbasketball har et problem. Børn presses for hårdt, og det handler ikke længere om morskab og passion for sporten. Men nu kan de førsteårsstuderende slet ikke få sig selv til at forlade hallen, fordi de har det så sjovt. Det er passion, og det er sandsynligvis på samme måde, Steph har lært at gøre de ting, han kan,” sagde Kathy Delaney-Smith, der er træner for Harvards kvindehold, i april til ESPN Magazine.

For Anders Madsen skal fodboldglæde også først og fremmest være et redskab til at opnå et højere formål.

”Glæden er ikke et mål i sig selv. Det kan lyde hårdt, men glæden er et arbejdsværktøj ligesom for eksempel mod og hårdt arbejde. Glæden er et middel til at nå et mål om at blive en bedre fodboldspiller.”

“For os er det et spørgsmål om at have drenge, der ønsker at blive bedre. Det er en del af en forberedelse til at blive professionel fodboldspiller, hvor man viser initiativ og opsøger muligheder for at dygtiggøre sig, for eksempel via selvtræning. Der tror vi på, at glæden er vigtig at have med, for når de så har fri, lægger de sig ikke på sofaen og spiller playstation, men går ud og øver et eller andet, som de også synes er helt vildt sjovt.”

“Glæde ved legen er en følelse, som skal være der så længe så muligt, og så skal vi forberede dem til senere. Jeg er sikker på, der er masser af glæde i Superligaen. Jeg er sikker på, at der er masser af situationer i løbet af dagen, som gør en glad, men det er også en verden, hvor viljen skal tage over, når glæden stopper.”

ØNSKET OM AT STOPPE SKØNHEDEN

For længere fremme i karriereudviklingen bliver fodbolden endnu mere alvorlig, end den er i AGF’s ungdomsafdeling. Når der spilles fodbold i Superligaen og andre professionelle ligaer, er der point og penge på spil i hver kamp, og aktørerne spiller nu ikke for sjov og for fornøjelse, men fordi de får løn for det. Så kan man stadig have det sjovt i de kampe? Kan man stadig nyde den bløde fornemmelse af en bold, der rammer det helt rigtige punkt på fodens inderside? Det mener Jakob Ahlmann – men det er sværere. Den 25-årige nordjyde har spillet 100 Superliga-kampe og to gange været på A-landsholdet, og for ham overskygges fornøjelsen af andre følelser, når han løber på banen for AaB.

”Jeg synes bestemt, man kan mærke glæden, men samtidig er det pakket ind. Det vigtigste er at få et resultat, men man kan godt få en flowfølelse, når man gør det godt. Man mærker den endnu mere til træning, hvor man bedre kan dyrke den. I kamp er der stress og pres, og der er det sværere at dyrke følelsen end til træning, hvor der ikke er lige så mange mennesker, som sidder og holder øje. Så kan man få bolden og tænke: ”Det er det her, jeg lever og ånder for,” siger Jakob Ahlmann.

I bogen ”Spieltage” skriver Ronald Reng, forfatter til blandt andet den anmelderroste bog ”Et alt for kort liv” om Robert Enkes liv og død, om Bundesligaens historie set gennem Heinz Höher, en tidligere spiller, træner og sportsdirektør. Reng beskriver blandt andet Höhers keeper i FC Köln, en dedikeret Bundesliga-prof ved navn Rudi Kargus:

”Når han greb et skud, gav følelsen af at holde bolden mellem sine målmandshandsker ham en form for fysisk lykkefølelse, som få får lov til at opleve i deres liv: Han kunne mærke spændingen fra den hårde bold mellem sine fingre, og samtidig den rene skønhed fra den glatte, runde bold. Han havde i sandhed sine egne gerninger, sit livsværk, i egne hænder.”

Rengs beskrivelse er sigende for mange fodboldspillere og fortæller, hvordan oplevelsen af at mestre sin sport og sit hverv kan skabe en eufori hos en spiller. For Jakob Ahlmann er det også følelsen af at gøre noget godt, der gør forskellen.

”Dribler man to mand og sparker bolden i kassen, har man pludselig dobbelt så meget energi som de andre. Det kommer, når man laver noget godt, men i kampe tænker man ikke så meget over det, for der er man hurtigt videre til næste aktion. Til træning kan man bedre nyde, at man er inde i et godt flow, og så får man følelsen.”

