SH: 2013

ab-fodbold

SH: Referat

 Lundberg-dagen 2013

SH

Lundberg-dagen forløb igen efter målsætningen: At skabe en god dag, hvor yngre og ældre fodbold-AB’ere spiller mod og med hinanden på mixede hold og har det hyggeligt i hinandens selskab.

Mange gode kampe, hvor Tjønserne også spillede dominerende roller i finalekampene – ’Rødt hold’ med Claus Nørfelt vandt turneringen og ’Glatbarbiert’ med Henning Kurland blev nr. 2. ’Nørre Alle’ med Bjørn Larsen blev nr. 3. Ved middagen fortalte Henning, at han som kaptajn burde have spillet fuld tid i finalen, så havde de helt sikkert vundet turneringen. Denne kommentar blev ved bordet mødt med absolut tavshed, vi er vel venner…….! Resultatet af taberfinalen mellem ’Nellemoses nuller’ med Niels Yde og ’Tre kampe og i bad’ med SH skal ikke røbes her – også under hensyntagen til det fremtidige venskab…..

Vi Tjønsere erfarede, at de yngre mennesker spiller ’lidt’ hurtigere og med ’lidt’ større boldsikkerhed, end vi sædvanligvis oplever torsdage og lørdage.

Thomas Krølben underholdt igen med morsomme kommentarer mellem kampene, hvor der også var lidt til både maven og ganen, og Kurt havde hængt Dannebrogsflag op både ved P-pladsen og ved Lille Kunst.

Middagen, med dejlig mad fra Restauranten, indeholdt særdeles mange gode indslag – toppen var en fremragende Rustale fra Lars Corlin Christensen., hvor han meget detaljeret fortalte om AB gennem snart 125 år og Lundbergs mange meritter. Lars gav også særdeles velmente råd til Russerne i forhold til deres fodboldmæssige udvikling, samt – især! – gode råd i forhold til deres snarlige sexuelle debut…………….!!!!! Der var 4 fodbold-kvinder med i turneringen og til middagen, én af dem udbrød spontant under dette emne: ”Jeg vil gerne gi’ en hånd med!!”

Svend Olhoff havde generøst tilbudt at sponsere 2 nystiftede ’Lundberg-legater’ til 2 af fodboldbestyrelsen udvalgte Lundberg-AB’ere. Kriterierne for udvælgelsen var koblet op på personlige karakteristika for Lundberg som: Respekteret og vellidt af alle med- og modspillere, positiv, hjælpsom, generøs, vidende, ukonventionel og altid i godt humør. Disse karakteristika sparret med AB’s Værdier – AMBITIONER / PERSONLIG UDVIKLING / RESPEKT / FÆLLESSKAB / GLÆDE – resulterede i 2 meget populære valg: Kim Ragle og Ken Weibel. De var begge synligt stolte. Meget stor tak til Svend.

Alt-i-alt en særdels vellykket Lundberg-dag med fin repræsentation fra Tjønsere/Mastere – vi håber at blive endnu flere næste år.