Bent Jacobsen

Når man søger efter historie i  den aldersklasse som er tjønser sidens forum,  kan man ikke tale om VM  oplevelse i ental.

I 1951 startede jeg med at  spille fodbold, man skulle være 8 år. Det første store resultat jeg husker var  i 1953 da sensationen indtraf på Wembley hvor England blev besejret 6-3 af  Ungarn med Kosics, Bozsik, Hitigutti og Puskas. Det var Englands første  nederlag på hjemmebane overhovedet. Den sved så de udbad sig en revanche i  Budapest,  den endte 6 måneder senere med Ungarnsk sejr på 7-1. Disse  informationer har jeg kun fra aviser, (vi fik først fjernsyn i 1960)men gjorde  et stort indtryk på mig.  Jeg var derfor dengang ikke i tvivl om at  Sovjetunionen som på det tidspunkt fodboldmæssigt var på vej fremad med bl. a.  Yashin på mål, så Ungarn som en stor trussel, og med  angreb på Ungarn i  1956 skulle de have udslettet nogle af de ungarske spillere som var ansat i  hæren, Puskas med øjenavnet ”den galoperende major” var stjernen, datidens  10ér.

Da han flygtede til Spanien og  spillede for Real Madrid, ja så blev det ”min klub”. Dette ungarske hold  blev aldrig igen samlet, men alligevel kvalificerede Ungarn sig til VM i 1958.

I 1958 fik jeg hos andre  kammerater set kampe, og straks blev Brasilien ”mit hold” og er det stadig. Den  brasilianske 10ér hed Didi, og han sparkede lidt mærkeligt til bolden som han  fik til at ”knække” som gjorde at målmændene havde store problemer, desuden  brugte han meget ”papegøjen”.  Det fik mig til at selvtræne helt vildt med  2 kammerater, jeg fik aldrig lært at sparke som ham, men jeg tror at al den  selvtræning som varede hele sommeren, fjernsyn havde vi jo ikke,  er  årsagen til at jeg stadig ind imellem er i stand til at lægge en præcis aflevering. Jeg fik set alle  brasernes kampe plus nogle af de andre, Ungarn kom aldrig til at spille nogen  rolle, med deres nye hold. Frankrig havde Kopa, og Just Fontaine som blev topscorer  med 13 mål og som fik overrakt et gevær!!! for denne bedrift, som vist nok  endnu er rekord.

Men Brasilien med Nilton Santos,   den første back der gik med i angrebet, og som også scorede,  og  ikke bare lossede væk blev fulgt meget tæt. Der var den meget elegante stopper  Bellini samt Garrincha, Vava, Zagallo og Altafini som vist nok på det tidspunkt  spillede for Milan. Først lidt senere i turneringen blev vi præsenteret for  Pele som virkelig fik sit gennembrud.  I semifinalen blev Frankrig  besejret med 5-2 og Sverige med de samme cifre i finalen, med Pele, Vava og ”den  lille fugl som var så svær at fange” Garrincha, hjulbenet på det venstre ben og  kalveknæet på det højre som kørte helt rundt med den svenske back Bergmark, ,   som de store stjerner. Al dette blev via fjernsynet indprentet til udødelighed, som en  fantastisk begivenhed.

Siden har Brasilien været mit  hold, så da jeg i 1998 af den daværende direktør for AB,  Henrik Mostrup  blev tilbudt 2 billetter til kvartfinalen i Nantes mellem Danmark og Brasilien  så slog jeg til. Sammen med Torben Mærsk tog jeg til Nantes, og hvilken  oplevelse, allerede før kampen udenfor stadion mødte vi livsglade  og  kønne ”braser”, de ville fotograferes med nogle af de rød hvide. Og denne  stemning fortsatte inde på stadion og igennem HELE kampen, selv da DK kom foran  i starten af kampen ved Martin J. på et hurtigt frispark af Michael L.  applauderede de og udtrykte deres anerkendelse. Vi var ikke som i dag adskilt i  grupper,  men stod lige ved siden dem og midt i mellem dem, og der var en  FANTASTISK STEMNING imellem dem og os. Da så et af mine idoler Roberto Carlos  over satser så  Brian L. kan udligne,  så blev der et kort øjeblik stille hos braserne,  men så begyndte sambarytmerne igen at lyde. Hvordan Mark R. kunne brænde det  hovedstød, som OG med lethed havde scoret på forstod ingen, ej heller da  Rivaldo fra 100m. afstand scorer hos Peter S. da så han virkelig skidt ud. Den  havde ”katten” med lethed snuppet. Vi fik sagt farvel til brødrene Laudrup samt  Rene H. men den store oplevelse var og er den stemning som specielt de  brasilianske tilskuer skabte, den glemmer jeg aldrig. Alene det kunne få mig  til en kamp hvor Brasilien deltager hvor som helst i Europa.

Dette var mine VM oplevelser.

Vh Bent