”Jeg elsker at komme ud og spille. I januar kan man stå og vente på at skulle ud og træne i minusgrader, og man tænker, det er noget rigtigt lort, men så snart man får varmen, og man rører bolden og får nogle berøringer, glemmer man fuldstændig, at der er minusgrader, at man løber på kunstgræs, og at der er to måneder til næste betydningsfulde kamp. Det er små ting, der skal til. Én lille bold er nok til, at 24 voksne mænd hygger sig i to timer i minus fire grader,” siger Jakob Ahlmann.

Der er et paradoks forbundet med fodboldkampe, et som også fans kender. Man kan glæde sig til en særlig kamp en hel uge, men når man sidder foran tv’et eller på stadion, kan man sagtens rnde med utålmodigt at se frem mod afslutningen på kampen. Det samme gælder, når man spiller, hvad enten det er serie 6 eller Superligaen. For det er sjovt at lege, men det er også sjovt at vinde, og nogle gange kommer den bedste følelse ved dommerens slutfløjt – når man er færdig med at spille det spil, man elsker.

”Det kan jeg sagtens genkende. Glæden bliver pakket væk under presset, når vi spiller kampene, og det er egentlig underligt, for til træning vil vi altid gerne spille 10 minutter mere. Men i kampene ved man, hvad en sejr betyder, og fører man 2-1, ønsker man, at der fløjtes af, så snart uret rammer 90,” siger Jakob Ahlmann.

Der findes undtagelser til det ønske. I bogen ”Stillness and Speed” om Dennis Bergkamp fortæller Thierry Henry, hvordan han havde det, når det virkelig kørte for ham og holdet i Arsenal og Barcelona.

”At have følelsen af, at man kommer til at vinde med 2-3 mål… Det er sært. Man påskønner det ikke rigtigt, men jeg husker, at vi sagde til hinanden: ”Jeg håber, folk opfatter, hvad vi har gang i.” Vi vidste, at vi var i gang med noget specielt. Det var den samme fornemmelse i Barcelona. Man kiggede på dommeren som for at sige: ”Vær sød ikke at fløjte af! Må vi ikke spille ét minut mere? Må vi ikke spille 20 minutter mere? Det er skønheden i at mestre noget,” siger den franske eks-stjerne, og Jakob Ahlmann genkender følelsen fra 2013-14-sæsonen, da AaB vandt både mesterskab og pokal.

”Vi havde kampe, hvor jeg følte, vores spil simpelthen ikke kunne slås i stykker. Vi fik som regel resultaterne, og dengang skete det, at jeg tænkte: ”Lad os endelig spille videre”. Det er dog kun, når man har toppræsteret, og man personligt har spillet godt. Selv om man spiller rigtigt godt, vil man stadig gerne have fløjtet af, hvis man kun fører 1-0. Men hvis man er stort foran og spiller godt, kan jeg godt følge ham. Der er ikke noget federe, når presset er væk igen, og så kan man endnu bedre nyde at løbe foran 10.000 mennesker og vise, hvad man kan. Hvis man løber med en 1-1’er, og det hele er lidt presset, ved man godt, at hammeren kan falde. Men når man får store sejre, er der intet federe i verden. Så bliver det som træning, og så løber man og hygger sig,” siger Jakob Ahlmann.

EKS-TRÆNERENS NYE HOFTE

“Er der ikke nogen, der ordner målene?” spørger Tjønser-formand Henrik Duun på en facon, så man forstår, at det egentlig ikke var noget spørgsmål, men en ordre Og det er der så et par spillere, der gør. Vi har været forbi boldens begyndelse, legen som barn og ung, kombinationen af hårdt slid og fornøjelse hos profferne, og nu er vi tilbage, hvor vi startede: Hos de gamle drenge i AB. Omklædningen er overstået og tjønserne er rykket udenfor på deres kunstgræsbane, hvor de allersidste glimt af dagslys er gemt væk bag klubhuset. Men på sin vis begynder dagen først nu.

Nogle strækker ud op ad hegnet, der omkranser den lille bane, andre løber lidt  rundt for at få gang i benene. En lille flok afleverer bolden mellem sig i rundkreds. Den bliver både tæmmet bag om støttebenet og lagt til rette med hælen.

