2021

ab-fodbold

Dr. Spin: Tjønsere i central rolle ved madkonkurrence

Tjønserne i central rolle ved madkonkurrence

Forleden blev NOMA kåret til verdens bedste restaurant ved den prestigefyldte prisuddeling World’s 50 Best Restaurants i Antwerpen i Belgien. Den københavnske restaurant avancerer dermed fra andenpladsen, som Noma landede på ved den seneste prisuddeling i 2019. En anden dansk restaurant, Geranium i København, kom ind på en flot andenpladsen på årets liste.
Sideløbende blev der afholdt en madkonkurrence med forskellige temaer bl.a. nationalretter, klassiske retter, hverdagsretter, simremad, osv.

To tjønsere var blevet bedt om at deltage i dommerpanelet, og er netop kommet hjem fra turen til Belgien.
Bent Jacobsen, overdommer i kategorien “Fedtemadder”:- Jeg har jo stor erfaring med fedtemadder. I mit barndomshjem på Fyn fik vi fedtemadder morgen, middag og aften. Det blev virkelig min livret. Man skal huske på, at lige efter krigen var der mangel på alt. Det kan ikke sammenlignes med i dag. Nå, men jeg fik smagt på rigtig mange fedtemadder, men jeg synes ikke, der var nogle, der ramte lige i plet. Fedtemad eller Les aliments gras, som de kalder det på fransk, blev serveret i alle mulige varianter f.eks. med kaffegrums, bananer, snegle og sågar budding. Det var ikke lige mig. Nej, en fedtemad skal serveret på nybagt rugbrød med et ordentligt lag fedt og så med salt på toppen.

 

Jan Petersen, overdommer i kategorien “Min yndlingspølseret”:- Det var en sand fornøjelse at smage på de andre landes retter. Jeg kan nævne den tyske bratwurst, franske hotdogs, belgiske vafler med pølser, svensk pølseret, italienske pizzaer med pepperoni, osv. Som den eneste spiste jeg op alle dagene, og jeg tror nok, det imponerede nogle af dommerne fra de andre lande, som kun tog små smagsprøver. Jeg kunne lide det hele, og gav dem alle topkarakter, men der er alligevel ingen, der kan hamle op med mor Karens hjemmelavede mørbradgryde med masser af cocktailpølser.

Niels Remmer, Chauffeur étranger Danois, leder af den danske delegation:- Jeg kan huske, at jeg en gang efter et ministermøde i Bruxelles, blev inviteret ud at spise på en fin restaurant, hvor de kun serverede retter, der ikke findes, f.eks. bortfløjen and, slæbesild, luftfrikadeller, benløse fugle, dagens mand i skysovs, osv. Det var en noget aparte oplevelse for en mand med min appetit. Lidt for meget Kejserens nye klæ´r. Og så kan jeg huske efter et andet langvarigt møde med de andre ministersekretærer i det europæiske sekretariat for udvikling af ensartet skiltning ved fodgængerovergange…. har du for øvrigt lagt mærke til hvor forskellige lyssignalerne er i Europa? Du ved, rød mand STOP, grøn mand GÅ. I Italien er det f.eks. en meget slank mand og i Tyskland en en noget tykkere. Og i disse tider, hvor det hele skal være kønsneutralt bliver det næsten umuligt at…….(forkortet af red.) Efter mødet skulle vi ud at spise på en meget speciel restaurant, der var placeret oppe i et meget højt tårn, Restauranten drejede rundt som en karrusel, men én eller anden må have trykket på en forkert knap, for pludselig begyndte restauranten at dreje hurtigere og hurtigere rundt, så vi blev kastet rundt mellem borde og stole, alt imens folk brækkede sig og skreg og hylede. Det er det mest åndssvage, jeg nogensinde har været med til. Det stod på i lang tid, indtil en af de ansatte fik trukket i nødbremsen. Bagefter så lokalet farligt ud med smadret inventar overalt og folk i chok…….(forkortet af red.)
Det minder mig om engang jeg var på en længere tur med ministeren for landbrug og fiskeri. Jeg blev bedt om at tage mine fiskestænger, waders og levende orme med, men det gav mig nogle problemer i flyet fra Kastrup til Wien……… (forkortet af red.)

Dr. Spin