Denis Holmark: Fodbold – grusomhed, kunst og ballet

Denis Holmark

Som spil er fodboldkampen elementært grusom. Denne elementære grusomhed har intet med svinske tacklinger at gøre; det indebærer ikke, at spillet ikke er regelstyret og inden for reglerne endog fair – men det indebærer, at resultater er alt, hvad der tæller, ligesom at dømt dom ikke står til at ændre.

Det første medfører, at nok så gode intentioner og evner er ligegyldige, hvis de ikke belønnes med mål. Det andet indebærer, at dommen – selv om den naturligvis med bedst mulig tilnærmelse skal angå det skete – ikke kan ankes.

Det første nærmer spillet til kærligheden, det andet til religionen.

Fodbold er ikke kunst

Panegyrikkens lejesvende og de holistiske sanseprofeter a la Tor Nørretranders hævder, at ”fodbold er kunst”

Det er noget forbandet sludder. Hvad har et boldspil at gøre med kunstneriske anliggender? Med erkendelse, søgen og alderens frigørende indsigt? Med dødelig dæmoni og passioneret følelse og ånd? Intet.

En bold er ikke stoflig, den er bare rund. En bold kan ikke formes, den kan kun spilles.

Fodbold er ikke ballet

Når nogen skriver om brødrene Laudrups ” graciøse æstetik” får jeg kvalme.

Deres telefonstolper af ben vil ikke kunne gøre sig i en øm bournonville’sk pas de deux på Det Kongelige Teater. Og gudskelov for det. Så besvimer abonninerne ikke, og fodboldspillerne slipper for at prostituere sig i sværmeriske metaforer fra en anden verden. Fodboldspillere står ikke på tåspidserne og laver piruetter, lige så lidt som de bruger armene til at udtrykke følelser og favnelser i forhold til det andet køn.

Fodboldspillere bruger benene til at løbe med og sparke til en bold, og armene til at holde modspillerne væk med og tage fra med, når de tackles.