Det er også formandens job at sætte de to hold, og det tager lang tid. Det skal gå ordentligt til, det skal være fair, for ellers kommer der brok. Præcis lige som i skolegården 60 år tilbage. Da Niels Yde, tidligere AB-kamprekordholder, landsholdsspiller og anfører på mesterholdet i 1967, dukker op en anelse forsinket, mener begge hold, at de bør have ham, før det er rimeligt. Niels Yde tager en overtræksvest på og bliver en del af det gule hold. Så går spillet i gang.

Som nævnt er der ingen side- eller baglinje, når man tjønser. Bolden er altid i spil, og dømmes der en sjælden gang et frispark, afleverer man bare til modstanderen, der spiller videre. Fokus er på at holde bolden i gang. Spille fodbold, spille fodbold, spille fodbold. 36 fodboldstøvler bevæger sig rundt på banen i forskellig fart. To af dem er blå, to er orange, to er sølv og tre er hvide – resten er sorte. Johnny Petersen er skyld i asymmetrien, for han har både en hvid og sort støvle på. Som tilskuer får man fremvist hele paletten af fodboldtricks. Førstegangsafleveringer, driblinger, stikninger. Ydersidepasninger og tunneller. Husmandsfinter, en sombrero og hælafleveringer. Masser af hælafleveringer. Dem er tjønserne helt vilde med. Til gengæld er der ingen, der rigtigt gider at stå på mål, så den tjans skiftes man til, så alle kan komme ud i marken. Sidste gang var Johnny Petersen nødt til at tage kassen på grund af bentøjet, men denne eftermiddag spiller han i marken for første gang i trekvart år, og det føles, med hans egne ord, ”vidunderligt”. Han har været ude på grund af en hofteoperation. Egentlig fungerede den gamle hofte nogenlunde, for han havde ingen smerter, hvis han bare tog det med ro. Men det var ikke nok.

”Jeg kunne sagtens gå, så jeg kunne leve med det. Men der gad jeg ikke. Jeg ville jo herud og spille,” siger Johnny Petersen, der fortalte operationslægen, at det skulle være helt i orden, for han spillede altså gammelmandsfodbold. Det forstod lægen godt. Han spillede selv.

Det sociale, som der før kampen blev lagt så stor vægt på, og som alle nævner som en af hovedårsagerne til at tjønse, er for en stund glemt. Sproget er hårdt og kontant, hvis man ikke er tilfreds med holdkammeraternes indsats.

”Jeg står lige her, Jørgen!”

”Hvorfor skal du gøre det sværeste hver gang?”

”Nej Henning, hold nu op med det pis!”

Kampen er intens og jævnbyrdig. Henrik Duun bringer Gult Hold foran med et langskud og vandrer tilbage mod egen banehalvdel med et skævt smil og armene strakt ud til siden. Attituden er som Zlatan. Det gule hold kommer foran 2-0, men Bjørn Larsen reducerer på et dykkende hovedstød, og Blåt Hold – som holdet uden overtrækstrøjer, men i alverdens spraglede farver af uvisse årsager kaldes – får også udlignet. Det slutter 2-2, og som altid med den slags resultater er ingen rigtigt glade. Men alle er lykkelige.

Og dog. For der findes dem, der ikke kan få nok, og som ikke vil have kampen til at slutte. Dem der har det som den fiktive baseballspiller Aparicio Rodriguez i åbningscitatet; dem som altid helst ville have spillet videre lidt endnu. En af de ældste tjønsere, den tidligere landsholdsspiller og OL-sølvvinder fra 1960 Flemming Nielsen på 82 år, er en af dem.

“Stod det til Flemming Nielsen, skulle vi spille to gange 50 minutter hver gang. ”Jo længere man er på banen, desto sjovere er det,” siger han altid. Han har altid lyst til at spille mere, og selv om han ikke løber så meget, synes han, at to gange 35 er for kort,” siger Niels Torp.

”Det er glæden ved fodbold, glæden ved at lykkes med det, som man kan og har kunnet i så mange år. Selvtilfredsstillelsen, når det en sjælden gang lykkes at score et mål,” siger Søren Hansen.

For tjønserne venter der heldigvis altid en ny kamp, året rundt. Også juleaftensdag og den 31. december, som er noget helt særligt. Her erstattes gammelmandsbold af spil med alle generationer, når tjønserne tager børn og børnebørn med til fodbold. Der er mennesker i alle aldre, 8 år, 80 år, på banen, og så samles gamle og unge i fælles kærlighed til bolden.