Tjønser-portrætter

ab-fodbold

SH: Povl Kjøller

Tjønserformand Povl ‘Silden’ Kjøller

Af Søren Hansen
En bornholmer kom til København.  Povl kunne vælge mellem at blive landmand efter sin far på Bornholm eller læse til jurist i København. Valget blev  ’juresteriet’,  fordi så kunne Povl samtidig blive AB’er!!
Du er jo Tjønserformand, Povl – hvordan blev du det?
Da Hagensen ikke havde lyst mere, så spurgte han mig,  om jeg ville – jeg blev næsten udnævnt! Jeg er jo en flink og behagelig fyr, og da jeg ikke rejste så meget i mit job, så var det vel naturligt, det blev mig. Det hele startede for ca. 35 år siden, da jeg blev holdleder for veteranerne efter Knud Christensen.
Hvad indbefatter  det, at være tjønserformand?
Man udtager holdene, men det blev jeg lidt træt af  gennem årene, så nu har jeg delegeret det til andre f.eks. Palle Flemming eller Ludvi. Jeg havde det sådan, at hvis jeg havde lavet dårlige hold, og jeg var på det  bedste, så spillede jeg overhovedet ikke til, fordi jeg syntes, det var synd for modstanderne – så’n har Palle Flemming det ikke!!! Derudover er jeg vel en slags samlingspunkt også til fester – et slags borgerligt ombud. Jeg siger også lidt til festerne – det år rimeligt godt.
Har du selv spillet ’rigtigt’ fodbold?
Aldrig på noget højt niveau. Jeg begyndte på AB i 1951, det år hvor AB’s førstehold var i østen. Vi spillede indendørs i Otto Mønsted Hallen. Jeg spillede selv på 3.-4. holdet. Som akademiker blev det naturligvis AB, jeg meldte mig ind i, da jeg rejste fra Bornholm, hvor jeg i øvrigt var med til at spille den første drengekamp i 1944. Min far havde en gård, og i 1948 fik jeg mulighed for at afhænde den som forsøgsgård, og så kunne min far blive inspektør på gården.
Hvorfor bliver du kaldt Silden?
Jo, det hænger naturligvis ved, at jeg er bornholmer, men det er lige så meget fordi,  jeg en gang til tjøns faldt ind i nettet, og så var Palle Flemming hurtig: Silden’  – det er hængt ved lige siden.
Hvad er det sværeste ved at være tjønser?
Man skal kunne ‘tåle mosten’  – det er til tider en lidt hård tone, så det hjælper at være hurtig på tungen og kunne svare igen.
Hvad er det bedste?
Hvis man har haft fortrædeligheder i løbet af dagen, dem har jeg nu ikke mange af, så er de fuldstændig glemt, når man tjønser – det er en slags renselsesproces.
Hvor meget betyder tjønsen for dig?
Jeg bliver 75 om en måned, og tjønsen betyder utroligt meget. Da min kone var ved at dø, og hun vidste, det var ved at være slut, sagde hun til mig: ”Du skal nok klare dig – du har AB og fjernsynet.”
Du ser fortrøstningsfuld frem til endnu mange år på AB som Tjønser.
Ja, det gør jeg, selv om jeg også ved, at der kan ske meget og meget hurtigt. Jeg kan jo også mærke, at jeg hører til den ældre generation, og at der er kommet mange nye. Der skal også  være plads til dem, men der jo heldigvis ikke mange, der falder fra….. Jeg har ikke mange skader heldigvis, så jeg  skal nok klare mig.
Er der nogen visioner for tjønsen?
Ja, vi skal blive ved og sluse nye kræfter ind.